Simon Simonsen (1649 - efter 1723) den ældre

213 af 256 - Simon Simonsen - den ældre

er der ingen oplysninger om med hensyn til fødested og tidspunkt, men han er sandsynligvis født i 1649. Da byloven for Saksild by underskrives af byens gårdmænd i 1661, er der to gårdmænd med fornavnet Simon: Simon Simonsen og Simon Jensen. Der er nærliggende at tro, at han er søn af Simon Simonsen og således opkaldt efter sin farfar, men i teorien kan han være opkaldt efter en morfar og således være søn af Simon Jensen. Da Simon Simonsen [den ældre] her jo kun er 12 år gammel, da byloven underskrives, kan det jo ikke være hans underskrift og må være hans fars.

Simon Simonsen vokser op, og man kan formode, at han overtager sin fars gård i Saksild.

Bliver Simon Simonsen omkring 1683 far til en datter, der bliver døbt Mette Simonsdatter? Hun dør som 82-årig i 1765 i Saksild.

Omkring 1685 bliver Simon Simonsen far til en søn, der bliver døbt Simon Simonsen. Måske er denne Simon Simonsen den ældre, og Simon fra 1649 så Simon Simonsen den allerældste?

I realregisteret til Aarhus Bys Skøde- og Panteprotokoller omtales Simon Simonsen i Saksild i 1687 under løsøre. Der skrives følgende:
Transport, dateret 28. december 1687, læst den 26. april 1688, bilag 169, fra Simen Simensen i Saxild til (B.) Jens Jacobsen Skivholme – paa et udlæg af den 29. juni 1687 hos Bunde (Buni) Jacobsen, foretaget paa grundlag af en Hads Herreds Dom af 1. august 1688

Omkring 1687 bliver Simon Simonsen far til en søn, der bliver døbt Jens Simonsen.

I år 1700 viser en mandtalsliste følgende for Saksild. På en gård med 5 hartkorn land bor Simon Simonsen på 51 år, han har sønnerne Simon Simonsen på 15 og Jens Simonsen på 13. Desuden er der 2 karle på gården. Kirkebøgerne for Saksild starter 1701, og der er 2 eksisterende stadigvæk fra den første periode, men de er ikke helt enige mht. datoer, så præsten og degnen fik ikke altid koordineret med hinanden.

”Simon Simonsen dend unge” af Saksild er fadder i Nølev kirke, da Rasmus Jensen af Assedrup får døbt sønnen Jens Rasmussen på kirkedagen Festo Johannis Baptist 1702. Spørgsmålet er, om det er faren på 53 eller sønnen på 17 år, der her hedder ”dend unge”. Gudmor er Anne Nørgaard. De andre faddere er Niels Jensen Smed af Assedrup, Søren Andersen af Rude, ?, Anne Pedersdatter, der er gift med Thomas Thomesen af Assedrup samt Mette Simonsdatter af Saksild.

På kirkedagen 3 p Epiph 1703, som er den 21. januar 1703, er Simon Simonsen den unge af Saksild nok engang fadder i Nølev kirke. Denne gang er han det for Niels Andersen af Assedrup, der får døbt sønnen Anders Nielsen. Gudmor er præstens kone. De andre faddere er Niels Jensen Smed af Assedrup, Ole Jensen af Vejlby, Karen Simonsdatter af Assedrup samt Mette Simonsdatter af Saksild.

Den 24. februar 1704 er unge Simon Simonsen fadder i Saksild kirke. Drengen bliver døbt Simon Olesen, og han forældre hedder Ole Simonsen og Anne Michelsdatter af Rude. Foruden Simon er fadderne Peder Andersen af Saksild, Niels Andersen af Assedrup, Karen Simonsdatter, hustruen til Rasmus Smed af Assedrup og Mette Simonsdatter af Saksild.

Storebroren Simon Simonsen dør måske mellem 1704 og 1714, hvor gamle Simon Simonsen får en ny søn, der døbes Simon Simonsen. Der er dog ingen begravelsesindgang på denne ældre Simon Simonsen, så måske dør han ikke, da det ofte ses i 1700-tallet, at flere børn af de samme forældre blev døbt med samme navn.

I slutningen af januar 1707 dør Simon Simonsens første hustru, Maren Pedersdatter, 53 år gammel, og baseret på dette må hun være født i 1654. Da Maren er begravet på Saksild kirkegård den 4. februar 1707, skriver præsten:
D 4 Febr: begrafvet Maren Poulsdaatter Simon Simonsens Kone af Saxild som døde 20 Jan: herfra i om formiddagen, og var 53 Aar 11 Maaneder og 22 Dage gammel

Simon Simonsen i Saksild efter 1710

Simon Simonsen bliver atter gift med Kirsten Sørensdatter i Saksild kirke den 8. marts 1711, men hun må være noget yngre end den forrige hustru, da hun kan få børn. Efter brylluppet skriver præsten:
Dom 3 post Fastelavn d 8 Marti copulerede Simon Simonsen og Kirsten Sørensdaatter, begge af Saxild


Den 16. marts 1712 får Simon Simonsen og hustru af Saksild begravet et barn, der er født med død igen, før det blev hjemmedøbt. Præsten skriver nemlig i kirkebogen:
D 16 Marty begrafvet Simon Simonsens nafnløst Barn af Saxild

Den 12. december 1712 får Kirsten Sørensdatter og Simon Simonsen deres første fælles barn, men det dør uden at blive navngivet, og det fortælles ikke, om det var en dreng eller en pige. Præsten skriver kun om fødslen men intet om begravelsen:

D 12 Decembr: fich Simon Simonsens kone Kirsten Rasmusdatter et dødfød Barn


Simon Simonsen bliver de første dage af januar i 1714 i slægtstræet far til Simon Simonsen i Saksild. Storebroren Simon, der på dette tidspunkt burde være 29 år gammel, er vel sagtens død men ikke nødvendigvis. Det er dog sket, at folk har fået flere børn, der bliver døbt med det samme navn, selv om de alle lever. Simon Simonsens hustru, Kirsten Sørensdatter, er på introduktionslisten til kirken igen på kirkedagen Septuagesima 1714.

Den 21. marts 1714, som er midfaste søndag 1714, er Simon Simonsen af Saksild fadder til Ole Simonsen af Saksild og Anne Madsdatters barn, Johanne Olesdatter. Johanne Simonsdatter af Assedrup i Nølev sogn er gudmor. Andre faddere er Rasmus Sørensen af Saksild, Anne Nielsdatter af Saksild, Anne Sørensdatter af Saksild og Anne Jensdatter af Saksild.

På kirkedagen 20 p Trin 1715, som er den 3. november 1715, er Simon Simonsen af Saksild fadder i kirken for Simon Andersen af Rude, der får døbt en søn med navnet Peder Simonsen. Gudmor er præstens hustru. Andre faddere ved dåbsfadet er Ove Simonsen af Halling, og Rasmus Sørensen af Saksild, samt Mette Andersdatter og Johanne Andersdatter, som er søstre til Simon Andersen.


Kort før den første søndag efter Hellig 3 Konger 1716 får Simon Simonsen en datter, der bliver døbt Maren Simonsdatter denne dag i Saksild kirke, hvilket jo er den 12. januar 1716. Lille Maren bliver sikkert opkaldt efter Simons første afdøde hustru. Da Maren er døbt i Saksild kirke, skriver præsten:
Dom: 1 post Epiph d 12 Januar : døbt Simon Simonsens Maren her af Saxild, baarit af præstekonen, fadderne var Rasmus Thusøn, Ole Simonsøn, Erich Pedersøn, Mette Simonsdaatter, Anne Sørensdaatter, af Saxild. Død
Den lille Maren dør 7 dage gammel, og hun bliver begravet på Saksild kirkegård den 20. januar 1716.

Den 13. november 1718 får Simon Simonsen døbt en søn i Saksild kirke. Drengen får navnet Søren Simonsen. Da Søren er døbt i Saksild kirke, skriver præsten med sine bittesmå bogstaver [nyt opslag 23]:
Dom 22 post Trinit døbt Simon Simonsens Søren af Saxild, baarit af af Preste konen, fadderne var Peder Andersen, Ole Simonsen, Jens Simonsen, Anne Michelsdaatter og Mette Simonsdaatter, alle af Saxild. Død
Søren Simonsen bliver altså ikke voksen, hvilket præsten angiver ud for dåbsindgangen.

Kort før den 12. april 1720 får Simon Simonsen en søn, der døbes Rasmus Simonsen i Saksild kirke på kirkedagen 2. søndag efter Påske. Lille Rasmus dør 3 uger gammel. Da drengebarnet var døbt, skriver præsten følgende [nyt opslag 25]:
Dom 2 post Pascha d 14 April døbt Simon Simonsens Rasmus i Saxild, baarit af præst konen , fadderne var Ole Simonsen, Niels Simonsen, Rasmus Thorp af Saxild, Mette Simonsdaatter og Anne Sørensdaatter ibd Død d 25 April
Den lille Rasmus Simonsen bliver altså maks. 18 dage gammel, inden han begraves på Saksild kirkegård.


Den 22. marts 1721 får Simon Simonsen døbt endnu en søn, og denne får også navnet Rasmus Simonsen. Rasmus dør kort efter dåben, så præsten indskriver ikke flere dåbsoplysninger end følgende:
D 22 [marts] inddøbt Simon Simonsens Rasmus af Saxild, som døde straks derefter

Simon Simonsen får døbt sin næste datter den 25. juli 1723. Det er på kirkedagen 9 p. Trinitatis 1723, at datteren får navnet Maren Simonsdatter efter den storesøster, der døde i 1716. Efter dåben af den lille pige skriver præsten:
Dom. 9 Trinit. d 25 July døbt Simon Simonsøns Maren af Saxild, baaret af Johanne Simensdaatter udi Assendrup, fadderer vare Ole Simonsøn, Rasmus Thun, Huli Simonsøn, Mette Simensdaatter og Maren Pedersdaatter, alle af Saxild
Der vides ikke mere om Maren Simonsdatter.


Simon Simonsen bliver altså far til 6 børn, hvoraf de 4 er drenge og 2 piger + en dødfødt, hvoraf kun den ene dreng og den ene pige ser ud til at blive voksne.

Der vides ikke mere om Simon Simonsen, men da han lever i 1723, bliver han mindst 74 år gammel.

Da oldermanden i Saksild i 1731 hedder Simon Simonsen, kan det tænkes, at han endnu lever der og således er 82 år gammel.

Hustruen Kiersten Sørensdatter overlever Simon Simonsen med en hel del år. Hun dør i løbet af de sidste dage af 1756, idet hun begraves på Saksild kirkegård den 3. januar 1757. Præsten angiver ikke i kirkebogen, hvor gammel Kiersten blev, men siger, at hun var ”gamle Simon Simonsens hustru”.

Relationer: Karna Kristense Emilie Jørgensen <- Kaja Martine Charlotte Birgitte Svendsen <- Carl Emil Svendsen <- Ane Engersløv <- Simon Pedersen Engersløv <- Johanne Simonsdatter <- Simon Simonsen <- Simon Simonsøn 

Simon Simonsøn den ældre som indskrevet i Saksild kirkebog

Peter Sandbøl 20.02.2021 18:05

Enormt flot stykke arbejde. Jeg har nogle kommentarer til de forskellige Simon Simonsønner, som jeg gerne vil dele med dig. Skriv venligtst. På forhånd tak.

| Svar

Nyeste kommentarer

17.11 | 14:53

Søn, Peder på afgangsliste 1824 til Kastbjerg Mølle. Ft 1834 i Kastbjerg, ugift
Gift 1835 i Kastbjerg med Anne Marie Andersdatter. Gårdmand i Kastbjerg og dør 1

29.10 | 08:52

Bodil Sørensdatter
Bor i Demstrup, gift 2 med kromand Jens Christensen. Dør dec. 1853 og gravlægges på Råby kirkegård, 2
Første ægtemand Jens Pedersen, gæstgive

29.10 | 08:48

Se Sem kirkebog 1718 - 1797 Ny udg. opsl. 71
Søn
Niels Sørensen,- død Niels Sørensen "Edderup" i Øster Tørslev 3.12. 1828

29.10 | 08:15

Hej Henrik Anne Cathrine er d.a. Jens Sørensen og Karen Jensdatter i Dalbyneder.

Se skifte Sødringholm gods 30.4. 1751
Hilsen Else Marie