Christen Sørensen (1745 - 1814)
1 af 32 - Christen Sørensen

bliver født i Simested by mellem den 8. og 14. august 1745 og døbt i Simested kirke søndag den 15. august 1745 som søn af Søren Christensen og Mette Jensdatter. Præsten Anders Munch skriver i Simested kirkebog, da Christen Sørensen er døbt:

 

d 15. aug blev Søren Christensøns liden Søn af Simmersted døbt og kaldet Christen, baaren af Jens Østergaards Hustru i Simmersted, De andre vidner Niels Bach af Schiedshale, Christen Melgaard [Mellemgaard], Niels Jensøns og Peder Lauritzsøns hustruer af Simmested

Christen Sørensen bliver konfirmeret omkring 1760, men der kendes ikke konfirmationsoplysninger om ham.

Den 30. august 1772 står Christen Sørensen fadder for første gang, og det er for Søren Østergaard i Simested. Søren har fået en søn, som døbes Jens Sørensen Østergaard. De andre lokale faddere er Mogens Nielsen og Madtz Meldgaards hustru [Dorthe]. Gudmor er en tjenespige på præstegården sammen med Andreas Skræders datter, Anna Andreasdatter.

Den 28. marts 1773 står Christen Sørensen af Simested fadder i Simested kirke for sin storesøster, Kirsten Sørensdatter. Kirsten og hendes ægtemand, Christen Christensen Huus, får denne dag døbt deres datter med navnet Giertrud Christensdatter Huus, som vel er opkaldt efter sin farmor. De andre lokale faddere er ved dåbsfadet er Friderich Snedker og Mads Meldgaard. Gudmødre er to tjenestepige for hhv. degnen og præsten, nemlig Else og Mette Nielsdatter.

Den 30. januar 1774 står Christen Sørensen fadder i Simested kirke. Det er Niels Andersen i Simested, som får døbt en datter for Inger Nielsdatter. Denne Inger Nielsdatter kunne sagtens være hende, som står fadder i 1814 i Brorstrup kirke for Christen Sørensens søn Niels Christensen. Gudmor til den lille Inger er Madtz Meldgaards hustru, og de andre faddere er Mogens Nielsen og Christen Huus.

Christen Sørensens fæstemø står del-gudmor den 12. maj 1774 i Simested kirke. Det er Søren Østergaard, der får døbt en søn for Christen Sørensen Østergaard. Gudmor er Anders Skræders datter, Anna Andersdatter, og faddere er Anders Skræder, Mogens Nielsen, Friderich Snedkers hustru, alle af Simested.

Christen Sørensen bliver gift mellem maj 1774 og april 1775, men navnet på hans kone kendes ikke. Da den første søn døbes Niels, er det mest sandsynligt, at denne er opkaldt efter morfaren, og at hustruen altså hedder Nielsdatter til efternavn. Hun er 5 år yngre end ham og født ca. 1750. Da den første datter efter den første hustrus død døbes Kirsten, er det meget sandsynligt, at hans hustru har heddet Kirsten Nielsdatter. Brylluppet finder ikke sted i Simested, så hans kone kommer nok fra et andet sogn – hvilket meget vel kunne være Kongens Tisted, da hun vist er en datter af Niels Christensen i Kongens Tisted.

Overfor kirken på modsatte side af vejen lå Østergaard. Kører man længere ud af byen mod Skedshale, lå der endnu en gård på venstre side, og derefter lå Gammelgaard - matrikel 9a. Der var to hovedmarker. Den største lå langt nord for byen, og en anden lidt sydøst for byen. Østergaard havde sine marker på grænsen til Torup bys marker.
Christen Sørensen i Simested fra 1775
Den 12. april 1775 får Christen Sørensen døbt sit første barn med navnet Mette Christensdatter, men hun dør igen kort efter. Præsten skriver:

D 12 april Fødde Christen Sørensens hustrue i Simmested 1 Daatter, som for Svagheds Skyld blev inddøbt og kaldt Mette, døde næste dagen der efter

Christen Sørensen bliver far til endnu en datter, der døbes Mette Christensdatter den 27. oktober 1776 i Simested kirke af præsten Jens Galthen. Præsten skriver efter dåben i Simested kirke:
27 Oct havde Christen Sørensen i Simmested 1 datter til daaben kaldet Mette baaren af Degnens Pige Maren Jensdatter, Præstens pige Mette Jensdatter fulgte med. De øvrige faddere var Fredrich Snidker, Mads Mellemgaard [Meldgaard] og Søren Østergd [Østergaard], alle af Simmested
På et eller andet tidspunkt mellem konfirmation ca. 1790 og 1801 flytter Mette Christensdatter til Bonderup i Kongens Tisted sogn. Ved folketællingen i 1801 er hun tjenestepige på Povl Vognsens gård i Bonderup, selv om hun kun angives til at være 24 år – hun er nu 26:

Mette Christensdatter    24 år    Ugift    Tjenestefolk
Povl Vognsens hustru, Else Nielsdatter, er måske en søster til Mettes mor, og konfirmeret i Kongens Tisted 1779 som datter af Niels Christensen. Mette Christensdatter af Bonderup er nok hende, der står gudmor for Lars Vognsen og Kirsten Christensdatter i Hverrestrup i Simested sogn, da de får døbt datteren Mette Larsdatter den 26. december 1805 i Simested kirke. Poul Vognsen fra Bonderup er fadder ved samme lejlighed. Mette bliver som 34-årig gift med Anders Henrichsen i Kongens Tisted den 24. juni 1810.
Præsten skriver, at han er fra Nørager, og hun er fra Bonderup, og de bosætter sig først på hans husmandssted i Nørager.
Ved folketællingen den 18. februar 1834 er følgende om dem i Nørager:
Anders Hendrichsen       58 år    Gift    Lever af sin jord
Mette Christensdatter    59 år     Gift    Hans kone

Mette Christensdatter [= Anders Henrichsens hustru af Nørager] står gudmor i Durup kirke den 5. juni 1834 for Peder Christensen og Ellen Sophie Jensdatter, da parret får døbt datteren Karen Dorthea Pedersdatter. Anders og Mette flytter til Kongens Tisted mellem juni 1834 og 1840, hvor Anders Henrichsen får den gård, som hendes nevø Christen Nielsen Meilby muligvis overtager, da Mette og Anders aldrig får held til at få børn.
Ved folketællingen i 1840 er der følgende om familien i Kongens Tisted:
Anders Henrichsen           63 år    Gift         Gaardmand
Mette Christensdatter      63 år     Gift         Hans kone
Peder Nielsen                 24 år     Ugift       Tjenestekarl

[Peder Nielsen er jo nevøen til Mette Christensen fra Mejlby]
Mette Christensdatter bliver enke den 16. september 1843, hvor Anders dør 66 år gammel. Broren Niels Christensen flytter væk fra Mejlby omkring 1844, hvor Mejlby-gårdene sælges til at være selvejer-gårde, og han lever på sin helsøsters gård i Kongens Tisted ved folketællingen i 1845. Mette Christensdatter dør den 10. februar 1865 i Kongens Tisted. Præsten skriver, at hun er enke efter gårdmand Anders Henriksen og aftægtskone for gårdmand Christen Nielsen Meilby i Kongens Tisted. Mette opnår den for sin tid høje alder af 89 år gammel. 

Den 13. marts 1777 står Christen Sørensen fadder til Søren Østergaards datter i Simested, der døbes Kirsten Sørensdatter.


Christen Sørensen bliver i stamtræet far til Niels Christensen, der
fødes i Simested by og døbes i Simested kirke den 1. marts 1778. Da Niels Christensens far har Gammelgaard, som vist er matrikel 9a, må man formode, at Niels er født på Gammelgaard, som lå ikke så langt væk fra kirken.

Den 5. november 1780 står Christen Sørensen forlover. Det fremtidige brudepar er Christen Jensen Bødker, som tjener for Christen Huus i Simested, og Else Nielsdatter, som tjener for Fridrich Arebon i Simested. Christen Huus er muligvis den samme som Christen Hansen, der står fadder til sønnen Niels Christensen i 1778.

Christen Sørensens hustru dør i 1781 og hun begraves på Simested kirkegård søndag den 26. august 1781. Præsten skriver:

1781 26 Aug Blev Chr. Sørensens hustru af Simested jordet 31 aar gl. Qvalt i en S??? [seng?]

Teksten i Simested kirkebog, som fortæller, hvad Christen Sørensens hustru døde af. Skriv til henrikmejlby@yahoo.com, hvis du har et gæt på, hvad der står
Christen Sørensen fra 1782 til 1787

Den 36-årige Christen Sørensen bliver så gift med 24-årige Dorthe Jensdatter, og heller ikke dette bryllup foregår i Simested.

 

Den 13. april 1783 hjemmedøbes en datter til Christen Sørensen, som får navnet Kirsten Christensdatter. Præsten indskriver derefter følgende i kirkebogen:
13 April   fødde Christen Sørensens hustru i Simested 1 datter, som for svagheds skyld blev inddøbt og kaldt Kirsten – døde straks derefter

Kort efter i 1783 begraves Christen Sørensen af Simesteds datter Kirsten. Hun døde på fødselsdagen, så præsten skriver 1 dag.

 

Den 13. marts 1785 får Christen Sørensen døbt datteren Anna Christensdatter i Simested kirke, som han har fået med sin nye hustru, Dorthe Jensdatter. Præsten skriver:

D: 13 Marti havde Christen Sørensen i Simmested 1 Daatter til daaben som blev kaldet Anna, baaren af Christen Michelsens hustru i Torup, Søren Østergaards hustru i Simmested [vist nok Christens svigerinde] fulgte med. Faddere Smit Sadelmager, Christen Huus og Christen Pedersen, alle af Simmested

Anne Christensdatter overtager Gammelgaard i Simested sammen med sin ægtemand Anders Sørensen Østergaard efter sin far, men hun dør imidlertid i 1821 under en fødsel, hvorefter Gammelgaard ikke længere er på familiens hænder.

 

Den 19. februar 1786 står Christen Sørensen af Simested fadder for Christen Christensen Huus i Simested, der har fået datteren Anna Christensdatter Huus. Gudmor er Sophie Bach i Skærshale fulgt af degnens tjenestepige, Kirsten. Andre faddere er Søren Sørensen Østergaard og Friderich Snedkers enke, alle af Simested.

Den 14. maj 1786 står Christen Sørensen fadder til Søren Sørensen Østergaards søn, der døbes Søren Sørensen Østergaard. Gudmødre er degneenkens tjenestepige, Kirsten, og Anna Mogensdatter, som er datter af Mogens Nielsen af Simested. Andre faddere er Mads Meldgaard og Christen Huus af Simested.

Den 5. juni 1786 står Christen Sørensens kone fra Simested, som må være Dorthe Jensdatter, gudmor for Christen Mikkelsen i Torup, da denne får døbt sønnen Jens Christensen. Sammen med hende følger Niels Mikkelsens hustru af Torup i Simested sogn. De andre faddere er Christen Bach af Gislum, Søren Mikkelsen fra Hobro, som er født 1745, samt Christen Mikkelsen af Vøvelholm i Durup sogn.

Foto af Gammelgaard i Simested, som den så ud i 1930. Alle bygningerne på dette tidspunkt er dog fra efter år 1900.
Christen Sørensen på Gammelgård fra 1787

Den 28. maj 1787 får Christen Sørensen døbt en søn i Simested kirke, som nok er født omkring den 16. maj 1787. Da Søren Christensen døbes, skriver præsten i kirkebogen:  

D: 28 Maj Blev Christen Sørensens Søn i Simested døbt og kaldet Søren, baaren af Christen Mikelsens hustru [i Torup], Christen Huuses hustru i Simmested fulgte med. Fadderne var Christen Pedersen, Søren Østergaard, ? Smidt af Simmested, ? og Christen Back af Gislum
Søren Christensen dør igen 16 uger gammel og begraves den 16. september 1787 fra Simested kirke, hvorefter præsten skriver:
1787 d 16 Sept   Blev Christen Sørensens Søn Søren af Simmested jordet 16 uger gl.


Ved folketællingen den 1. juli 1787 består familien Christen Sørensen derfor af følgende på Gammelgaard i Simested:

Christen Sørensen              45 år         Gift         Husbond Bonde og gårdbeboer

Dorthe Jensdatter               29 år         Gift         Madmoder

Niels Christensen                  9 år         Ugift       Søn af første ægteskab

Anne Christensdatter             3 år        Ugift        Datter af sidste ægteskab

Søren Christensen                 1 år        Ugift        Søn af sidste ægteskab

+ en logerende sadelmager

[Det ældste af Christen Sørensens børn opholder sig ikke på Gammelgaard ved denne folketælling – nemlig Mette Christensdatter. Muligvis er det den Mette Christensdatter, der opholder sig på en gård i Kongens Tisted, som Christen Nielsen har.

Mette Christensdatter          10 år         Ugift       Hosbondens søsterdatter


Hvis dette er tilfældet, er den 29-årige ugifte Christen Nielsen Mette Maries morbror. Dette stemmer overens med, at hendes mor jo nok har heddet Nielsdatter til patronym. I så tilfælde kan gården, som Christen Nielsen Meilby har, været ”arv” efter hans barnløse faster, som igen har fået den i arv fra sin morbror. Ved folketællingen i 1801 bor Mette Christensdatter ikke på gården, men Christen Nielsen er blevet gift med Inger Marie Pedersdatter uden dog at have børn – der er kun 3 tjenestefolk på gården. Den 11. maj 1807 får Christen Nielsen og Inger Marie dog en datter, der døbes Else Kirstin. Der fødes vist ikke andre børn, og hvis Else Kirstin er død som spæd, har der ikke været direkte arvinger. Og så er søsterens datter fra Simested måske kommet i betragtning. Gården i Kongens Tisted ejes den dag i dag af efterkommere til Christen Nielsen Meilby, og hvis ovenstående stemmer, har gården altså været i den samme families eje i mindst de sidste 225 år.]


Tidligt i december 1789 får Christen Sørensen datteren Kirsten Christensdatter, men hun dør og begraves den 20. december 1789, hvor hun er 14 dage gammel. Kirsten er ikke anført som døbt under døbte, men hun er nok hjemmedøbt.

 

Den 17. juni 1792 får Christen Sørensen og Dorthe Jensdatter døbt sønnen Christen Christensen i Simested kirke. Præsten skriver:

1792 Den 17 Juny Blev Christen Sørensens Søn i Simmested døbt og kaldet Christen, baaren af Christen Mikelsens hustru i Torup, og Søren Østergaards hustru af Simmested fulgte med, Fadderne var Christen Back af Gislum, Christen Christensen, Niels Jensen og Christen Pedersen af Simmested, Ole Meldgaard af Schiedshale

Christen Christensen bliver konfirmeret i 1808 og dør i 1818.

Christen Sørensen fra Simested underskriver på hustruens vegne den 6. august 1794 i skiftebogen for Mariager Amt under Restrup gods, idet hustruen, Dorthe Jensdatters mor, Anne Dahlsdatter er død en måned forinden i Gislum, hvor hun efter mandens død nu var gift med Christen Jensen Bach i Gislum, da hun døde. Dødsboet var dog fallit, så der var intet at arve. De andre to underskrifter på illustrationen er fra svigerfaren, Christen Jensen Bach i Gislum, og svogeren, Christen Michelsen i Torup.

Underskriften fra Christen Sørensen på Gammelgård i Simested på skiftet efter svigermoren under Restrup Gods, Mariager Amt, i 1794.
Christen Sørensen efter 1794

Christen Sørensen mister sin storesøster, Kirsten Sørensdatter, der begraves på Simested kirkegård de 25. januar 1795. Kirsten var gift med Christen Christensen Huus af Simested.


Da hovedlægsrullen skrives for Simested sogn den 12. november 1795, optages Christen Sørensens ældste søn, Niels Christensen på listen, men hans yngste søn er også optaget med følgende:
18 15: Far: Christen Sørensen, søn, Christen Christensen, født i Simested, 4 år, opholder sig i Simested


Hovedlægsrullen skrives atter engang over Simested sogn den 12. november 1798, og denne er Christen Sørensens søn, Christen Christensen, optaget på rullen med følgende:
15 12: Far: Christen Sørensen, søn, Christen Christensen, født i Simested, 7 år, opholder sig i Simested

Næste gang hovedlægsrullen revideres for Simested sogn er den 12. november 1800. Christen Christensen, som er Christen Sørensen på Gammelgaards yngste søn, er inkluderet på listen med disse data:
12 10: Far: Kristen Sørensen, søn, Kristen Kristensen, født i Simested, 9 år, opholder sig i Simested


Ved folketællingen den 18. februar 1801 består familien Christen Sørensen af følgende på Gammelgaard i Simested:

Christen Sørensen                   56 år       Gift             Husbond Bonde, gårdbeboer og selveier

Dorrith Jensdatter                   43 år        Gift             Hands kone

Niels Christensen                    23 år        Ugift            Deres børn

Anne Christensdatter               15 år        Ugift            Deres børn

Christen Christensen                 8 år         Ugift           Deres børn

 

Den 22. april 1804 står Christen Sørensen fadder til Niels Mogensens søn i Simested, da denne døbes Mogens Nielsen i Simested kirke. Samtidig er Søren Østergaard fadder, og det er måske Christens bror, Søren Sørensen. Gudmødre er Christen Jepsens kone i Simested samt Karen Jensdatter af Guldager, og de andre faddere er Thomas Maltesen af Hverrestrup og Hans Jacobsen af Guldager.


Der går 3 ½ år, før Viborg amt får opdateret sin hovedlægsrulle, så da det sker den 1. maj 1804, indsættes følgende om Christen Sørensens yngste søn, Christen Christensen i Simested:
10 10: Far: Kristen Sørensen, søn, Kristen Kristensen, født i Simested, 12 år, opholder sig hjemme


Den 12. november 1806 laver gårdmand Søren Sørensen af Simested lægsrullen over Simested sogn, og der er der følgende om Christen Sørensens yngste søn:
10 10: Far: Kristen Sørensen, søn, Kristen Kristensen, født i Simested, 15 år, opholder sig hjemme


Christen Christensen bliver konfirmeret i Simested kirke den 24. april 1808.


Den 10. juli 1808 får gårdmand Christen Huus i Simested døbt sin datter for Kirsten Christensdatter Huus i Simested kirke. Den ene af fadderne er ”Christen Sørensen i Gammelgaard”, som det er skrevet i kirkebogen. Moren til den lille Kirsten er Christens storesøster. Morten Bak og Lars Wognsen i Hverrestrup er de andre faddere.

Den 1. maj 1810 opdaterer Viborg amt sine hovedlægsruller, og nu er dette indskrevet om Christen Sørensens yngste søn i Simested:
10 10: Far: Kristen Sørensen, søn, Kristen Kristensen, født i Simested, 18 år, 63 ½ tomme høj [1,66 m], opholder sig i Simested, gms [gammel mands søn], faderen har 2 td 4 sk styk efter tingl. Skiøde Ses 1813
[Det sidste er nok om den selvejet gårds størrelse]


Christen Sørensen bliver altså far til en dreng og en pige med sin første hustru, hvoraf kun sønnen får sine egne børn senere i livet, samt 2 døtre og 2 sønner med den anden hustru, hvoraf ingen vist selv får børn.


Christen Sørensen dør den 6. juni 1814 og begraves fra Simested kirke den 15. juni 1814. Præsten skriver, at det er gårdmanden fra Gammelgaard, og at han er 69 år gammel, så det må være Gammelgaard, som Christen var ejer af.

Christen Sørensen indskrevet i Simested kirkebog ved sin begravelse i 1814 - som gaardmand Gammelgaard
Om Gammelgård i Simested

Fotoet på denne side er Gammelgaard i Simested, som den så ud efter 1930. Gården menes at være en af de ældste i sognet, og da den blev overtaget i 1912, havde den været i ”familiens eje” i mange generationer, siger opslagsværker om gården, men det er jo ikke familien efter Christen Sørensen. Gården var i 1912 på 63 tønder land, og det var en selvejergård allerede før reformationen i 1787.

 

Christen Sørensens søn, Christen Christensen, dør som 25-årig den 23. april 1818 i Simested. Da han er begravet på Simested kirkegård den 30. april 1818 på sin 26-års fødselsdag, skriver præsten:
Den 23de April   Den 30te April     Christen         Gammelgaard Enkesøn Christen Sørensens enke Eier af Gammelgaard ? fra Simested         26 aar gammel
Note: Det var mærkeligt, at hand blev begravet samme Dag i Aaret, som hd var fød


Hustruen Dorthe Jensdatter kører gården frem til 1819, hvor Christens og hendes datter, Anne Christensdatter, overtager gården, efter at være blevet gift den 3. juli 1818. Anne er nemlig blevet gift med Anders Sørensen Østergaard. Ved brylluppet skrives det, at hun er fra Gammelgaard. Anne Christensdatter dør imidlertid den 4. april 1821 under en fødsel. 19 dage senere dør Anders Østergaards niece, Mette Marie, på Østergaard 7 år gammel, så det var en hård tid.

 

Den 28. september 1821 er der et bryllup i Simested mellem enkemand Anders Sørensen Østergaard af Gammelgaard og Anna Kirstine Larsdatter af Hverrestrup, og dette par har derefter Gammelgaard.


Hustruen, Dorthe Jensdatter, bor på sine gamle dage hos Anders Sørensen Østergaard i Gammelgaard, og hos ham dør hun 85 år gammel i 1842.

 

Relationer: Anton Mejlby <- Niels Christian Mejlby <- Peder Nielsen Meilby <- Niels Christensen <- Christen Sørensen

Christen Sørensen som indskrevet i Simested kirkebog ved dåben i 1745

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Preben Mousten | Svar 20.02.2018 14.27

Tak for et kig på denne side. Jeg har i flere dage søgt i folketællinger, kirkebøger og gamle matr. kort. Jeg er landet Kongens Thisted, Testrup og Kyneb.

René Gammelgaard Andersen | Svar 08.03.2011 19.02

Hej. det var da sjovt at se min morfars gård på nettet. Af hvad jeg kan forstå må min oldefar have købt gården af christien sørensen?

Mvh. René

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.03 | 22:57

Tusind tak for jeres dejlige beskrivelse af Jens Bak

...
20.02 | 14:27

Tak for et kig på denne side. Jeg har i flere dage søgt i folketællinger, kirkebøger og gamle matr. kort. Jeg er landet Kongens Thisted, Testrup og Kyneb.

...
15.01 | 12:03

Født 1944, opvokset i Kåtrup, gået i skole i Asferg 1951 - 1958.

Fader: Statshusmand Niels Jensen, født 2507 1897 Vesterhede Asferg.

...
10.11 | 11:17

Hej. Jeg hedder Karen Randrup. Jeg søger læsestof om "Kærgaarden", da min bedstefar Laust Beeg Lauritsen's gård blev kaldt dette.

...
Du kan lide denne side