Bertel Jensen (1700 - 1749)
227 af 256 - Bertel Jensen

bliver døbt søndag den 7. januar 1700 i Jerslev by i Jerslev sogn og højst sandsynligt på gården Vestergaard, og han er altså født i de sidste dage af 1699 eller de første dage af år 1700, da børnene dengang skulle døbes inden for 7 dage. Bertel bliver altså født under den gamle gregorianske kalender. Bertel Jensens forældre hedder Jens Christensen og Karen Bertelsdatter, som vist nok har en del af Vestergaard lige vest for den daværende Jerslev by. Bertel Jensen opkaldes således efter sin morfar, som vi ellers ikke kender. Efter dåben skriver præsten:

d: 7 Janu: døbt et barn Bertel Jens Christensøns i Jerslef. Test: Christen Christensen ibm: Lars Nielsen i Svennum, Mogens Nielsen i Jerslef, Magdalene Tordsdatter ibm: og Karen Laursdatter i Mølholm


Bertel Jensen er kun 7 år gammel, da hans far, Jens Christensen, dør onsdag den 2. februar 1707, idet faren kun bliver 49 år gammel.

Bertel Jensen bliver ikke konfirmeret, idet disse først indføres i Danmark 1736.

Søndag den 28. februar 1723 står den 23-årige Bertel Jensen fadder for første gang. Pigen døbes Maren Jensdatter, og hendes forældre er Jens Nielsen og Helle Nielsdatter i Jerslev by. De andre faddere er Niels Jensen, Christen Mickelsens hustru i Mellerup Mølle samt Helle Jensdatter i Jerslev.

Søndag den 26. december 1723 står Bertel Jensen fadder i Jerslev kirke for Morten Michelsen og Lene Dorethe Peitersdatter, der har fået sønnen Michel Mortensen. De andre faddere er Morten Laursen, Thomas Nielsen, Margrethe Kieldsdatter og Helle Jensdatter.

Bertel Jensen står næste gang fadder i Jerslev kirke søndag den 26. marts 1724. Denne dag får Niels Christensen og Maren Jensdatter i Mølholm døbt deres søn med navnet Christen Nielsen. De andre faddere er Christen Christensen i Lunden, Jens Nielsen i Jerslev, Jep Michelsens hustru i Mølholm samt Inger Jensdatter i Jerslev.

Den 12. november 1724 er både Bertel Jensen og hans senere hustru, Mette Knudsdatter, faddere i Jerslev kirke ved den samme barnedåb. Morten Lauridzen [Laursen] og Karen Andersdatter i Jerslev by har nemlig fået tvillinger, og pigerne døbes hhv. Anne og Karen Mortensdatter.


Den 25-årige Bertel Jensen bliver trolovet til Mette Knudsdatter den 25. marts 1725.

Bertel Jensen bliver gift med Mette Knudsdatter den 18. november 1725 i Jerslev kirke, hvorefter præsten skriver:
D 25 dito [marts] trolovede Berthel Jensen og Methe Knudsdatter           Brudviede d 18 Nov


Den 27. marts 1726 står Bertel Jensen fadder i Jerslev kirke for Niels Søfrensen og Bodel Jensdatter i Jerslev by. Parret får denne dag døbt datteren Maren Nielsdatter. De andre faddere er alle fra Jerslev by og er Anders Peitersen, Christen Nielsen, Lauridz Morthensens hustru og Enger Jensdatter.

Den 7. juli 1726 står Bertel Jensen nok engang fadder i Jerslev kirke. Denne dag gør han det for Peder Jensen og Anne Christensdatter i Jerslev by. Deres lille søn døbes Jens Pedersen. De andre faddere er Peder Berthelsen, Christen Jensen og Johanne Søfrensdatter fra Jerslev by samt Christens hustru i Mylund.

Bertel Jensen bliver i stamtræet far til Karen Bertelsdatter i Jerslev, som bliver døbt tirsdag den 18. august 1726 i Jerslev kirke. Den lille pige opkaldes altså efter hans mor og får på denne måde præcist samme navn.

 

Den 23. maj 1728 står Bertel Jensen i Jerslef fadder for en lille uægte pige, der døbes i kirken. Hendes mor er Johanne Knudsdatter i Jerslev og vel en svigerinde til ham. Til barnefar udlægges ”en soldat tienner i Vannischrog hvis nafn er Jens Pedersen i Hellum sogen, og synden sammensteds at vær begaaet”. De andre faddere er Nathanael Peitersen, Christen Morthensen, Christen Nielsens hustru og Mette Christensdatter, alle af Jerslev. Pigen døbes Birthe Jensdatter.


Søndag den 19. september 1728 får Bertel Jensen døbt sin første søn i Jerslev kirke. Da drengen er døbt Jens Bertelsen efter farfaren, Jens Christensen, skriver præsten:
Den 19 Sept: Døbt et Egte barn /: Jens :/ Berthel Jensens og Methe KnudsDatter i Jerslef, testes Nels i Mølholm, Christen Jensen Væster marchen [som måske er Bertels bror], Stephen Nelsen [Nielsen] i Jerslef, Jens Jensens hustru ibid: Helle JensDatter i Præstegrd [der er Bertels lillesøster]

Præsten har sat et lille kors til venstre for Jens, men i dette tilfælde betyder det åbenbart ikke, at han er død. Jens Bertelsen bliver trolovet til Johanne Nielsdatter i Jerslev den 10. februar 1751, og parret vies i kirken den 5. december 1751. I 1787 bor han i Jerslev med sin noget ældre hustru uden hjemmeboende børn. Den 24. juli 1795 begraves Jens Bertelsens hustru i Jerslev, idet hun blev 87 år gammel.


Den 6. november 1729 står Bertel Jensen fadder i Jerslev kirke for Hans Knudsen og Anne Christensdatter i Jerslev by. Parret får denne dag døbt sønnen Knud Hansen. Den anden lokale fadder er Stephen Nielsen i Jerslev by. De andre faddere er fra Hellum.


Den 23. juli 1730 står Bertel Jensen i Jerslev fadder i kirken for Jens Nielsen og Helle Nielsdatter i Jerslev, hvilket han også gjorde i 1723. Parret får døbt sønnen Peder Jensen denne dag. De andre faddere ved dåbsfadet er Stephen Nielsen og Jesper Nielsen af Jerslev samt Christen [Michelsen]s hustru i Mellerup Mølle og Maren Christensdatter i Jerslev. 


Bertel Jensen bliver far for tredje gang til Christen Bertelsen i april 1731. Han døbes søndag den 22. april 1731 i Jerslev kirke. Præsten skriver efterfølgende:

D 22 Apr døbt et Ægte barn /: Christen /: Berthel Jensens og Methe Knudsdatters i Jerslef. Testes: Peder Knudsen ibid, Friderich Knudsen ibid [morbror til barnet], Berthel Lauridsen i Svennum, ? hustrue i Mølholm, Birgithe Knudsdatter i Jerslev [moster til barnet]

Christen Bertelsen bliver som 29-årig gift med den gravide Maren Hansdatter i Jerslev kirke den 22. februar 1761 efter at være blevet trolovet den 20. januar samme år. Christen Bertelsen og Maren Hansdatter i Jerslev by får mandag den 11. maj 1761 en pige, som døbes Karen Christensdatter. Søren Jensen på gården Norge står faddere for parret. Den 11. marts 1764 står Karen Bertelsdatters ægtemand, Søfren Jensen, fadder til deres lille pige, der døbes Maren Christensdatter. I 1787 bor Christen og Maren i Jerslev by på en gård med 2 ugifte døtre, Karen på 26 år og Else Marie Bertelsdatter på 16 år. Den 70-årige Christen Bertelsen bor også sammen med sin hustru og de 2 døtre i 1801 foruden Else Marias uægte barn, Bertel Madsen, der jo er opkaldt efter sin morfar. Christen Bertelsen begraves på Jerslev kirkegård den 21. august 1803, og han bliver således 72 år gammel, selv om præsten angiver, at han blev 74 år og 7 måneder gammel.

Bertel Jensen i Jerslev efter 1731
Bertel Jensen bliver igen far i slutningen af 1733 i Jerslev by. Pigen døbes onsdag den 6. januar 1734 og får navnet Johanne Bertelsdatter. Præster skriver i kirkebogen efter dåben:

Anno 1734 D 6 Jan: Døbt et ægte barn /: Johanne /: Berthel Jensens og Methe Knudsdatters i Jerslef, Testes: Friderich Knudsen [barnets morbror], Niels i Mølholm, Christen i Vesterris [= Christen Jensen], Peder Søfrensen, Karen Berthelsdatter [farmoren] og Kirsten Knudsdatter, alle af Jerslef

Johanne Bertelsdatter bliver gift i Jerslev kirke den 27. oktober 1765 med Peder Nielsen Kræmer i Jerslev by efter at være blevet trolovet til ham den 12. februar 1765. Hun står fadder i Jerslev kirke den 6. maj 1765 for Peder Bertelsen og Else Jespersdatters søn, der døbes Christen Pedersen, men har flere gange stået fadder i Jerslev kirke før da. Johanne Bertelsdatter får selv døbt en søn med navne Niels Pedersen den 31. marts 1766, og der står en stor del af hendes familie fadder for hende.Den 23. september 1768 bliver enken Johanne Bertelsdatter gift med Jacob Jensen i Jerslev kirke efter at være blevet trolovet med ham den 12. februar 1768. Ved folketællingen i 1787 bor Johanne Bertelsdatter og Jacob Jensen i Jerslev, og han er husmand. Der er 1 barn fra hendes første ægteskab, Niels Pedersen på 21 år, og 3 piger, Ane Sophie, Karen og Mette Jacobsdatter mellem 11 og 17 år, som Johanne har fået med Jacob. Familien bor uændret samme sted ved folketællingen i 1801 – alle børnene er ugifte. Johanne er nu 65 år gammel.
 

Bertel Jensen bliver atter far midt i februar 1736. Da pigen døbes Anne Bertelsdatter i Jerslev kirke lørdag den 25. februar 1736, skriver præsten:

D. 25 Februar døbt et ægtebarn. Anne, Bertels og Mette Knudsdatters i Vestergaard i Jerslef Bye. Test: Bertel Laustsen i Aalstrup, Jens i Øster Holm, Anders Peitersen i Jerslef, Peder Degns Hustru og Hanses Hustru i gaarden i Jerslef.

Anne Bertelsdatter af Vestergaard i Jerslev er gudmor i Jerslev kirke den 16. marts 1766 for Laurs Andersen og Inger Nielsdatter af Store Pajhede. Femten dage senere er Anne fadder i Jerslev for storesøsteren Johanne Bertelsdatter. Allerede den 11. maj 1766 er Anne Bertelsdatter fadder for tredje gang. Anne Bertelsdatter er fadder for lillesøsteren Helle Bertelsdatter af Sønderlunden i Hallund sogn den 20. oktober 1771, da Helle og ægtemanden Christen Pedersen får døbt sønnen Bertel Christensen. Anne Bertelsdatter bliver gift i Jerslev kirke den 6. december 1772 med Tøger Christensen i Nye Mølle efter at være blevet forlovet med ham den 11. oktober 1772. Ved folketællingen i 1787 bor parret på Nyemølle i Skæve sogn med 3 børn, Christen, Bertel og Anders Thøgersen, der er mellem 11 og 13 år gamle, idet 2 af dem er tvillinger. Anne Bertelsdatter dør den 14. april 1828 og begraves den 20. april 1828 på Skæve kirkegård, hvorefter præsten skriver, at hun var enke indsidder i Nye Mølle og blev 92 år gammel.
 

Den 31. august 1738 får Bertel Jensen endnu en datter døbt i Jerslev kirke. Da pigebarnet er døbt Dorethe Bertelsdatter, skriver præsten i kirkebogen:
D: 31 Aug: døbt et ægtebarn, Dorethe, Bertel Jensens og Mette Knudsdatters i Jerslef. Test: Jens Nielsen, Friderich Knudsen af Jerslef [pigens morbror], Niels i Mølholm, Peder Knudsens hustru [pigens tante] og Christen Hattes hustru.
Dorethe Bertelsdatter bliver gift i Jerslev kirke den 20. oktober 1776 med Laurs Thomsen af Jerslev. Dorethe får vist 3 børn med Laurs, dvs. Thomas Laursen døbt den 26. december 1776 i Skæve, hvortil mosteren Anne Bertelsdatter i Nymølle er fadder, Barthel Laursen døbt den 29. maj 1778 uden søskendefaddere men derimod Dorethes svoger Tøger [Christensen] i Nymølle, samt Kristen Laursen døbt den 27. februar 1780 uden søskendefaddere. Dorthe Bertelsdatter dør den 9. februar 1823 i Skæve sogn, og hun blev således 85 år gammel.


Under Kornumgaard findes der et dokument, hvori der fredag den 31. januar 1741 skrives om Bertel Jensen:

31.januar 1741 Knud Laursen i Jerslev og Anne Pedersdatter. Afkald fra Bertel Jensen i Jerslev på kone Mette Knudsdatters vegne, Ove [Otte] Nielsen i Jerslev på kone Birgitte Knudsdatters vegne.


Den 29. juli 1742 står Bertel Jensen i Jerslev fadder for svigerinden og hendes mand. Otte Nielsen og Birgitte Knudsdatter har nemlig fået en datter, der døbes Margrethe Ottesdatter i Jerslev kirke denne dag. En anden fadder er Friderich Knudsen, som er bror til moren. Andre faddere er Bertel Larsen i Aalstrup, Niels Madsens hustru i Jerslev samt Christens datter i Aalstrup.


Bertel Jensen bliver igen far i august 1742, og sønnen opkaldes efter svigerfaren, Knud Larsen, som er død året forinden. Efter at sønnen Knud Bertelsen er døbt i Jerslev kirke den 19. august 1742, skriver præsten følgende i kirkebogen:
D: 19 August: døbt et Ægte barn, Knud, Bertel Jensen og Mette Knudsdatter i Jerslef bÿe. Test: Friderich Knudsen i Jerslef bye [barnets morbror], Niels i Mølholm, Bertel [Laursen] i Aalstrup, Jenses [Jens Nielsens] hustru i Skolen, Karen i Mølholm
Knud Bertelsen er nok den Knud Bertelsen, som ved folketællingen i 1787 bor i Jerslev, hvor han er gårdmand og har børnene Mette Knudsdatter og Maren Knudsdatter.


Bertel Jensens mor, Karen Bertelsdatter, dør midt i oktober 1742 og begraves søndag den 21. oktober 1742 fra Jerslev kirke.

Den 16. december 1742 står Bertel Jensen i Jerslef bye fadder i Jerslev kirke for Bertel Laursen og Anne Nielsdatter i Sterup. Parret har fået en søn, der døbes Otthe Bertelsen. Andre faddere er Ole i Pajhede, Jens Jacobsen af Vester Brønderslev, Niels Nielsens hustru i Aalstrup samt Enger Nielsdatter, der også bor i Aalstrup.


Bertel Jensen står nok engang fadder i Jerslev kirke den 2. juni 1743. Denne gang gør han det for Hans Knudsen og Anne Christensdatter i Jerslev by, der får døbt datteren Kiersten Hansdatter. De andre faddere er alle fra Jerslev by: Christen Christensen, Erich Christensen samt Serg. Nandfeldts hustru og datter.

Bertel Jensen fra 1745

Bertel Jensens ældste datter, Karen Bertelsdatter, bliver konfirmeret i Jerslev kirke i 1745 på første søndag efter påske.

Den 10. januar 1745 får Bertel Jensen og Mette Knudsdatter døbt deres næste søn i Jerslev kirke. Da drengen er døbt Peder Bertelsen, skriver præsten følgende:
1775 d: 10 Jan. Døbt et ægte barn, Peder, Bertel Jensens og Mette Knudsdatters i Jerslev; Test Friderich Knudsen [morbror til barnet], Per [Peder] Kræmer, Christen Mølholm, Ottes hustru i Jerslev [dvs. barnets moster Birgitte Knudsdatter, som er gift med Otte Nielsen] og Maren Nielsdatter
Ved folketællingen i 1787 bor Peder Bertelsen med hustruen Karen Jensdatter i Pølen i Jerslev sogn. Peder Bertelsen bor i 1801 også i Pølen i Jerslev sogn med sin nye hustru Maren Nielsdatter men uden hjemmeboende børn. Det er dog ikke sikkert, at Peder Bertelsen i Pølen netop er Bertel Jensens søn.

Den 7. februar 1745 mødes Bertel Jensen med nogle andre mennesker i Jerslev kirke, som han er eller kommer i familie med. Det sker i forbindelse med en barnedåb. Jens Nielsen og Helle Nielsdatter i Øster Skole i Jerslev bye har fået en søn, der døbes Jens Jensen. Ved den lejlighed står Bertel Jensen fadder i Jerslev kirke sammen med Jens Madsens hustru, altså Maren Christensdatter fra [Øster] Mellerup. Det samme gør Friderich Knudsen, der er en søn af Knud Larsen. De sidste faddere er Jens i Vejrmøllen [i Jerslev] og Peder Christensens hustru i Klæstrup.

Den 21. februar 1745 står Bertel Jensen igen sammen med Friderich Knudsen fadder i Jerslev kirke. Denne gang gør han det for Bertel Laursen og Anne Nielsdatter i Aalstrup. Præsten skriver nemlig om den ene fadder, at det er ”Bertel i Vestergaard i Jerslef”. Andre faddere er Friderich Knudsen i Jerslev, Niels Nielsen i Aalstrup, Ole Thøgersens hustru i Aalstrup samt Inger Christensdatter i Aalstrup. 


Den 20. november 1746 står Bertel Jensen fadder i Jerslev kirke for Friderich Knudsen og hans hustru Maren Jespersdatter fra Jerslev by. Parret får denne dag døbt deres søn Knud Friderichsen. Foruden Peder Knudsen fra Jerslev står Jens Madsens hustru fra Øster Mellerup også fadder, og så er vi jo i familien. Oth Nielsen i Jerslev, der er gift med Friderich og Peders søster, Birgitte Knudsdatter, samt Else Jespersdatter i Jerslev er de sidste faddere. Den lille dreng dør som spæd, idet han begraves på Jerslev kirkegård den 7. februar 1749 og altså 9 dage før, at den ene fadder til ham bliver begravet.

I slutningen af maj eller begyndelsen af juni 1747 bliver Bertel Jensen far til en lille pige. Den 4. juni 1747 får Bertel Jensen og hustruen Mette Knudsdatter døbt deres lille pige i Jerslev kirke. Da pigen er døbt Helle Bertelsdatter, indskriver præsten hende med følgende i kirkebogen:
d: 4 Junÿ døbt et ægtebarn, Helle, Bertel Jensens og Mette Knudsdatters i Jerslev bÿe, Test: Ott Nielsen, Søren Jensen af Jerslev, Jens Nielsen i Mølholm, Peder Knudsens hustru i Jerslev og Maren Nathanaelsdatter ibid.

Helle Bertelsdatter konfirmeres i Jerslev kirke 1. søndag efter påske i 1765. Hun bliver gift med Christen Pedersen fra Sønderlunden i Hallund sogn i Hallund kirke den 13. september 1769. Forloverne er Anders Pedersen fra Jerslev og Niels Thomsen fra Hallund. Ved folketællingen i 1787 kaldes hun for Helene Bertelsdatter og har 3 levende børn med Christen Pedersen på en ½ gård: Kirsten Christensdatter, der er døbt den 21. januar 1770, og som har Johanne og Anne Bertelsdatter af Jerslev som faddere, Bertel Christensen, som er døbt den 20. oktober 1771 med Anne Bertelsdatter som fadder, og som er død som spæd, Jens Christensen, der er døbt den 1. januar 1774 med Peder Bertelsen og Johanne Bertelsdatter som faddere, Maren Christensdatter, der er døbt den 2. marts 1777 med ingen søskendefaddere og død som spæd, samt Peder Christensen, der er døbt den 17. oktober 1781 uden søskendefaddere til moren. Helle Bertelsdatter dør den 16. oktober 1827 i Hallund under navnet Helle Barthelsdatter, men hun er ikke fundet ved folketællingen 1801. Præsten i Hallund skriver, da hun er begravet på Hallund kirkegård den 28. oktober 1827, at Helle Bertelsdatter var enke i Sønderslunden som fik aftægt, og at hun blev 79½ år gammel.

Den 5. maj 1748 er Bertel Jensen fadder for Peder Knudsen i Jerslev kirke. Peder og hustruen Maren Jensdatter får da døbt deres datter for Anne Pedersdatter. Bertel Jensens datter, Karen Bertelsdatter, er fadder ved samme lejlighed. Andre faddere er [Otte] Oth Nielsen, der er Birgitte Knudsdatters ægtemand af Jerslev, Friderich Knudsen samt hustruen til Laurs i skolen.


Bertel Jensen bliver altså far til 9 kendte børn, dvs. 4 drenge og 5 piger.

 

Bertel Jensen dør søndag den 16. februar 1749 i Jerslev. Bertel bliver altså kun 49 år gammel, hvilket er præcist den samme alder, som hans far, Jens Christensen, havde, da han døde. Bertel efterlader sig en del levende børn, hvoraf den yngste kun er 1½ år gammel. Da Bertel Jensen er begravet, skriver præsten følgende i kirkebogen:

d: 16 Febr: begravet Bertel Jensen i Jerslef b: [by] - - - - - gl: 50 aar

Relationer: Karna Kristense Emilie Jørgensen <- Kaja Martin Charlotte Birgitte Svendsen <- Maren Martine Sørensen <- Søren Sørensen <- Søren Bertelsen <- Bertel Sørensen Langthjem <- Karen Berthelsdatter <- Bertel Jensøn   
 

Bertel Jens Christensens søn alias Bertel Jensen som indskrevet i Jerslev kirkebog ved dåben i år 1700

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

09.12 | 10:23

"Rasmus Pedersen Skov dør den 15. juni 1782 i Fjeldsted. Han bliver altså 76 ½ år gammel." Det er nu hans enke som dør. Han døde i 1777 og begr 2/3. Skifte 26/3

...
12.11 | 21:58

Har han en bror Christen Christensen Bagi som er født o. 1713 og det er ham som bliver gift med Anne Thorsdatter 1746. Kirsten Thorsdat har jeg død 1797

...
12.11 | 21:54

Ved dåb 1743: hans bror Jens Christensen bagi,- er det ham som i 1721 bliver gift med Jespers Sørensen Møllers datter. ?

...
20.10 | 11:45

En fantastisk udførlig og god side! Jeg leder efter oplysninger om en Mogens Tollestrup, fra Skærshale, der er fadder til et par af Jeppe Madsens børn o. 1740.

...
Du kan lide denne side