Diverse om Mejlby, omegnens byer og det vestlige Himmerland
Indhold af siden

Denne side vil først og fremmest indeholde generelle oplysninger om Mejlby og de andre byer, som behandles på denne hjemmeside om Himmerland, foruden andre interessante historiske oplysninger om især det Vestlige Himmerland.

Simested har dog fået sin egen side, Red Simested, da denne by i sig selv indeholder en masse historie.

Der kan også være noget om andre byer end Mejlby på siden Blandt andet blandet. 

Historier og historiske fakta om andre områder som f.eks. Omsyssel og Mariager by vil kunne findes på hovedsiden for familien Knudsen, Vendsyssel under Familien Sørensen og Christensen, og Voldby-/Vitten-egnen under Familien Jørgensen. 

Taget på Store Binderup Kro - besøg den!
Mejlby som grænseby til Rold Skov

I "Bogen om Himmerland" under redaktør Robert Huhle behandles Rold skov over mange sider. Forfatteren P. Riss Møller skriver bl.a.:

Den store klimaforværring i tidlig jernalder har afsat sig spor i de mange moser i Rold Skov. Vist fandtes de fra gammel tid, men som tilgroede skovsumpe eller våde dale. Nu kom tørvemosset og dækkede dem med den røde mostørv "hundekødet", som næsten overalt ligger øverst i metertykke lag. Mærkelige fund fra denne periode er gjort i Brodsø Mose. Bopladser er fundet ved Rebild, Hellum, Rostrup og Astrup, men ingen i selve den bevarede skov.
Og fra tiden mellem 300 og 1000 efter Kristi fødsel så at ikke et ærligt kulturspor. En runesten i Ravnkilde, en hustomt ved Tinbæk Mølle, et sølvfad ved Gravlev, det er så nogenlunde, hvad vikingetiden har efterladt sig omkring Rold Skov. I skovens kærne ikke et fund - men husk stadig, at intet sted i Danmark har plov og spade været holdt ude så konsekvent som her i urskoven.... men hvor går skovens grænse?

Vil vi menneskene ind på livet, lønner det sig at se på stednavnene. Deler vi dem groft i en ældre og en yngre gruppe, omtrent-oldtidsnavne og middelalderlige navne, giver de også adskilligt stof til dateringer af skovens frem- og tilbagerykning.

Nord for skoven i dag ligger oldtidsbygderne Skørping, Fræer, Hellum og Seem, så en sammenhængende opdyrkning går som en bred kile ind i skoven mod Madum Sø. Øst for denne sø må skoven have strakt sig helt op mod Store Brøndum.
Øst for skoven ikke et oldtidsnavn, før vi kommer helt over til Bælum og Solbjerg. Rester af skov og skovnavne synes at vise en sammenhæng mellem Rold Skov og Solbjerg-skovene helt op i vikingetiden.
Mod syd er de ældste navne endnu tyndere sået. Tisted og Rold er de eneste. En sammenhæng mellem Rold skov og Villestrups skove helt ned i Rostrup sogn er sikker, og der er intet til hinder for en forbindelse med skove i Vive og Ove sogne helt ned til Mariager Fjord.
Vestpå begrænses skoven af en række oldtidsnavne: Mejlby, Haverslev, Torsted, Ersted og måske dertil Gravlev og Oplev. Skovens vestgrænse er nok den ældste.
Alt i alt - Rold skov synes at være rykket baglæns i de sidste tusind år. Vi behøver ikke at søge længe efter årsagerne, som naturligvis findes i menneskers brug af skoven.

Vejen til Borremose-fæstningen
Betydning af navnet Mejlby og omegnsbyerne

Hvad betyder ordet "Mejlby" egentligt? Der er 6 styks Mejlbyer i Jylland (og nogle på Sjælland med versionen Melby). Det ældste dokument, hvor Mejlby i Brorstrup sogn omtales er fra 1365. Byen benævnes da Mæthælby, som kommer af det olddanske "Mæthæl", som betyder "midtvejs" eller "midt imellem" og by. Så Mejlby betyder altså "Byen, som ligger midtvejs mellem to andre byer" eller "Byen er centrum i et defineret område". Mejlby i Brorstrup sogn har muligvis fået navnet, fordi den ligger nogenlunde midtvejs mellem Viborg og Aalborg, og muligvis har omkring vikinge-tiden, hvor den er grundlagt, bare været en større gård med en tilhørende kro med overnatningsmuligheder. I vikinge-tiden havde ”by” som regel betydningen ”ensomt beliggende større gård”, men den har jo så siden udviklet sig til en rigtig by. Navnet er således beslægtet med Middelfart, som betyder den midterste færge-overfart af 3.

 

Navnet er således beslægtet med Middelfart, som betyder den midterste færge-overgang af 3.

 

Hvis man ser på Mejlby i Mejlby sogn, som ligger midtvejs mellem Århus og Randers, kan man se flere variationer af bynavnet langt tilbage i tiden. I 1400-tallet, skrives navnet "Medelby". Allerede i 1500-tallet, er navnet forandret til nu at blive skrevet "Meydelby". Midt i 1600-tallet skrives navnet "Meyelby" - og så er der ikke langt til Mejlby.

 

For både Mejlby mellem Århus og Randers, og Mejlby mellem Ålborg og Viborg, gælder det, at de er omgivet af en masse småbyer, som har navne, der ender på "rup", f.eks. Brorstrup i Himmerland og Ogstrup ved den, der ligger syd for Randers. Da byer med endelser på "rup" i 90% af tilfældene er fra 1300-tallet og bestod af gårde, som var flyttet ud fra hovedbyen, må hovedbyerne - altså Mejlby i begge tilfælde - være noget eller meget ældre end 1300-tallet. I artiklen Himmerlandske stednavne i årbogen Fra Himmerland og Kjær Herred 1930-32 skriver Sortfeldt, at By-byerne er fra før de store vikingetog, og at ordet by betød Stedet, hvor man dyrker jorden, så det har sikkert været en avlsgård eller Brydegård, som ikke var beboet af ejeren men af en ”Bryde”. I så tilfælde kunne man også forestille sig, at byerne oprindeligt er lagt på ruten, som byen midtvejs, eller at byerne oprindeligt har haft et andet navn, der senere er forsvundet, fordi de blev kendt som midtvejsbyerne.


På den ene side kan man sige, at ”midtvejs” for Mejlby i Brorstrup sogn fungerede helt op til 1800-tallet og måske efter. Dette kan tolkes i de nedskrivninger, der er lavet om præsten Hans David Celius, som fungerede som præst i Brorstrup sogn mellem 1755 og 1796. I Fra Himmerland og Kjær Herred 1961 er følgende historie:

Smaarup præstegård, der ligger midtvejs mellem Viborg og Aalborg, er en uhyre stor gård, snart som herregård.

En provst, der hed Celius, havde delt gården i to dele og boede selv i den ene, mens hans kone i den anden. Hver havde sin husholdning og sine tjenestefolk, men der var ellers ikke noget imellem dem, de kom sammen og taltes ved hver dag. Engang rejste biskoppens familie fra Viborg til Aalborg, og da de rejste, sagde biskoppen til sin kone: ”Nu kan I tage ind i Smaarup præstegård, der kan i ligge i nat, for det er en lang rejse at gøre på en dag.” – De kom da også ved aftenstid kørende op for hoveddøren, og da præsten ser dette, kommer han ud i døren. De hilser fra biskoppen om at blive der. ”Nej”, siger han, ”her er ingen kro, og jeg er ikke kromand, jeg huser ingen”. Så måtte de vende om og køre til Binderup Kro og ligge der. Biskoppen var meget fornærmet, da de kom hjem og fortalte, hvordan det var gået dem i Smaarup. Han skrev så provsten et brev til og mindede ham om apostelen Pauli ord, at en præst skal være gæstfri. – ” Det kunne den hellige apostel sagt være, for han boede ikke ved landevejen.”

 

På den anden side kan man også tro, at Mejlby i Brorstrup sogn har mistet noget af sin midtvejsstatus allerede før år 1800. Når man sammenligner antallet af mennesker fra Mejlby, som stod faddere i andre sogne end hjemsognet, forundres man over, hvor sjældent det rent faktisk skete. Derimod er folk fra byer som Binderup og Torup i Simested sogn meget ude omkring, og hovedvejen mellem Ålborg og Viborg er da også rykket vestpå. Årsagerne kan dog være adskillige. Folk fra Mejlby var måske oftere i Haverslev og Ravnkilde, hvis de giftede sig ind i disse byers familier, men vi har jo ikke kirkebøger fra disse byer heller. Eller Mejlby var i sig selv så stor, at familierne på gårdene fortrinsvis giftede sig ind i hinandens familier frem for med familier fra andre sogne.


Hvis en borger fra Ålborg skulle til Viborg i 1300-tallet, var det en lang rejse. Landet var jo ikke så opdyrket som i dag, så meget af turen foregik igennem store mørke skove, hvor der sikkert også var røvere og andre farer. Det var altså ikke bare noget, man lige gjorde, men noget, der krævede lidt planlægning. Derfor var det nok også naturligt, at der skulle gøres nogle stop undervejs. En midtvejsby havde den styrke, at den rejsende nu vidste, at halvdelen af turen var overstået. I midtvejsbyen har der sikkert været en god kro, hvor hestene kunne få ny energi, og rytteren kunne få forplejning. Så basalt set, kunne man vel kalde Mejlby for datidens transit-lufthavn. Her kom du til kræfter, før du skulle videre på den næste strækning - fik dig et godt og solidt måltid samt et stort krus øl.

 

Christian Jørgensen skriver i artiklen Det underjordiske Aalborg lidt om den vigtige vej mellem Ålborg og Viborg i forhistorien – vel er det at sammenligne med motorvejen på Vestfyn i dag. Resten af historien findes i Fra Himmerland og Kjær Herred, 1936:
I Abbed Nicolaus’ Pilegrimsvejviser fra ca. 1150 står anført ”Roma-farerne regner, at fra Aalborg er 2 dages rejse til Viborg”, men en sådan, almen kendt afgang fra Aalborg kommer ikke i stand i løbet af kort tid, nej, udgangspunktet Aalborg må have været kendt gennem lange tider, måske gennem århundreder forud.

Ruten Aalborg sydpå var begyndelsen til Hærvejen, og forskere har da også ment, at denne gamle vejforbindelse var i brug for ca. 1000 år siden, men herved når Aalborgs alder jo egentlig kun tilbage til Gorm den Gamles tid.

 

Endeligt kan man også følge Mejlby i Farup sogn i Sønderjylland op igennem tiderne. Den skrives 1638 med versionen Meelby [da med 3 gårde], og nu er det dialekten, som gør en forskel. I øvrigt en by, som jo mistede alle eller næsten alle indbyggere i 1634, hvor der kun var 30 beboere i sognet, som overlevede oversvømmelserne – se siden Blandt andet blandet.


Andre byer i området har også haft navne med betydning:


Kongens Tisted er beskrevet i 1467 som Tiistet men i 1429 kaldes den dog Kongs Thisted. Navnet Ti er afledt af det oldnordiske navn Tivarr, og det er ikke gudenavnet Ti/Tyr, det er afledt af ifølge Bogen om Himmerland – hvilket er i modsætning til oplysningerne i Himmerlandske stednavne . Det kom senere til at hedde Kongens Tisted, fordi kongen allerede 1231 tilskrives 6 bol jord i "Tystathe". Tivarrs sted viser, at byen er fra før vikingetiden, hvor Tivarr nok var en høvding, som grundlagde byen til sine slaver på tilsvarende måde, som Sigmund grundlagde byen Simested. 

 

Brorstrup omtales første gang i 1408 som Brotherstorp, og det er naturligvis afledt af Broders torp - eller moderne dansk Brors udflyttergård. Da de fleste rup-byer er grundlagt i det 12. og det 13. århundrede, er byen altså ikke meget ældre end, da den første gang omtales.

 

Grynderup omtales i 1442 som "Grønnerup", og det menes, at mandsnavnet bagved har været "Grundi". Langt ind i 1800-tallet bruges versionen Grønnerup ofte, og byen kan under dette navn findes i flere kirkebøger. Da der også er en Grynderup i Farsø sogn og 1 i Salling, skal man passe på, når man henviser til det historiske Grynderup sogn.


Historien bag navnene på byerne i Simested sogn kan findes på siden Red Simested.

Den fantastiske Store Binderup Kro - kom 100 år tilbage i tiden i romantiske omgivelser
Præsterne i Brorstrup sogn

Listen her viser, hvem der var præst hvornår i Brorstrup:

 

Før 1546:        Mads Jacobsen Schytte – stammede fra Løgstør – sidste katolske

1547-1592:     Christen Madsen Schytte – søn af førnævnte

1592-1607:     Niels Christensen Schytte – søn af førnævnte

1607-1645:     Hans Pedersen Vogelius – født som præstesøn i Vester Hæsinge, Fyn

1645-1657:     Hans Lauritsen – født i Ribe ca. 1613

1657-1704:     Peder Pedersen Bay – købmandssøn fra Mariager

1704-1712:     Frederik Jensen Printzler – søn af provsten fra Øster Tørslev/Dalbyover

1712-1731:     Melchior E. C. Agerholm – præstesøn fra Øster og Vester Vandet

1731-1753:     Andreas H. C. Holst – søn af forpagter Holst på Estvadgaard.

1753-1755:     Ulrik Arentzen Sontum – født i København 1722 i en fornem slægt

1755-1796:     Hans David Celius – født i Øxnæs i Norge [han omtales flere gange på denne hjemmeside pga. sin store humoristiske sans og har derfor givet anledning til mange præsteanekdoter.]

1796-1801:     Hans Sletting – godsforvaltersøn fra Aalholm ved Nysted

1801-1812:     Johannes Struch – præstesøn fra Øster Skerninge på Fyn

1812-1834:     Jørgen Winge – guldsmedesøn fra Vejle. Student fra Fredericia år 1800 [far: Mathias Winge] fra Vejle. Student fra Fredericia år 1800 – præsten som skrev Danmarks smukkeste kirkebog og døbte de 3 af Meilby-sønnerne.

1834-1840:     Mathias Jacob Schjørring – præstesøn fra Salling

1840-1871:     Frederik Spleth – søn af en skibskaptajn fra København og præstedatter fra Mern – læs om ham på siden Mejlby-folk omkring

1871-1901:     Diderik Nicolaj Blicher – landmandssøn fra Bjørnemose ved Svendborg

1901-1923:     Peder Rasmussen – gårdmandssøn fra Engelstoft i Næsby sogn ved Sorø

1924:             Axel Rasmus Brostrøm – gartnersøn fra Viborg – døde november 1924

1925-1943:     Christian Bartholdy – præstesøn fra Laurbjerg

1943-             Jens Sigvald Bendsen – gårdmandssøn fra Galten

 

Som man kan se, levede de fleste præster godt i Brorstrup sogn. Den eneste, for hvem sognet var upassende, var Ulrik Sontum, om hvem det skrives:

 

”Da han som allerede nævnt i 1753 kom til Brorstrup, har det ikke været opmuntrende at flytte ind i Smorup Præstegård. Den var forsømt, elendig og faldefærdig, og befolkningen havde ingen interesse eller forståelse for den nye, unge præsts forkyndelse.

 

Der er også en del anekdoter fra tiden med provst Celius, og blandt disse er min egen favorit:

”En gang, da provst Celius kom fra Haverslev kirke, sagde madammen: ”Nå, hvordan gik det i kirken i dag, lille mand, jeg hører, at Niels Smed (sådan hed degnen) var syg i dag.” – ”Ja, hvordan gik det, jeg brølte, og smeden brølte, og Graver-Hans brølte, og så brølte de alle sammen, men så glemte vi pinedød at læse i kordøren.”

 

Du kan læse mere om præsterne og degnene i Fra Himmerland og Kjær Herred 1961.


Den første af præsterne, Mads Jakobsen Skytte omtales i Dr. A. Heise: Ny kirkehist. Saml. V, 705:
”Det er ligeledes ved 1529, at man andre Steder i Stiftet begynder at mærke til lutherske Præster. En af de Landsbypræster, som tidligst gik over til den ny Lære, var just her oppe fra Vesthimmerland. Han skal være født i Løgstør, hed Mads Jakobsen Skytte og blev Præst for Brorstrup, Haverslev og Ravnkilde, senere den første lutherske Provst for Aars Herred, hvilket vidner om den Anseelse, han nød.”


I artiklen Besættelsen paa Rosborg, Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1899-1900, omtales sønnen til Niels Christensen Schytte, idet han slår sig ned som læge i Viborg, 1639. Selve hekseprocessen omtales på denne side.

Fra Axelsons dagbog om præsten Peder Bajs død i Smorup præstegård 1705.
Skoleholderne i Brorstrup sogn

Der er især 2 skoleholdere, som er interessant for familien Mejlby, men først er her en liste over skoleholdere i Brorstrup sogn:

 

1786-1798:     Laurits Christensen Mengler

1798-1800:     ? - måske Kristian Pederssøn

1800-1829:     Anders Christensen Gudesen

1829-1844:     Lars Henrichsen

1845-1852:     Christen Sørensen Brøgger

1852-1892:     Jens Gregersen

1892-1928:     Johannes Saabye

1928-1958:     Thomas Alfred Holst Thomsen

 

Hvis du vil læse om andre skoldeholdere end Anders Gudesen og Lars Henrichsen, må du låne Fra Himmerland og Kjær Herred 1961 på biblioteket, hvor artiklen Af Brorstrup Sogns Præste- og Degnehistorie er skrevet af A. Holst Thomsen.

 

Med Christen Nielsen Meilby født i 1810 og børn af Niels Christensen født frem til 1823 med Søren Nielsen Meilby er skoleholderne Anders Christensen Gudesen og Lars Henrichsen interesssante og velsagtens også dem, der er flest udtagelser omkring, om end deres eftermæle er meget forskelligt:

 

Før Anders Christensen Gudesen kom til Brorstrup skole var han skoleholder i Torup i Simested sogn, dvs. fra 1797 til 1800. Om Anders Gudesen har sognepræsten Jørgen Winge skrevet:

”at med skolelæreren var man vel tilfreds. Og i det hele taget var man vel tilfreds med børnenes skolegang, flid og fremgang”.

Ved eksamen i Brorstrup den 21. april 1819 var mødt 14 børn af ældste klasse i alderen 10 til 14 år. Af disse fik den 11-årige Niels karakteren udmærket godt, tre børn fik meget godt, et barn fik temmelig godt, to børn fik Mådelig, og 4 børn fik karakteren Ringe.

Anders Gudesen dør den 5. september 1829 som 80-årig

 

Lars Henrichsen har et helt andet eftermæle end Anders Gudesen, så de yngste af Meilby-børnene har ikke været så heldige som Christen Nielsen Meilby og Peder Nielsen Meilby må have været.

 

Sønnen til præsten Mathias J. Schjørring skriver: ”Henrichsen i Brorstrup måtte fader en søndag suspendere, da han mødte i kirken i drukken tilstand. Jeg husker ham som en høj mand med et skummelt ansigt, han gik op og ned ad gulvet i kirken og sang, medens han sendte den ene spytklat efter den anden til højre og venstre”.

Ved eksamen i Brorstrup skole den 29. oktober 1835 skriver præsten: ”Børnenes kundskaber fandtes kun lidt tilfredsstillende, årsagen må fornemmelig søges i forsømmelse af skolegang.

 

I oktober 1843 sættes der en provsteret for at få Henrichsen suspenderet. I forbindelse med dette møde er der i Fra Himmerland og Kjær Herred 1961 udsagn fra flere personer i Brorstrup sogn, bl.a. sognefogeden Peter Ryge, Ole Jensen Trads af Mejlby, gårdmand Jens Jensen Trads af Mejlby, gårdmand Christen Tydsk af Mejlby, gårdmand Jens Gudesen af Mejlby, gårdmand Hans Dalum af Brorstrup, ungkarl Hans Hansen af Brorstrup (sønnen til Hans Dalum), hjulmand Christen Sørensen af Brorstrup, Sille Marie Jensdatter – hustruen til Christen Sørensen samt Margrethe Lauritsdatter, der havde været gift med Lars Henrichsen.

 

Der bliver afholdt flere møder, men først efter en underskriftindsamling fra en del beboere i Brorstrup sogn bliver Henrichsen afskediget. Han flytter derefter til Viborg-egnen, hvor han bliver murer. Jobbet overtages af den senere kendte skoleholder Christen Sørensen Brøgger, der jo bl.a. beskriver, hvad der skete i Brorstrup sogn under slaveopstanden i 1848.

Om helligkilderne i Himmerland
I Fra Himmerland og Kjær Hered 1924 til 1926 skriver August F. Schmidt om helligkilderne i Himmerland og Kjær herreder.

Blandt de mange hellige kilder, som Schmidt beskriver, er der især 3, som hører til området omkring Mejlby, men ellers var dette område ikke kendt for at have hellige kilder.

Den første kilde er Ravnkilde, som jo også har lagt navn til en by og et sogn. Schmidt skriver, at Ravnkilden ”…udsprang af den Bakke, hvorpaa Kirken ligger. Den flyder Sommer og Vinter og skal have givet Byen Ravnkilde Navn meddeler Danske Atlas. Kilden skal være blevet besøgt som Sundhedskilde og skal have indeholdt Salpeter.
Hellig Kilde paa en Bakke øst for Præstegaarden kaldet Kildebakke fandtes indtil omkring 1860. Den var et dybt, bundløst Hul, som der nu er kørt Fyld i. Kilden var at se som en grøn Plet oppe i Bakkerne (i 1890’erne) og besøgtes forhen for alle Slags Sygdomme, men der er saa længe siden, at Traditionen intet bestemt ved herom.”

Om Fyrkilde skriver Schmidt: Fyrkilde har sikkert givet Navn til Byen Fyrkilde, Ravnkilde Sogn, og fandtes syd for denne By ved en Voldstedrest. En Broder til Nissen-Ramtens Meddeler blev som lille Barn kørt til Fyrkilde for at helbredes for engelsk Syge efter at have kørt 2½ Time. Han kom sig. Man badede sig ogsaa mod Gigt og ”Værk” i Fyrkilde. Man har ingen Meddelelser om Offer.

Den sidste af de her 3 udvalgte kilder er Hellig Kilde i Rørbæk sogn. Schmidt skriver om denne:
Hellig Kilde fandtes paa Lyngbakkesiden sydøst for Vadestedet Kvindevad (en Stenkiste). Alt om Helligheden er glemt, og Søgning var ophørt i 1860-70’erne. Vandet var ikke særligt godt.

Schmidt skriver også om en masse andre kilder rundt omkring i Himmerland, så skynd dig på biblioteket for at låne årbogen.

Vores allerældste forfædre

Oscar Marseen skriver i bogen om Himmerland en lang udredning om Oldtiden, og følgende er den korte version:

 

Der er grund til at tro, at de først indvandrede bønder er kommet fra Østeuropa. Samtidig eller muligvis lidt senere kom indvandrerne fra Vesteuropa. Med sig førte de den store slebne flintøkse med fremragende effektivitet, for ville man dyrke jord, måtte man først rydde skov….

 

Himmerland er rigt på jættestuer… Dysserne og jættestuerne viser, at vore først bønder har boet i størstedelen af Himmerland. Vi kender dog kun få bopladsfund fra denne tid. En dyssetidsboplads med rester af en hustomt er undersøgt i Lendrup, Malle sogn…. Jættestuefolket har dog ikke været helt enerådende i Himmerland på dette tidspunkt. Nyere fund og iagttagelser har vist, at et fremmed folk har besøgt landsdelen, nemlig det grube-keramiske folk, som det benævnes efter et fremtrædende element i lerkardekorationen, gruber og pindstik. Kulturen er velkendt i Norge og Sverige, hvor undersøgelserne viser, at det har været en søfangstkultur baseret på havfiskeri og lidt svineavl og landbrug…. Fundene fortæller om samkvem med jættestuefolket. Om dette samkvem har været fredeligt eller krigerisk, får stå hen.

 

Mod slutningen af det tredje årtusinde før Kristi trængte et folk fra Mellemeuropa ind i Jyllands sydlige, midterste og vestlige egne, gik i første omgang uden om Østjylland og standsede med fortropper i Sydhimmerland. Enkeltgravsfolket eller stridsøksefolket kaldes disse invandrere efter deres gravskik og ynglingsvåben. Det var et beredent halvnomadefolk, som almindeligt opfattes som krigerisk i fremtrængen.

I Himmerland holdt den gamle bondebefolkning længst stand mod de fremmede, men blev dog til sidst overvundne af indvandrerne, hvilket dog ikke betyder en fordrivelse eller udrydelse, men en sammensmeltning af to kulturer, hvor det nye blod bliver dominerende…. I Himmerland er fundet mange enkeltgravshøje, særligt i egnen syd for Rold Skov og i Vesthimmerland…. En særpræget enkeltgrav, som i 1946 blev undersøgt i Fragdrup, Vebbestrup sogn, fortæller, at enkeltgravsfolket også har været i kontrakt med det grube-keramisk folk, dog her med en uheldig afslutning for enkeltgravsmanden, idet der i graven fandtes en kraftig grube-keramisk flintpil, dog ikke en gravgave, men den har siddet dybt i den gravlagtes legeme. Sammensmeltningen af jættestuefolket og enkeltgravsfolket med det sidste som den dominerende faktor, finder vi mange beviser for i Himmerland…

 

Det afsnit, som ca. 1800 til 1500 før Kristi afslutter Stenalderen i Danmark, og som kaldes Dolktid efter det nu dominerende våben, flintdolken, har efterladt sig mange spor i Himmerland.

 

Himmerlands mest iøjnefaldende oldtidsminder er de store bronzealderhøje, som fanger øjet fra horisont til horisont… Ældre bronzealder fra ca. 1500 til 1000 før Kristi er gravhøjenes storhedstid. Den døde ønskede sit gravminde rejst højt på brede bakkerygge med vid udsigt, så eftertiden kunne se og mindes hans gravmæle.

 

Ligbrændingen, der bliver den herskende gravform i de kommende århundreder, viser sig allerede i ældre bronzealder, hvor den optræder jævnsides med jordfæstelsen under storhøje. Først i yngre bronzealder, 800 til 400 før Kristi, vinder den eneherredømmet, og vi får de såkaldt urnegrave.

 

Vi regner med, at jernalderen i Danmark begynder år 500 før Kristi og går til år 0.

 

De himmerlandske kulturlevn fra ældre jernalder, bopoladser og agre er så talrige, at de må opfattes som vidnesbyrd om en stor befolkningstæthed…. Også agre er fundet i større antal i Himmerland end i nogen anden landsdel…. Men hvorfor alle disse øde og forladte agre? Der er tilsyneladende flere sammenhængende årsager. Nogle forskere mener, at den føromtalt klimaforværring i forbindelse med et stort befolkningsoverskud gav anledning til opbrud og udvandring for at få jord andet sted, det som førte til kimbrer-togene, som vi har fået kendskab til af klassiske forfattere… Undersøgelserne har vist, at de øde agre for størstedelens vedkommende må stamme fra keltisk jernalder, netop det tidsrum, hvori kimbrerne udvandrede.  Og da disses hjemstavn antages at være Himmerland….   

Det ældste kort over Danmark fra år 5. Diskuteres af Gudmund Schütte i artiklen Himmerboernes oprindelse og folkeart i Fra Himmerland og Kjær Herred,1938
Borremose-fæstningen og moseligene

I Bogen om Himmerland skriver Oscar Marseen følgende om Borremose-fæstningen:

 

I Himmerlands hjerte ligger et storslået minde fra den bevægede og urolige tid i ældre jernalder, nemlig tilflugtsborgen i Borremose, en langagtig mosestrækning sydøst for Aars [og nord for Hans Hansens gård i Kongens Tisted – barnebarnet til Christen Nielsen Meilby]. Et stykke ude i mosen ligger en lille holm, hvor man i 1929 ved dræningsarbejde stødte på sten lagt i orden og række. Nationalmuseet foretog i en årrække store udgravninger, der har vist, at der for ca. 2000 år siden har ligget en fæstning og en landsby her. Holmen var i forvejen godt beskyttet fra naturens hånd, omgivet som den var af en sø og mose skjult bag høje bakker. Selve befæstningsværkerne bestod af to voldgrave, den ene går hele vejen rundt om holmen langs den bredder, den anden et stykke udenfor mod sydøst, der hvor der var smallest over til det faste land. Fylden fra den inderste var lagt langs den indre kant som en vold, der har været forstærket med palisader. Da volden ved foden har været 5-6 meter bred og formodentlig et par meter høj, har det slet ikke været let at forcere dette forsvarsanlæg. Fire meter har der været fra gravens bund til voldens top og ca. otte meter fra voldkronen til gravens yderkant. Fran den sydøstlige side og over til det faste land har der været et vadested. For at sikre fæstningens vandforsyning var der i det nordvestlige hjørne gravet en fordybning til opsamling af vand.


Oppe på selve holmen har der været en hel landsby, en af de største og bedst bevarede, vi kender, med godt en snes hustomter anlagt omkring en stenbrolagt landsbygade, der snor sig i s-slyngning henover holmen. På det tidspunkt blev holmen ikke længere benyttet som fæstning, og det gamle vadested var afløst af en stenlagt vej, der forbandt landsbyen med det faste land. Vejen er ca. 65 meter lang, pænt konstrueret med to rækker svære sten udenom selve vejbanen, der består af flere lag mindre marksten. Husene er efter endt udgravning markerede på den måde, at der over deres syld er bygget en græstørvsvæg i ca. ¾ meters højde, så de nu på den græs- og lyngbevoksede byplads fremtræder som lave, rektangulære volde med åbning, hvor indgangen har været. Den brolagte landsbygad og vejen til det faste land er også fritlagt, voldgraven er tømt og hele anlægget fredet.

 

[Borremose-fæstningen er ved senere forskning konkluderet til at være anlagt ca. 300 til 250 år før Kristi, og den er forladt igen ca. år 125 før Kristi, dvs. at fæstningen uden tvivl hører til tiden, hvor kimbrerne regerede Himmerland. Foruden at der er fundet to velbevarede moselig i Borremosen, er der også fundet sko, dragter og våben, og du kan se flere af disse ved at besøge Museumscenter Aars.]

 

Moseligene kan være så forbløffende godt bevarede, at man kan fristes til at tro, at de kun har ligget der ganske kort tid… I maj 1946 var nogle arbejdere ved at grave tørv i den vestlige kant af Borremose i Aars sogn. I to meters dybde stødte de på en velbevaret menneskehånd, og da de blev klar over, at hånden hørte til et helt lig, som lå gemt i tørven, blev der sendt bud efter lederen af Vesthimmerlands Museum, der sørgede for at liget blev sendt til Nationalmuseet liggende i den tørveblok, hvori det var fundet. Det viste sig at være et af de bedst bevarede moselig, der endnu er fundet. Den døde var en mand, hængt i den strikke, der endnu sad om hans hals. Hans baghovede var knust, og han var nøgen, men havde to skindkapper med sig. På langs over liget lå en afkvistet birkegren. Pollenanalysen daterer fundet til ældre jernalder [og altså kimbrerne].


I sommeren 1947 blev der fundet endnu et lig i mosens nordøstlige del, tæt øst for sogneskellet mellem Aars og Binderup sogne. Også dette lig blev, i samarbejde med Vesthimmerlands Museum optaget og sendt til Nationalmuseet i den tørveblok, det var fundet i. Den urørte tørv, som omgav liget, indeholdt en mængde lyngris og en del trækviste. Da tørven ar fjernet, kom liget af en mand til syne. Hans bevaringstilstand var ikke så god som den først fundne Borremose-mands. Overkroppen var utildækket, mens sædeparti og ben til dels var dækket med uldtøj. Det højre ben var brækket under knæleddet, og kraniet var presset itu. Om halsen havde den døde en knækket lædersnor. Ved ligets overkrop lå et par spædbørnsknogler. Ifølge pollenanalysen må det anses for sandsynligt, at den døde er anbragt i mosen på det tidspunkt, da der var landsbybebyggelse på fæstningsholmen. Denne datering støttes af et lerkar, som blev fundet ved liget…

 

[Foruden de to overstående lig i Borremose, er der fundet to andre lig. Et blev fundet i 1914, men det røg med tørvemassen til ælteværket, hvorfor der ikke vises mere om liget. Et fjerde lig af en kvinde blev fundt 1948 400 meter syd for manden med lædersnoren om halsen. Hun var ret fyldig og lå på maven. Den døde kvinde lå i et uldtæppe med frynser.

 

Du kan se fotos af to af disse lig her.

Grundtegning af, hvordan Borremose-fæstningen oprindeligt har set ud
Jordskælvet i april 1841 og det i 1745
Professor Forchhammer har forelagt Selskabet Resultaterne af en Undersøgelses-Reise i Jylland, hvis nærmeste Hensigt var, at samle Efterretninger om Jordskjælvet af 3. April 1841.

De Steder, hvor Jordskjælvet viste sig stærkest, ligger i Nærheden af Liimfjordens vestlige Deel, Mors-, Thy- og Han-Herrederne have været meest rystede. Paa Vestkysten af Halvøen naaede de svage Bevægelser indtil Eiderstedt; paa Østkysten indtil Kiel; imod Øst indtil Sjælland, og Enkelte ville selv have følt Bevægelsen i Kjobenhavn og Helsingør. Imod Nordvest naaede den indtil de sydligste Steder af Norge, men imod Nord aftog den med en overordentlig stor Hurtighed og faa Mile fra Steder, der blev meget voldsomt rystede, følte man, enten ikkun en svag Zittren eller slet intet. Ikkun Enkelte have følt det i Hjørring og Ingen har iagttaget det i Skagen.

Der, hvor Jordskjælvet var stærkest ved Liimfjordens Bredder, havde Landets geognostike Beskaffenhed en meget væsentlig Indflydelse paa Jordrystelsens Styrke. Paa de Steder, hvor Kridtformationens Steenarter komme til Overfladen, især hvor de ere ledsagede af de Tegn paa Jordfald som ere saa hyppige i denne Deel af Jylland, følte man Jordskjælvet meget stærkt; mindre stærkt paa Leer; mindst paa Sand. Ved Aalborg viste sig den besynderlige Anomalie, at Kridthøiderne ikkun bleve rystede yderst svagt, medens man i Dalene følte det paa enkelte Steder meget stærkt. I Aalborg indtraf Jordskjælvet Kl. 4:25 Minutter Eftermiddag, en Tidsangivelse, der ikke kan være mere end et Par Minutter urigtig. Paa de allerfleste Steder, selv der hvor det var mindre stærkt, hørte man en underjordisk Torden og man følte to Stød umiddelbart efter hinanden. I Salling havde man allerede Dagen iforveien følt et Stod, i Randers samme Dag noget tidligere. En Syg i Nykjøbing havde hele Dagen beklaget sig over smaa Rystelser af Sengen, hvis Aarsag først blev tydelig da det stærke Jordskjælvstød føltes. Ogsaa Havet havde været paa Jordskjælvsdagen meget urolig og brød sig fra den tidlige Morgen meget stærk paa den Deel af Kysten, der ligger Nord for Hanstholmen, uden at Vinden var af den Beskaffenhed, at den kunde foranledige dette Phænomen. Paa mange Steder iagttog man en bølgende Bevægelse af Jorden, hvorved Vand blev kastet ud af fyldte Kar, men den interessanteste Iagttagelse blev gjort af Degnen Farre i Vestervig, der saae, hvorledes Fliserne I hans Gulv, rækkeviis hævede sig og aabnede sig i Furerne. Overalt hvor Jordskjælvet var stærkt, føltes Stødet fra Nordvest til Sydøst.

Mange Kirker i Thy og omkring de andre vestlige Dele af Liimfjorden, have faaet Revner. I flere Bygninger faldt Skorstenene strax ned, i andre viste sig senere saa mange Revner at de maatte tages ned. Ogsaa Jorden revnede paa flere Steder, men den interessanteste Revne fandtes i Gramstrup i Nærheden af Vestervig, hvor den gik i en bølget Retning fra Nordøst til Sydvest og hvoraf den ene Side stod betydelig høiere end den anden.

Jordskjælvets Indvirkning paa Kilderne, var meget betydelig Vandmængden i en Brønd ved Skjerpinggaard i Østerhanherred formindskede sig meget betydelig og Vandet blev uklart. Denne Formindskelse vedblev, og henimod Slutningen af August havde Brønden allerede været i flere Maaneder fuldkommen tør. I Thisted aabnede sig nogle Dage førend Jordskjælvet, et stærkt Vandtilløb i en Brønd, der gav ganske uklart Vand og Dagen efter Jordskjælvet iagttog man i denne, saavelsom i flere andre Brønde, en meget stærk Svovellugt. Det nye Vandtilløb lukkede sig igjen strax efter Jordskjælvet.

En dobbelt Hævning synes at staae i Forbindelse med denne Jordrystelse. Den ene langsomme er iagttaget.

J. G. Forchhammer har også skrevet en længere artikel om jordskælvet, som du kan læse i Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, II. Bind, 1868 til 1869.

Forchhammer skriver i denne artikel også om flere af de andre jordskælv, som har fundet sted i Danmark. Det er bl.a. jordskælvet den 4. april 1821 – faktisk præcist 20 år før det i 1841 – som også ramte uden for Hanstholm og Skagen. Desuden nævnes jordskælvet den 4. februar 1825.

Forchhammer slutter sin artikel af med at opremse de allerældste jordskælv, som kendes for Danmark:
År 1073: ”Anno dom. MLXXIII terræ motus in Dacia.” Fra en gammel pergamentsbog i Danske Atlas Tom. III. 495.
År 1077: ”X Kalendas Maji factus est terræ motus feria VI. Luna XIIII. Annales Esromenses.
År 1173: ”Maximus terræ motus fuerat in Dacia.” Chron. Erici regis.
År 1198: ”" Chron. Erici regis.”, Petri Olai Min. Rosk. og efter pergamentsbog i Danske Atlas
År 1277: ”MCCLXXVII. Terræ motus fuit in Dacia.” Fra en gammel pergamentsbog i Danske Atlas Tom. III. 495.
År 1409: ”M. Semel et ter CL mortis tempora discunt Tunc mors in mundo regnavit primo necando MCD nono terræ motus fuit ingens,
Horridus atqve tremens per loca plura vagans
Nocte sequente diem sacrosanti Batholomæi (25 Aug)
Noctis per medium plebs timet atque stupet.
Fuit hic undenæ spatium, fuit et duodenæ
Horæ; quæ causa, noverit ipse dues
Fra en gammel pergamentsbog i Danske Atlas Tom. III. 495.
År 1515: Fuit terræ motus magnus Sabbato post festum Kanuti ducis, et eodem anno fuit ingens et horrida tempestas Dominico Oculi per diem naturalem. Kanut. Dux = 7. januar
År 1541: Anno Domici in Vigilia Sti. Jacobi Apostoli, hoc est in die dominica, hora secunda post meridiana sævus terræ motus factus est
Petri Olai Min. Rosk. Ann. Rer. Dan.

Foruden jordskælvet i 1841 er et af de andre mere kendte jordskælv det, der fandt sted den 7. februar 1745. Arthur Feddersen skriver i artiklen Jordskælvet 1745 nærmere om dette skælv, og artiklen finder du i Samlinger til Jydsk Historie og Topografi 1870-1871.

I lighed med jordskælvet i 1841, kaldes jordskælvet i 1745 også ”et jordskælv i Thy”. Feddersens artikel modbeviser dette – også selv om den største ødelæggelse fandt sted i Søndbjerg kirke i Thy, hvor muren over koret revnede. Feddersen sammenligner optegnelserne om jordskælvet med en tilsvarende svensk optegnelse, der beskriver det store jordskælv i Christianssand, som skete præcis samme dag og klokkeslæt, nemlig den 7. februar 1745 kl. 9:15 om morgenen.

I modsætning til 1841-jordskælvet, som løb sydøst over fra Thy, og som derfor næppe kunne mærkes i Vendsyssel i særlig stor grad, er 1745-jordskælvet altså en udløber af et meget større jordskælv mod nord i Norge, og dette jordskælv har altså kunne mærkes i hele Nordjylland og f.eks. også i København.

Feddersen henviser til to kilder. Den danske er et håndskrift med titlen, ”En bog”, som er skrevet af Jens Pedersen Thjørring, som var Viborgs kronikør, og som blev degn i Højslev sogn i 1761. Thjørring skriver om Viborg-kapellaen Andreas Kønig, født i Helsingør 1716:
”Imedens hand var i Wiborg, fik hand engang et særdeles betydeligt Skrøbeligheds Tilfelde, og det ved den Anledning: Udi Aaret 1745 paa 5te Søndag efter Hellig 3 Kongers Dag, da Klokken nylig var slagen 9 om Formiddagen, just da Meenigheden i Domkirken sang paa det 3die eller 4de Vers af Høymesse-Psalmen, skeede et hæftig Jordskjælv, som dog kun varede kort, men blev fornummet til Skræk for alle Folk i Kirken; men især den elendige Hr. Kønig, som stod for Alteret, saa forskrækket og altereret derover, at hand var færdig at falde omkuld, og lod en af Disciplerne kalde Klokkeren til sig, for at tage Messe-Klæderne af ham og strax maatte 2 følge ham hiem til sit Huus”.

I det svenske skrift om ”en jordbäfning, som tildragit sig vid Christianssand i Norrige den 7 Februar 1745:
”Förmiddagen Kl. 9,15 minuter samme dag, som var en söndag, har man först fådt et starkt dån, lika som af et häftig körande, hvaraf husen så starkt skakadas, at stolar, bord og sänger deruti rördes, porcelain och glas sloge emot hvarandra, foglarna flögo förskräckte uti sina buror hit och dit, och folk, som gingo af och an i sina kamrar, började ragla, lika som de varit druckne”.
V. Nordmann beskriver i Himmerlands Geologi i Fra Himmerland og Kjær Herred, 1938, og især fanger den Tertiære periode ham. Et af de få steder fra perioden er T74 på kortet, som er Mejlby Mejeri. Bemærk smeltevandsdalen fra Rebild og til sydøst for Simested.
Historien om de forgjorte grise
Blandt de mange sagn, som Evald Tang Kristensen indsamlede, er også to, som stammer fra Brorstrup sogn. Disse lyder:

En mand i Mejlby, Brorstrup sogn, havde en so med grise på et dyrskue, der var lige ved siden af, og fik præmie for den. Et par dage efter blev grisene syge. Han sendte nu bud efter Jakob Damborg i Rold, der kom og sagde, at grisene var forgjort. Én havde set på dem med onde øjne. Jakob Damborg læste så over dem og bandt en rød silketråd om maven på den ene gris, og da han var færdig, sagde han:

”Nu skal de nok klare sig.”
Han sagde også, at den, der havde gjort det, skulde være den første, der kom til stede. Så kom sognefogden. Han var misundelig over, at soen fik præmie, for han havde også en so, der ingen præmie havde taget. Men da han nu kom og så dem, kunde grisene ikke leve, de døde da også.
Læreren, Udbyovre


[Redaktøren: Jacob Pedersen Damborg er født i Rold den 15. december 1866 som søn af Peder Jensen Damborg og Maren Pedersdatter. Jacob er stadigvæk i Rold ved folketællingen 1890. Ved folketællingen i 1901 er han blevet landmand i Vebbestrup, har hustru og 5 børn. Hvem den dygtige Mejlby-gårdmand er, kan vi af sagens natur ikke finde ud af.]


Jeg kom en gang til at følges med en gammel kone fra Mejlby på vejen fra Fyrkilde til Mejlby. Hun var dygtig snaksom og fortalte mig om en stor gevækst, hun havde haft i nakken, den var så stor som en bitte ølkovse, og hun måtte gå med hovedet bøjet ned ad.
”Hvordan fik I den væk?”, sagde jeg så, for nu kunde jeg jo se, hun var af med den.
”A tog over til Jens Damborg, og så tog han mig med ud til ovnen, og så læste han og spyttede og krattede og strøg på gevæksten og gjordde vel kors over den, men det kunde a jo ikke se. Endelig tog han, ligesom han vilde kylle noget ind i ovnen.
”Nu går den hen, Inger”, sagde han så, ”det kan du lide på, men den skal have lige så lang tid til at gå hen, som den havde til at gro.”
Den gik også hen, og nu kan De se i min nakke, der er aldrig kjendt, den har været der.
C. Brøgger

Heksehistorien fra Durup/Grynderup
Chr. Villads Christensen skriver i artiklen Besættelsen paa Rosborg i Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1899-1900. De fleste af os forbinder jo nok hekseprocesser med de meget omtalte fra Mariager og Køge. Men der foregik bestemt også hekseprocesser i landsognene.

C.V. Christensen skriver, at disse hekseforfølgelser foregik i epidemier, som blev præget af hysteri. En af disse epidemier omtaler Christensen med:

I 1618 brændtes to Hekse i Viborg; en tredje var anklaget men slap fri, ligesom en i Kobberup og to i Tastum. Dermed var begyndelsen gjort, og i 1619 gik det rigtigt løs. I dette Aar brændtes Hekse i Egnen vest for Viborg: 1 i Ørum, 1 i Sevel, 1 i Fiskbæk og 1 i Skive, medens andres Mænd og Kvinder i Vridsted, Resen, Daugbjerg, Dollerup, Ørslev og Gammelstrup stod anklagede for Trolddom, men indtil videre slap fri. I 1620 var der Hekseforfølgelse i Stanghede og Skive, og en Kvinde blev brændt i Vrov. I 1622 brændtes Hekse i Kølsen og Løvel, i 1625 brændtes 1 i Sal, og saa slutter Epidemien for denne Gang med en Hekseproces mod en Kone i Feldingbjerg i 1632.

Christensen skriver, at der starter en ny sag op i 1638, som begynder med en uoverensstemmelse mellem Anders Christensen i Fusager i Gammmelstrup sogn og Niels Munk, som er ud af den fattige adelsslægt Munk fra Vesteris. Niels Munk påstår, at Anders Christensen står i spidsen for et helt selskab, der dyrker djævlen.

Den 6. august 1639 har Niels Munk held med at få brændt 3 af de såkaldte sammensvorne fra Fusager-banden. De 3 er Søren Frebjerg, Birgitte Mouridsdatter og Mette Mouridsdatter. Et dokument fra den 11. juni 1639 viser de anklagede:
Den næste Løverdag før Nytaarsdag [dvs. den 29. december 1638], da bleve efterskrevne Personer forsamlede udi en liden Stue til Anders Christensens i Furøre, eftersom de did af hans Hustru Mette Pedersdatter var bestillede at møde efter den Afsked, de med hende gjort havde:
1.    Anders Christensen selv
2.    Hans Hustru Mette Pedersdatter, hvilken havde en ond Aand til Dreng, kaldes Fix
3.    Christen Andersen i Fusøre
4.    Kirsten Andersdatter i Løvel, hvis Dreng kaldes Rage
5.    Karen Andersdatter i Fusøre
6.    Lille Maren Andersdatter i Fusøre
7.    Anne Andersdatter Suadtz af Fusøre, hendes Dreng kaldes Thomell
8.    Mette Andersdatter af Børsting, hendes Dreng kaldes Stackell
9.    Anne Mouridsdatter af Ravnstrup, hendes Dreng kaldes Rues
10.    Mette Mouridsdatter af Finderup, hendes Dreng kaldes Anholdt
11.    Birgitte Mouridsdatter, hvis Dreng kaldes Hock
12.    Søren Christensen Frebierrig, hans Dreng kaldes Findtz


Når denne sag er interessant for denne side, er det fordi, at Birgitte Mouridsdatter opholder sig på egnen omkring Grynderup. Christensen skriver, at hun har en livlig fantasi, og denne kommer til udtryk – måske for at undgå tortur eller mere tortur, som jo blev anvendt for at opnå tilståelser dengang – og for så vidt også i dag med den såkaldte socialdemokratiske regerings tilladelse i år 2013!

Før Birgitte Mouridsdatter bliver brændt, ”indrømmer” hun ved et tingsvidne den 21. maj 1639, hvordan hun blev en heks:
”at for ungefær 10 Aar siden 3 Torsdage efter hverandre da kom hun til Durup Kirke, hos værende Maren Jeps Datter i Grønnerup og hinders Datter Tyre og Søren Christensen Frebjerg, og ovennævnte Sørens Frebjerg bad hende gaa aved omkring Kirken 3 Gange, og da hun dette gjorde første Gang, saa blæste hun ind ad Nøglehullet paa Kirkedøren og ligesaa alle tre Gange og gav sig Fanden i Vold. Saa lod Fanden sig for hinder til Syne først som en liden ragget Hund, siden som en liden Dreng og kaldte sig Hoch og lofte hinder, at han vilde være hinders Dreng, og satte han sit Tegn paa hinder udi hinders Hoved, og hun forsvor sig til hannem, frasagde sig Gud og den hellige refoldighed, hinders Daab og Christendom, og alt det efter Fandens og Søren Christensen Frebjergs Tilskyndelse, og det af den Aarsag, at hun skulde være udi den Kunst lige god med hannem og ikke røbe hannem. Og alt dette skete om Natten, og siden fulgtes de ad til Grønderup hjem med førstnævnte Maren Jeps Datter og hinders Datter, som tilforn udi Kunsten var fuldkommen udlært, og der gjorde Fanden dennem et stort Gæstebud”.

Søren, Birgitte og Mette bliver altså brændt på bålet som følge af Birgittes tilståelse. Året efter bliver Anders Christensen og resten af personerne frikendt, og sagen tager en helt anden drejning, da det nu er Niels Munk, som bliver anklaget for trolddom. Da han jo er adelsmand, bliver han for så vidt frikendt, men han mister sin rang i militæret som en gård i Borup som følge deraf.

Som følge af denne sag, som Niels Munk starter, fordi han er sur på Anders Christensen, kommer der andre relaterede sager i 1640 i Davbjerg, Vrov, Lille Krogsgaard, Smollerup, Hvornum, Nedertorp og Løvel. Hysteriet er dog forbi, og alle bliver frikendt.

Det ser ikke ud til, at sagen har nogle konsekvenser for Maren Jepsdatter fra Grynderup eller hendes datter Tyre.

Du kan låne årbogen på biblioteket, hvis du vil læse hele historien, som er meget længere end dette korte sammendrag.

Biskoppens Visitat i 1722-24 i Mejlby, Grynderup og Rørbæk
På siden Red Simested kan du læse om Biskop Lintrups besøg i Simested 1721. På siden Andre gode historier findes historien om besøgene i Binderup og Kongens Tisted juni 1722 + Binderup 1724.

Da biskoppen forlader Kongens Tisted i 1722 drager han til Durup og Stenild, som begge er sogne, der ikke beskrives på denne side, men du kan læse om besøgene i artiklen Biskop Søren Lintrups visitatsbog, som er i Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1899-1900.

Den 30. juni 1722 tager biskoppen fra Stenild til Grynderup kirke. Biskoppen skriver:

Derfra reyste jeg samme dag til Grynderup kirke, som uden til var meget vel ved magt, men inden i vare vinduerne meget aabne og brøstfældige, altertavlen var undtagen fløyelne umalet, og kirkestætterne gandske borte, saa svinene gik inde paa kirkegaarden.
[Redaktøren: Biskoppen udviser ualmindeligt lidt interesse for Grynderup, som er det eneste sogn, der må nøjes med så kort omtale. Det virke som om, at han kort ser på kirken, snakker ikke med nogen beboere, og skynder sig til Rørbæk.]

Den 2. Julii, dvs. festo visitationis Mariæ, visiterede jeg i Rørbæk kirke, som var temmelig vel ved lige holdt, hvor jeg fand ungdommen som paa de fleeste andre steder ikkun temmelig underviist i christendommen. Degnen duede slet intet, havde og aldrig informeret. Medhielpere havde ellers præsten. Kirken var i maadelig stand, saa mand ey saa nogen merkelig brøst paa dend.
Ellers bleve eendeel sager for tienesten imellem præsten og meenigheden afgiorde, saasom
1.    Anlangende dend, sr. Arctander havde uden pass ladet overgaae til Uldbierg sogn at tiene, og sognepræsten havde negtet at antage til sacramentet, saa at mr. Arctander nu giver ham pass
2.    Anlangende een gammel mand, som præsten iligemaade ey vilde antage for uvidenhed, som jeg formanede at lade sig underviise af præsten, og hand igien lovede effter 3 a 4 underviisninger at antage
3.    Angaaende een gammel soldat, som ey heller kunde noget eller hidindtil vilde lært, blev ham ogsaa paalagt at indfinde sig hos præsten effterhaanden for at lade sig underviise, før hand til herrens bord kunde annammes.
Præstens kirkebøgger bleve mig ey foreviiste, som ved anden leylighed maae skee.

Degnen, som biskoppen finder fuldstændig inkompetent, hedder Hans Pedersen. Præsten for Rørbæk og Grynderup kirker hedder Jens Pedersen Peerstrup (Pederstrup) mellem 1721 og 1730.

Biskop Lintrup har med besøget i Rørbæk afsluttet sine besøg i Gislum herred, og han kommer ikke tilbage til området igen før 1724. Efter at have genset Binderup kirke på vej fra Viborg til Aars drager biskoppen til de andre sogne i Aars herred og slutter af i Brorstrup. Brorstrup er altså det allersidste sogn, som biskoppen besøger på sin 3-års lange gennemrejse i sit bispedømme. Biskoppen skriver om dette sidste besøg:

Onsdagen den 18. octobr. reyste jeg fra Skifvum til Smorup præstegaard, og visiterede den 19. octobr., som var torsdagen, i Broderstrup kirke, hvor admiral Reedtz var tilstede.
Ungdommen var meget slet, og fast slettere end i det gandske herredt, grundet i deres christendom, saa de fast intet meere kunde svare end bare Lutheri ord, hvorfore meenigheden saavelsom sognepræsten blev derom erindret.
Kirkens bygning var vel meget slet, omendskiønt der ey fattedes noget essentiel derved. Men kirken var meget small, saa folkene ikke kunde faae rum deri. Saasom og ungdommen var saa mangfoldig, at de umulig kunde faae rum paa gulvet, men maatte staae i stoolene .
Degnen var een heel slet ustuderet person, som vel ikke kunde catechizere. Præstens text var af 1. Joh. V. Hans bud ere ikke svære. Medhielpere havde hand i alle meenigheder. Kirkebøggerne lovede hand at sende mig med allerførste til Viborg.
Haverslef og Ravnkilde kirker forsikrede baade sognepræsten og prousten at være i god stand, det jeg og kunde see paa Haverslef kirke, som jeg reyste forbi, da jeg reyste til Nørlund, hvor jeg af admiral Reedtz og hans frue blev meget vel imodtagen, og af major Sehested og hans frue, som paa samme tid vare der henkomne, bleve inviterede til Nøraggergaard, omendskiønt vi maatte undskylde os for tidens korthed.
I Smorup præstegaard kom hr. Peder Bering og begiærede skriftlig, at hr. Abrah. Hvid i Næsborg maatte beskikkes ham til sætteproust for at anhøre proustens hr. Jens Snedekers vidnesbyrd angaaende een contract imellem ham og enken.

Imellem 1712 og 1731 hedder præsten i Brorstrup, Haverslev og Ravnkilde sogne Melchior Edvard Christensen Agerholm. Den inkompetente degn hedder Anders Christensen.

[Redaktøren: Biskoppen finder altså menneskene i Brorstrup sogn som nogle af de mest ukristelige af alle, og selv om han sjældent taler pænt om de sogne, der hører under ham, er karakteristikken af Brorstrup dog en af de mest kritiske. Og Haverslev og Ravnkilde finder han åbenbart ikke interessante nok til at besøge. En af årsagerne til, at Brorstrup sogn nok ikke forekommer stærkt religiøs, er, at præstegården ligger meget langt væk fra sognet største by. Man kan derved forestille sig, at Mejlbys ungdom har haft mindre bevågenhed fra præsten end i andre byer.]


Christen Sørensen Testrup skriver om vejret
I Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, II. Bind, 1868 til 1869, offentliggøres en del af Christen Sørensen Testrups dagbog, og da han jo boede i Himmerland, får vi på denne måde nogle oplysninger om vejret i 1720erne til 1740 i Himmerland:
1721:
1721 var slet ingen Vinter førend 8 Dage efter Kyndelmisse, og var i Januar Måned så godt som Forårs Vejrligt, som ellers kunde være i Maj Månes; men så begyndte en meget hård Vinter, så at man straks kunde gå over Sundet imellem Sæland og Skåne ligeoverfor Hven, og kontinuerede samme Vinter indtil vor Frue Dag, 25. Marts.
13. Marts frøs det i vor nordre Stue på et florentinsk Thermometer 40 Grader, den 14de 41 Grader.
17. April kom et meget ondt Vejr med Regn og Slud, som kontinuerede den 18de og forandredes den 19de til en heftig Himmel- og Jordknog, som vedholdt til den 20de om Aftnen.
1722:
1722 var slet ingen Vinter her i Danmark enten før Jul i Året 1721 eller efter Jul, men alt Tøvejr og godt Vejr uden nogen Frost eller Sne helt hen til Foråret, hvorpå fulgte en meget våd Sommer.
1723:
1723, 28. Jan. Frøs på Thermometeret 41 Grader, den 16. Febr. Så man Viben. Dette År var en tør Sommer i mange Lande, hvorpå fulgte mægtig Regn igen ved Juletider.
1725:
I dette År var Vejrliget således beskaffet: Vintren og Foråret var hel tørre indtil efter Valborgs Dag, da det fangede siden an at regne af og til, indtil Vintren tog ved igen, som gav en meget våd Sommer, dog vokste Kornet vel, især Rugen meget overflødig, som ikke har været deslige i mange År.
1726:
1726 22. Juli var en stor Storm, hvis Lige ej har været i 20 År siden 1706; da blæste mange Træer ned i Skovene, en Del Huse, og skede samme Tid stor Søskade, siden den Tid på Efterhøsten var adskillige Storme, hvorved skede stor Søskade.
1735:
1735 såvel før Jul 1734 som og siden Jul var slet ingen Vinter og hverken Frost eller Sne, som kunde kaldes Vinter.
1740:
Dette År, såvel før Jul 1739, som siden Jul, var en meget hård Vinter med Frost og Sne, hvis Lige ej har været siden 1709, og holdt samme længe ved, så at Foråret var ondt og Somren ganske kold, så at man fornam ganske få varme Dage, og stillede Vintren sig tidlig ind igen, så at første Fredag efter Mikkelsdag kom igen hård Vinter med Sne og Frost og var det neppe, at Folk fik deres Rug såt, og blev denne næste Vinter igen ligeledes meget hård, hvilket forårsagede, at mange Træer gik ganske ud, og blev en dyr Tid, som af Kapitaltaxten kan erfares..
Visitatsen på Randers-egnen i 1740’erne
Under Familien Mejlby på forskellige sider kan du læse om dengang, da Viborg-biskoppen besøgte sine sogne i 1720’erne, og denne havde næsten kun kritik af hvert eneste sogn, han besøgte. Da biskoppen i Aarhus besøger sine sogne i 1740, er hans bedømmelser meget mere blandet mht. hvad der er godt, og hvad der er skidt. Du skal læse dem alle i artiklen Kirkelige forhold i Randers-egnen i aarene 1740 til 1750, som er skrevet af C. Reiersen og findes i Samlinger til Jydsk Historie og Topografi 1870-71.

Om besøget i Asferg, Fårup og Kousted 1741:
Asfærg og Faarup. 1741. Sognepræsten Hr. Hans Schmidt [præst i Asferg 1734 til 54] prædikede med stor Færdighed og en penetrerende skrigende Røst, der dog var affecteret og ikke den, han pleiede at tale eller læse med. I Materien var intet synderligt at laste, men heller ikke noget synderligt at mærke eller lægge på Hjerte. Mandens Levnet er ustraffeligt, Ungdommen i hans Menighed nogenledes underviist.

Kousted og Raasted. 1741. Sognepræsten Hr. Mogens Marcussen [født Mogens Marqvard i Vorning og præst i Kousted 1734 til 86] prædikede og talede Intet mod Sandheden, den han alvorlig elsker, efterforsker, følger og forsvarer. I øvrigt er han en redelig, tilmed i Theologien, Philosophien, Medicinen og andre Videnskaber vel verseret Mand, samt af stor capacité til at fatte og lære mere, men dog intet mindre skikket til end det, han nu betjener, nemlig Prædikeembedet, thi han var langt mere beqvem til at oprette en forfalden latinsk Skole af Ruiner og sætte den kjendelig i Flor igjen, hvortil han og af Naturen langt mere inclinerer og skulde hver Time gjerne tage imod. Med Ungdommen havde han brugt en ufortrøden Flid i at lære dem svare til allehaande Spørgsmaal og bevise deres Svar med Skriftens Sprog, dog var endnu ikke deres Forstand, langt mindre deres Hjerte, saaledes opladt, som jeg gjerne ønskede til Frelserens eenfoldige Kundskab, Tro og Kjærlighed, thi naar man første dem udenfor deres lærde Spørgsmaal, vare alle, endog de eenfoldigste Ting fremmede for deres Øren.

Selv om denne side normalt ikke beskæftiger sig med Mols, skal du dog også lige have biskop Peder Hygoms beskrivelse af Agri og Egens:
Agri og Egens. 1749. Provsten, Hr. Hans Bering [præst i Agri 1722 til 1765] prædikede, men er ikke en af de bedste Prædikanter. Iblandt Ungdommen var neppe en eller anden, der kunde gjøre Rede for sig, og seer jeg ikke, paa hvad Maade disse Mennesker staae til at hjelpe, thi baade ere Lærerne fra Præsten selv og indtil Skoleholderen ikke af de dueligste Folk til Herrens Gjerning, og dette næsten omflydte Lands Indbyggere (almindelig bekjendte under Navn af taabelige Molboer) ere af Naturen og den onde Vane mere vrangvillige og ubeqvemme til at fatte noget Godt end Andre her i Stiftet, saa der skal en særdeles Guds Naade og særdeles duelige Redskaber til, inden der kan opvækkes Abrahams Børn af disse Stene.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Jutta Skytte | Svar 24.11.2014 17.50

En fantastisk side (samling) du har lavet .
Jeg fandt den p.g.a. navnet Peder Priis fra min slægt - nu vil jeg prøve at finde gården de boede på i Viuf
TAK..!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

I dag | 11:45

En fantastisk udførlig og god side! Jeg leder efter oplysninger om en Mogens Tollestrup, fra Skærshale, der er fadder til et par af Jeppe Madsens børn o. 1740.

...
09.10 | 18:13

Fantastisk spændende læsning .. jeg er født i 1949 og opvokset i Fårup Stationsby med bedsteforældre i både stationsby og Gl. Fårup

...
12.08 | 23:57

Gård nr. 18 - Hvolgård:
1783: Hans Jørgensen og Anna Davidsdatter får sønnen Anders døbt i Pjedsted 6. april 1783

...
12.08 | 23:55

Gård nr. 18 - Hvolgård:
1782: Enkemanden Hans Jørgensen vies til David Berthelsens datter Anna Davidsdatter i Pjedsted 12. juni 1782

...
Du kan lide denne side