Marie Kathrine Evald (1798 - ?)
28 af 32 - Marie Kathrine Evald

bliver født i Kolding onsdag den 4. april 1798 som et ægte barn, da hun er datter af Johan Christian Evaldt og Kiersten Marcusdatter. Da Marie Kathrine Evald bliver døbt i Skt. Nikolaj kirke i Kolding fredag den 20. april 1798, opkaldes hun efter sin farmor, Marie Jochumsdatter, som vi ellers ikke ved meget om, og måske sin farfars mor, som også hed Marie. Mellemnavnet Kathrine får hun sikkert efter sin faster, Ane Cathrine Evaldtsdatter, der er død som 34-årig to år før Marie Kathrines fødsel, dvs. i april 1796. Præsten skriver følgende efter dåben i kirken:


Johan Evald og Kierstine Marcusdatters Marie Kathrine. Faddere: Niels Dittlefsens kone, Jørgen Haars kone, Hans Larsen, Thomsens hustru Christine Langer

[Måske er Niels Dittlefsen lig med Niels Christian Ditlevsen Brandt, som senere bliver skræddermester i Middelfart. Hans far er murermesteren Ditlev Brandt. Jørgen Haar var vist nok vognmand i Kolding.]


Ved folketællingen den 1. februar 1801 bor Marie Kathrine Evald som 3-årig med sine forældre og en bror på Låsbygade 106 i Kolding.


Marie Kathrine Evalds lillebror Henriskus og faren Johan Christian Evaldt dør begge to i december 1813 med 14 dages mellemrum, så der er nok noget smitsomt sygdom i gaden. Marie Kathrine er altså kun 14 år gammel, da hun mister sin far og lillebror.

 

Marie Kathrine Evald bliver konfirmeret i i Sct. Nicolaj kirke i Kolding den 4. oktober 1812. Præsten i Kolding giver på daværende tidspunkt ikke karakterer til konfirmanderne og heller ikke til Marie Cathrine Evald.

 

Marie Kathrine Evald er nok konfirmeret i Kolding, men det vides ikke, hvorfor der ikke kan findes en konfirmationsindgang på hende. Måske er årsagen, at faren er død før konfirmationen.

 

Et år efter farens død, dvs. i begyndelsen af 1815, forlader Marie Kathrine Evald hjembyen Kolding, hvor hun er den første på Koldings afgangsliste. Kolding er en by i nedgang efter slottets brand i 1808, og det begynder ikke at gå fremad igen før 1843, hvorefter en tredjedel af byen afbrændes i krigen 1850. Marie Kathrine har i forvejen en farbror i København, Edvalt Joachim Wichmann, og det er nok igennem denne, at hun hentes til København efter farens død i Kolding.

Afgangslisterne starter i Kolding i 1815, og Marie Kathrine Evald er den allerførste, som er anført som afgået fra Kolding nogensinde (listen starter for Koldings vedkommende først i 1815). Der står:

1815 – 1 Marie Kathrine Evald           17 aar             Tjenestepige   Til Kiöbenhavn


Marie Kathrine Evald bliver gift med Simon Pedersen Engersløv  fredag den 17. oktober 1823 i Trinitatis kirke i København. Hun er da pige i samme hus, Hjortelængen 158 i København, hvor ægtemanden også bor, og han er angivet til at være ungkarl og brændevinsbrænder.

Lige som resten af Wichmann-familien var Marie Kathrine Evald væk fra Kolding før de frygtelige forbrydelser foregik i byen i 1849 og 1850.
Marie Kathrine Evalds liv i København

Marie Kathrine Evald bliver mor til datteren Johanne Ingersløw i København søndag den 25. april 1824, og hun opkaldes efter Marie Kathrines svigermor, Johanne Simonsdatter. Johanne bliver første gang gift med en mand med navnet Carl Jacob Weber. Den 11. april 1847 bliver Johanne Engersløv mor til Wilhelmine Caroline Weber, som kun bliver kun 10 dage gammel, da hun dør den 21. april 1847. Den 23. januar 1849 får Johanne Engersløv og ægtemanden en datter, som den 18. marts 1849 bliver døbt Caroline Jacobine Weber i Trinitatis kirke. Den 17. april 1853 får Johanne Ingersløv med Carl Jacob sønnen Simon Peter Weber, der døbes den 12. juni 1853 i Trinitatis kirke. Carl Jacob Weber dør nok kort efter 1853. Johanne Engersløv får datteren Theodore Adolphine Engersløv den 24. december 1857, som døbes i Trinitatis kirke den 15. januar 1858. Moren beskrives som Carl Jacob Webers enke, og faren udlægges som bødkersvend Theodor Adolf Weber, hvilken Johanne ikke bliver gift med. Den 17. februar 1858 dør på Hjortelængen 158 Theodora Adolphine Engersløv 8 uger gammel. Johanne Engersløv bliver gift anden gang med Niels August Løser mellem 1858 og 1860. Den 12. november 1866 bliver Johanne Løser mor til en søn, der døbes Erik Emanuel Løser, og drengen døbes i Sankt Johannes kirke, hvor præsten skriver, at hans far er karetmager. Niels August dør før 1880, hvor Johanne og Erik Emanuel bor hos Johannes datter, Henriette Amalie Weber. Det sidste kendte vidnesbyrd om Johanne er fra folketællingen i 1885, hvor hun bor alene med sønnen Erik Emanuel.

 

Marie Kathrine Evald bliver i slægtstræet mor til Ane Engersløv fredag den 26. august 1825 på Hjortelængen 158 i København. Marie Kathrine opkalder ingen af sine børn efter sine forældre.


Den 11. december 1827 får Marie Kathrine Evald tvillingeparret Peter Erik og Marie Kirstine Engersløv. De døbes i Trinitatis kirke i København den 20. januar 1828.


Familien Engersløv flytter fra den indre by og ud til Tårnby mellem 1828 og 1834, da familien bor i Tårnby ved folketællingen den 18. februar 1834 sammen med Marie Kathrine Evalds mor og deres 4 børn.

 

Onsdag den 2. juli 1834 bliver Marie Kathrine Evald mor til en søn i Tårnby, der døbes Simon Simonsen Ingersløv. Simon bliver voksen og får børn med sin hustru Nanna Menge, og der er efterkommere til ham i dag. I 1880 bor familien Simon Simonsen Ingersløv i Ryesgade i København med 6 ugifte børn.

 

Den 27. december 1837 får Marie Kathrine Evald datteren, som døbes Inger Kirstine Engerslev. Inger Kirstine døbes i begyndelsen af 1838 i Trinitatis kirke i København.

 

Ved folketællingen den 1. februar 1840 består familien med Marie Kathrine Evald på Hjortelængen 158, Stuen, af forældrene og 6 hjemmeboende børn.


Ved folketællingen den 1. februar 1845 bor Marie Kathrine Evald stadigvæk på Hjortelængen 158, Stuen, sammen med manden og nu 4 hjemmeboende børn.

 

Marie Kathrine Evald bliver enke som 50-årig. Hendes ægtemand, Simon Pedersen Engersløv, dør den 10. august 1848, og han begraves fra Trinitatis kirke i København den 15. august 1848.


Ved folketællingen den 1. februar 1850 bor enken Marie Kathrine Evald stadigvæk på Hjortelængen 158, stuen, i København. Husstanden består foruden af 4 hjemmeboende børn også af hendes gamle mor:

Marie Catrine Evald Engersløv    52 år   Enke  Brændevinsbrænder Kolding

Ane Engersløv                         25 år   Ugift   Hendes barn København

Peter Erich Engersløv               23 år   Ugift   Hjul- og karetmagervsvend, indkaldt til krigstjeneste København

Marie Engersløv                      23 år   Ugift   Hendes barn København

Simon Engersløv                     16 år   Ugift   Hendes barn København

Cestine Evald                          77 år   Enke  Underholdt af Madam Engersløv, Viuf, Vejle amt

Cestine Evald (alias Kirsten Marcusdatter) er moren til Marie Kathrine, som nu er enke og derfor flyttet til København fra Kolding for at være hos, hvad der er tilbage af Evald-familien.

 

Den 26. juni 1853 er Marie Kathrine Engerslev [Evald] af København i Gentofte kirke, hvor hun står gudmor for sit barnebarn. Det er sønnen, hjulmager Peter Erik Engerslev, der er bosat i Ordrup i Gentofte sogn, som får døbt sin søn for Erik Georg Albert Engersløv. Drengen er født den 24. maj 1853 i Ordrup. Andre faddere er jomfru Marie Engerslev [dvs. Peter Eriks tvillingesøster, Marie Kirstine Engerslev] ved byen [vel København?], bager Georg Morten Wulf af Helsingør og samt hjulmager Albert Eyrsk på Søholm.


Marie Cathrine Evalds mor, Kiersten Marcusdatter, dør hos familien på Hjortelængen 158 den 26. juli 1853, og hun er altså 55 år gammel, før hun mister sin mor, der dog også opnår den høje alder af 82 år.

 

Ved folketællingen den 1. februar 1855 står der på ejendommen Hjortelængen 158, at den ejes af Engersløvs enke, som jo må være Marie Kathrine Evald. Der bor følgende:

Ejer: Engersløvs Enke

På adressen bor der nu på 1. sal:

Johan Carl Vest                             34 år       Gift          Kjøbenhavn    Arbeitsmand       

Ane Vest født Ingersløv                  30 år       Gift          Kjøbenhavn    Hans kone

På 2. sal bor i Hjortelængen 158:

Marie Catarin Ingersløv født Evald    58 år       Enke        Kolding

Simon Simonsen Ingersløv              21 år       Ugift         Amager

Marie Christine Ingersløv                 27 år      Ugift         Kjøbenhavn

På 3. Sal på Hjortelængen 158 bor der en del mennesker, men blandt dem:

Johane Væber født Ingersløv           31 år        Enke       Kjøbenhavn

Caroline Jacobine Væber                   6 år       Ugift        Kjøbenhavn

Henriette Amalie Væber                    3 år        Ugift       Kjøbenhavn


Marie Kathrine Evalds søn, Peter Erik Ingerslev, bliver igen far den 14. februar 1856 i Ordrup i Gentofte sogn, hvor hun får barnebarnet Sophus Christian Oscar Ingerslev. Drengen døbes i Gentofte kirke den 15. juni 1856, hvor madam Marie Ingerslev i København er gudmor, dvs. Marie Kathrine Evald. To af Peter Eriks søskende er også faddere, nemlig tvillingesøsteren Marie Kirstine Engersløv og lille broren Simon Simonsen Engersløv.


Den 17. februar 1858 dør på Hjortelængen 158 en Theodora Adolphine Engersløv. Theodora er en uægte datter af Johanne Weber født Engersløv, og Theodora blev kun 8½ uger gammel. Den udlagte far var bødkersvend Theodor Adolf Weber på Hjortelængen 158.


Marie Kathrine Evald bliver altså mor til i alt 6 børn.

 

Det vides ikke, hvornår Marie Kathrine Evald går bort, men hun er ikke begravet under Trinitatis kirke før marts 1860, og hun er således blevet mindst 62 år gammel.

Relationer: Karna Kristense Emilie Jørgensen <- Kaja Martine Charlotte Birgitte Svendsen <- Carl Emil Svendsen <- Ane Engersløv <- Marie Katrine Evald

Marie Kathrine Evald som indskrevet i Kolding kirkebog ved dåben i 1798

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.03 | 16:23

Meget spændende side - mange guldkort i min søgen.
Peder Simonsen er ikke død som antaget i forhold til lægdsrullerne - min mands familie er efterkommere

...
02.03 | 14:22

Havde Anders Kieldsen ikke også en søster ved navn Anne Kieldsdatter?
Hun figurerer i alt fald i Breills skifteuddrag for Mariager byfoged 1734-1782, nr. 250.

...
19.01 | 10:37

Kære Allan, har søgt Søby Sogn v. Randers, Ærø og Søby Brunkul. Kan ikke finde Birte Katrine f Pedersen. Kender du fødeår+ forældres navne? Vh Lene

...
18.01 | 23:22

Tak Allan Graugaard-Jensen. ser først dit svar 18.1.2019.Mon du har mere information om Birthe Katrine f Pedersen? var der Spanioler aner hos hende? Bh Lene

...
Du kan lide denne side