Mads (Matths) Jensen (? - ?)
11 af 64 - Mads (Matths) Jensen

Mads (eller ved mange lejligheder Matths eller Matz) har vi ingen oplysninger om med hensyn til fødested og tidspunkt. Dette er et af de få tilfælde, hvor man kan se, at det danske drengenavn Mads stammer fra navnet Matthias. Men Mads Jensen er vel født omkring 1705 til 1715.

 

Mads Jensen bliver forlovet med Kirsten Christensdatter lørdag den 14. november 1744 i Rørbæk. Præsten skriver:
D: 14 Nov trolovet Mads Jensen og Kirsten Christensdatter, hands forlovere var Michel Clausen og Niels Peersen, hendes Lars Christensen og Morten Mathisen.

Mads Jensen og Kirsten Christensdatter bliver gift i Rørbæk kirke søndag den 20. december 1744, hvorefter præsten skriver:
D: 20de Dec: blev Mads Jensen og Kirsten Christensdatter copulerede.


Den 12. august 1745 står Mads Jensen trolover for parret Niels Gravesen og Maren Terkelsdatter. Mads Jensen er en af hendes forlovere. Maren og Niels bliver gift den 20. oktober 1745. Maren Terkelsdatter står jo efterfølgende fadder for ham.


Ved starten af 1746 får Mads (Matths) Jensen sin første datter, og da hun er døbt Anna Madsdatter i Rørbæk kirke søndag den 16. januar 1746, skriver præsten: 

2den Sønd efter H 3 Konger blev Mads Jensens barn døbt og kaldet Anna, blev baaren af Anna Nielsdatter, fadderne var Bertel Christensen, Lars Christensen, Karen Jensdatter, Maren Terkelsdatter, Maren Gravesdatter.

[Maren Gravesdatter er velsagtens en svigerinde til Maren Terkelsdatter.]
Mads Jensens hustru, Kirsten Christensdatter, introduceres i kirken igen den 9. marts 1746.

 

2. Pindsedag 1746, som er den 30. maj 1746, står Mads Jensen fadder for Jens Smid i Rørbæk kirke. Rørbæk-smeden har nemlig fået sønnen Jens Jensen. Gudmor til den lille dreng er Johanne Nielsdatter. Andre faddere er Niels Smid, Niels Jensen, Maren Gravesdatter og Maren Terkelsdatter.

På kirkedagen 17 p Trin 1747, som er den 24. september 1747, er Mads Jensen fadder i Rørbæk kirke igen. Denne gang gør Mads det for Anders Larsen, der får sin søn døbt med navnet Markus Andersen. Gudmor er Mette Pedersdatter. Andre faddere er Jens Hansen, Søren Andersen, Maren Gravesdatter samt Anna Larsdatter.


Den 7. februar 1749 er Mads Jensen i Døstrup, hvor han er forlover for parret Jens Hansen af Rørbæk og Mette Lauridsdatter af Døstrup. Den anden forlover ved denne lejlighed er Niels Pedersen af Store Rørbæk. Det vides ikke, hvordan Døstrup-parret er i familie med eller kender de to mænd fra Store Rørbæk, men Jens Hansen stammer måske fra Store Rørbæk?

Tirsdag den 12. august 1749 får Mads (Matths) Jensen en datter døbt i hjemmet, og hun døbes Maren Madsdatter. Præsten skriver, da dåben bekræftes i Rørbæk kirke den 17. august 1749:
Den 12 Augusti blev Mads Jensens barn Maren for Svagheds skyld hiemmedøbt og Dom 11te post Trinit: som var næste Søndag efter, blev daaben confirmeret i Kirken, baaren af jomfru Anne Marie Gall, fadderne var mons Thomas Karmarch, Bertel Christensen, Kirsten Christensdaatter, Karen Svenningsdaatter, Maren Graversdaatter.
[Thomas Karmarch begraves i Rørbæk 3½ år senere, nemlig den 26. februar 1753.]

Mads Jensens hustru kommer tilbage i kirke på kirkedagen 17 p Trin 1749, som er den 28. september 1749. Det er faktisk halvanden måned efter fødslen, men det har der nok været en årsag til. Maren Madsdatter bliver gift med Jens Nielsen af Store Rørbæk, og de har ved folketællingen i 1787 børnene Maren Jensdatter, som er døbt den 24. januar 1779 i Rørbæk, og Mathis Jensen, der altså hedder det samme som sin morfar. Mathias Jensen døbes den 16. februar 1783 i Rørbæk kirke. Den ene fadder er Jens Vognsens hustrup af Grynderup, dvs. drengens moster. Den næste søn bliver døbt Niels Jensen den 27. april 1788 i Rørbæk kirke, og mosteren fra Grynderup er nok engang gudmor. Den 14. april 1793 får Maren sin sidste søn, der døbes med navnet Christen Jensen. Ved folketællingen i 1801 har Maren og Jens 3 hjemmeboende børn i Rørbæk: Mathis på 18, Niels på 12 og Christen på 8 år. Der er en Mathis Jensen fra Rørbæk, som står fadder i Brorstrup kirke den 6. oktober 1814, da Jens Mathiesen får døbt en datter for Giertrud Jensdatter, men det er næppe Jens Nielsens søn. Maren Madsdatter dør i Rørbæk den 19. august 1815, og hun begraves på Rørbæk kirkegård den 24. august 1815. Præsten skriver, at hun blev 66 år, hvilket er korrekt, og at hun ”var indsidder i Rørbæk og huusfolk”.
 
På kirkedagen 14 p Trin 1749, som er den 7. september 1749, er Mads Jensen af Store Rørbæk forlover for Niels Jensen, da denne vil giftes med Maren Graversdatter. Parret bliver viet i Rørbæk kirke på kirkedagen 27 p Trin 1749, men hvor præsten vel mener den 30. november 1749? Niels Jensens anden forlover er Jens Hansen. Forlovere for Maren er Niels Graversen og Kield Pedersen af Stenild.
Mads Jensen i Rørbæk efter 1750
På kirkedagen 1 p Trin 1751, som er søndag den 13. juni 1751, står Mads (Matths) Jensen fadder for Niels Jacobsen i Rørbæk, der har fået en datter, som døbes Ingeborg Nielsdatter. Gudmor er Inger Jensdatter fulgt af Maren Rasmusdatter. Den sidste fadder er Anders Allestrup.
 

Mads (Matths) Jensen bliver i stamtræet far til Karen Madsdatter, som fødes omkring midten af september 1751 i Rørbæk. Karen bliver døbt 15 p Trin 1751 i Rørbæk kirke, hvilket er søndag den 19. september 1751. Karen Madsdatter dør søndag den 17. december 1815 i Grynderup.

Søndagen efter på kirkedagen 16 p Trin 1751, som er den 26. september 1751, står Mads Jensen igen fadder til en lille pige, som døbes Mette Nielsdatter. Mettes far hedder Niels Jensen Smed. Gudmor er Mette Smed, mens andre faddere er Peder Smed, Maren Terkelsdatter, Else Laursdatter og Mette Pedersdatter.

14 dage efter det sidste fadderskab, på kirkedagen 18 p Trin 1751, dvs. den 10. oktober 1751, står Mads Jensen nok engang fadder i Rørbæk kirke. Nu er det en lille dreng, som døbes Bertel Jensen, og hvis far hedder Jens Bertelsen. Gudmor er Johanne Nielsdatter af Hørby. Andre faddere er Christen Christensen af Store Rørbæk, Christen Nielsen af Haverslev, Tøger Jensen af Hørby, Ulrica Antonsdatter [Anthonisdatter] og Maren Graversdatter.

På kirkedagen 20 p Trin 1751, som er den 24. oktober 1751, kommer Mads Jensens hustru tilbage i kirke efter at have født datteren Karen Madsdatter.

Lørdag den 1. januar 1752 står Mads (Matths) Jensen fadder til Jens Hansens dreng, der døbes Laurs Jensen i Rørbæk kirke. Peder Smeds hustru er gudmor, mens de andre faddere er Christen Laursen, Niels Jensen Smed, Maren Andersdatter og Anne Laursdatter.

 

Mads (Matths) Jensen bliver igen far i 1754, da datteren Else Madsdatter bliver døbt tidligt på året på kirkedagen Dom Qvasimodo 1754 i Rørbæk kirke. Præsten skriver altså 1. søndag efter påske, hvilket er den 21. april 1754, følgende i kirkebogen:
Dom Qvasim Matths Jensøns barn døbt og kaldet Else baaret af Karen Larsdatter, faddere Else Larsdatter, Maren Torkildsdatter, Christen Berthelsøn, Lars Christensøn

 

På kirkedagen 21 p Trin 1754, som er den 3. november 1754, står Mads (Matths) Jensens hustru, Kirsten Christensdatter, fadder i Rørbæk kirke for Bertel Christensens søn, som døbes Christen Bertelsen denne dag. Gudmor er smedens kone, Maren. Andre faddere er Lars Nielsen, Lars Christensen, Jens Bertelsen og Maren Christensdatter.

 

Mads Jensens datter, Else Madsdatter, dør igen i slutningen af december 1754, og hun begraves på Rørbæk kirkegaard på nytårsdag 1755. Den lille Else bliver altså kun ca. 8 måneder gammel.

 

På kirkedagen Festo Trinitatis 1755, som er den 25. maj 1755, er Mads Jensen forlover for et ægteskab mellem Peder Sørensen Kudsk og Else Pedersdatter. De bliver gift onsdag den 29. oktober 1755 i Rørbæk kirke.

I 1756 står Matths Jensen fadder for Berthel Christensens søn, der døbes Laurs Berthelsen, og det sker på kirkedagen 13 p Trin 1756 i Rørbæk kirke, hvilket er den 12. september 1756. Berthel Christensen kunne være en svoger. Laurs Nielsens hustru i Tulstrup er gudmor, mens de andre faddere er Laurs Nielsen af Tulstrup, Christen Matthiasen, Laurs Christensens hustru af Døstrup samt Anne Marie Matthiasdatter.

Lørdag den 4. marts 1758 står Mads (Matths) Jensen forlover til brylluppet mellem Christen Matthiasen og Anne Christensdatter i Rørbæk, og han gør det for Christen Matthiasen sammen med Berthel Christensen. Annes forlovere er Christen Graversen og Niels Graversen.

 

På kirkedagen 27 p Trin 1758, som er den 26. november 1758, står Mads (Matths) Jensen fadder for Christen Matthiasens tvillingesønner, der døbes Christen og Matthias Christensen. Gudmødre er Maren Christensdatter og Anne Marie Matthiasdatter. Andre faddere er Niels Graversen, Peder Smed samt Jens Knudsen.

 

På kirkedagen 20 p Trin 1760, som er søndag den 19. oktober 1760, står Matths Jensens hustru, Kirsten Christensdatter af Store Rørbæk, gudmor til Christen Matthiasens søn, der døbes Matthias Christensen. Matths Jensen står selv fadder. Andre faddere er Christen Graversen, Niels Ladefoged, Maren Mortensdatter, Niels Knudsens hustru, Maren, samt Jens Nørgaards datter, Anne Cathrine Jensdatter Nørgaard. Tilføjet: begraven.

Den 6. april 1767 bliver Matths Jensens datter, Maren Madsdatter, konfirmeret i Rørbæk kirke.

Matths Jensens datter, Karen Madsdatter, bliver konfirmeret søndag den 10. april 1768 i Grynderup kirke, hvor alle 11 unge fra Grynderup og Rørbæk bliver konfirmeret dette år.

Mads (Matths) Jensen bliver altså far til mindst 4 døtre og ingen sønner, hvoraf den ene pige dør som spæd.

Familien Mads (Matths) Jensen bor nok i Rørbæk i de mange efterfølgende år, men de gør ikke mere væsen af sig. Det ser dog ud til, at Matths Jensens hustru, Kirsten Christensdatter, begraves den 22. februar 1784 på Rørbæk kirkegård, hvor hun er 71 år gammel. Hun er så født i 1713, hvilket stemmer godt overens med den forventede alder ved brylluppet i 1744. Præsten skriver da:
1784 Feb. d 22de: Kirsten Christens Datter begravet 71 Aar gamel

Det vides ikke, hvor eller hvornår Matths Jensen dør, da denne indgang ikke findes i Rørbæk kirkebog.


Mads Jensen, eller ved visse lejligheder Matths Jensen eller Matz Jensen, som indskrevet i Grynderup kirkebog

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

I dag | 11:45

En fantastisk udførlig og god side! Jeg leder efter oplysninger om en Mogens Tollestrup, fra Skærshale, der er fadder til et par af Jeppe Madsens børn o. 1740.

...
09.10 | 18:13

Fantastisk spændende læsning .. jeg er født i 1949 og opvokset i Fårup Stationsby med bedsteforældre i både stationsby og Gl. Fårup

...
12.08 | 23:57

Gård nr. 18 - Hvolgård:
1783: Hans Jørgensen og Anna Davidsdatter får sønnen Anders døbt i Pjedsted 6. april 1783

...
12.08 | 23:55

Gård nr. 18 - Hvolgård:
1782: Enkemanden Hans Jørgensen vies til David Berthelsens datter Anna Davidsdatter i Pjedsted 12. juni 1782

...
Du kan lide denne side