Interessante historier fra kirkebøgerne

Hvad indeholder denne side?

Denne side henviser til afsnit i diverse midt-, østjyske og fynske kirkebøger, der fortæller interessante historier. Sådanne historier findes især i kirkebøgerne fra 1700-tallet, hvor præsterne ikke var fastlåst af kolonner og standarddata som efter 1814, hvor det hele blev formaliseret, men det kan da også ske, at en præst fortæller en mere detaljeret historie efter 1814 i kolonnen Bemærkning.

Hvem er nu gift, og hvem er nu ugift?

I Funder-Kragelund kirkebog 1745-1807 finder man en lille pudsighed om, hvor let det var for præsten at skelne mellem folk – han kendte dem jo – men hvor svært det så kan være for os i dag at gennemskue, hvem der er hvem, når præsten skriver sin kirkebog ud fra sit forhåndskendskab til sin menighed.

Når der lever en Jacob Pedersen i Funder, som er gift, og en Jacob Pedersen, som er ugift, kender præsten jo godt forskellen. Det er derfor den naturligste ting i verdenen at skrive dette. Men hvis man leder efter sin forfar Jacob Pedersen i dag, skal man godt nok lige kende noget mere til ham, før man kan regne ud, om man har fat i den rigtige Jacob Pedersen. Lignende ser man f.eks. i Torup i Himmerland, hvor præsten nævner Michel Sørensen den unge og Michel Sørensen den ældre og nogle gange uden hverken det ene eller det andet. Og da de får børn inden for den samme periode, er det godt nok svært at tegne familien ind på kortet.

Nå, men tilbage til Funder, hvor præsten nemlig skriver:
Festo Winidium d 17=april? Døbt i
Funderkirke en Datter navnet Karen
Marie af ? Forældre Niels Nielsen
Hyrde og hustru Dorthe Jørgensdatter af
Funder, Barnet frembaaren af Christen Jacob
sens hustru Mette Madsdatter ibidem, Faddere
Niels Jensen, Jacob Pedersen den ugifte,
Hans Pedersen og Mette Pedersdatter alle af
Funder

Her er det Jacob Pedersen den ugifte. Næste gang er det måske Jacob Pedersen den gifte?

Hvordan man skrev, når man slet ikke kunne skrive

Som man kan se flere steder på denne hjemmeside, kan de fleste af os nok finde en eller flere af vores forfædres underskrifter, hvis vi leder nok kirkebøger igennem – basalt set ved at lede efter alle børns bryllupper er der chance for at finde en, som er blevet gift i ”det rigtige sogn”. Umiddelbart er mit gæt dog, at det er mere almindeligt i Jylland end i de andre landsdele. I nogle sogne er der mange, mens nabosognene måske slet ikke har nogle.

Man skal dog altid sammenligne underskriften med den skrift, som præsten ellers skriver, for man ser også, at det, der ligner en underskrift, faktisk er skrevet af præsten selv – hmm – kan man kalde dette for dokumentfalskneri? Nogle mænd, og det var jo altid mænd, som fik adgang til den hellige bog, kunne skrive deres eget navn fuldt ud. Børnene lærte dengang hovedsageligt at læse. Hvis de også skulle kunne skrive, afhang det af degnens lyst til at lære dem det, eller også af, om folk betalte degnen for denne ikke-obligatoriske undervisning. Så det var bestemt ikke alle, som kunne skrive deres eget navn.

Et sjovt eksempel på dette ser vi i Torup i Simested sogn i Himmerland, hvor faren, Michel Sørensøn, kan skrive sit navn fuldt ud, mens sønnen, Niels Michelsen, kun har lært at sætte sine initialer. Det kan man da kalde et tilbageskridt.

Men alle lærte i det mindste at sætte deres initialer – og det skulle pigerne faktisk også kunne. De bestod af 3 bogstaver. De 2 første for fornavn og patronym, og det sidste som ”S” for søn eller ”D” for datter. En af de sjoveste udgaver af dette finder man i Mariager Købstads kirkebog i 1774. Den 29. juni 1774 bliver Anders Christensen Bierre nemlig forlovet med enken Maren Hansdatter fra Katbjerg. Anders’ far skriver under på hans vegne, men Christen Andersen Bierre kan ikke skrive, så han sætter sine initialer med det flotteste omvendte C, man kan lave. Præsten skriver efterfølgende:
betyder Christen Andersen Bierre

Den sjove underskrift fra Christen Andersen Bierre, der ikke kunne skrive

Musketeren, der skød sig selv ihjel i Fredericia i 1780 i melankoli

Når man tænker på de soldater, der vendte hjem fra Irak og Afghanistan nu til dags, og de problemer, de har som følge af traumer fra deres oplevelser, bør man nok også tænke over, hvor mange unge danske mænd, der fik ødelagt deres liv som følge af krigene i 1849 og 1864. Der er sikkert også mange af dem, der begik selvmord, eller som bare mistede forbindelsen til det normale liv og efterfølgende kom igennem tilværelsen som vrag. I det hele taget er det meget sjældent, at man i de gamle kirkebøger hører om nogen, som begik selvmord. Der var nok knap så mange selvmord som i dag, fordi man ikke havde tid til at tænke over sit triste liv, idet man havde travlt nok med at få noget mad og overleve i det hele taget – man nåede sjældent til det punkt, hvor man tænkte over livets kedsomhed.

Men at selvmord også skete i 1700-tallet og 1800-tallet, og at det også skete for unge mænd i militæret, finder man et eksempel på i Fredericia i 1780. Navnet taget i betragtning var Georg jo nok en professionel lejesoldat fra en af de tyske stater. Det var jo en synd at begå selvmord, men den unge Georg kunne måske være glad for, at han gjorde det i en by. Georg bliver nemlig begravet på selve kirkegården, og andre soldater tager sig af hans lig. Hvis selvmordet var sket ude på landet, var Georg højst sandsynligt blevet begravet uden for kirkegårdsmuren. Præsten i Michaelis kirke lægger ikke skjul på, at han er død i vanære, da han bruger ordet ”afsides”, og at det er foregået tidligt om morgenen, før andre var stået op:

D: 25de Febr blev Musqr [Musketer] Georg Breunlein, som i Melancholie skal have skudt sig selv ihiel / begraved afsides paa Kirkegaarden om Morgenen tidlig, same blev henbaaren af Soldaterne. Hans alder var : 34 Aar.

Indgangen fra Michaelis 1780, hvor begravelsen af Georg Breunlein beskrives

Barnet, der blev aflivet af moren i Dronninglund sogn

I gamle dage kendte man nok ikke på samme måde til fødselsdepressioner, og selv om moren var sund og rask, kunne en fødsel være en tragedie, hvis barnet var uægte, eller der var andre kontroverser omkring familien. De fleste af sådanne sager kender vi ikke i dag via kirkebøgerne, for det var trods alt sjældent, at præsterne skrev så smertefulde sager ind i bogen.

Den 24. april 1861 begraver præsten i Dronninglund sogn et nyfødt spædbarn, som barnets mor selv har slået ihjel, og det er et af de få vidnesbyrd, man ser om den slags i kirkebøgerne.

Den lille pige er født den 17. april 1861 og begraves en uge senere. Da hun er begravet, skriver præsten følgende ud for den udøbte pige:
”født levende, men aflivet af Moderen - - - - - - ”

Om ”moderen” fortæller præsten, at det er den ugifte Inger Marie Nielsen af Lille Revdahl”.

Inger Marie Nielsen er i folketællingen året før en 33-årig kokkepige på gården Lille Rævdahl i Dronninglund og født i Børglum sogn. Ved folketællingen 10 år tidligere, dvs. 1850, var hun tjenestepige på en gård i Thise, og da angives hun til at være 25 år og født i Børglum. Hvem hun egentlig er, er et godt spørgsmål, for hun kan ikke umiddelbart findes før folketællingen i 1850. Der er ikke født nogen pige med navnet Inger Marie Nielsdatter i Børglum sogn inden for perioden 1822 til 1830. Der er 3 styk Inger Marie Christensdatter samt 1 enkelt Inger Marie Michelsdatter.

Er der en af sidens læsere, der kender til sagen og kan fortæller os mere om Inger Marie, og hvad der skete? Hvis du sender det til henrikmejlby@yahoo.com, opdateres dette afsnit med det.

I øvrigt har præsten i Dronninglund ikke haft det sjovt lige i disse måneder af 1861. Allerede 2 dage efter begravelsen af det dræbte barn, begår aftægtsmand Søren Lindahlsens kone af Thorup selvmord, idet Maren Larsdatter, som præsten skriver, ”om natten drukner sig selv i en brønd”. Hun blev 61 år gammel.

Om en af de triste skæbner, hvor vi ikke får hele den ulykkelige historie at vide.

Vi danskere har nu altid været praktiske

En ting, som vi nok kan prale af i forhold til så mange andre folk og lande, er, at der vel altid har været praktiske mennesker i Danmark, hvor det fornuftige vælges frem for det absurde. Der kan være så mange love (og endnu flere med nutidens absurde teater af et folketing, der vil styre hver enkelte lille ting i Danmark), og der kan være så mange kulturregler eller andre hensyn at tage i forhold til religion, folks fordomme, forventninger og lignende.

Men når vi kommer til det sted, hvor noget er fornuftigt, selv om det ikke er standard, ja, så følger vi vel oftest instinktet og gør det, der giver mening. Eksemplet på, at vi trods alt gør det fornuftige, frem for altid at følge nogle mærkelige love eller forventninger, findes i Aalborg Vor Frue kirkebog i 1740. Der finder en begravelse sted af Niels Vævers 2 små 10-dage gamle tvillingedrenge, og præsten skriver som en logik i al fornuft, at de begraves i en og samme kiste. Hvad man så bagefter spørger sig selv om: ”blev spædbørn i det hele taget altid begravet i en kiste i gamle dage, eller gravede man bare dybt?” Historien fra Vester Nebel kan ikke bruges til at svare på dette spørgsmål, da det der jo var moren, som selv havde begravet sit barn på kirkegården, og i øvrigt foregår historien der jo først 70 år efter denne begravelse.

Men sådan foregik det også 40 år senere. Man finder nemlig en tilsvarende indgang i Vinding kirkebog ved Vejle. Præsten skriver nemlig 4. advent 1778, at Niels Jensen Kochs to sønner, Christen på 4 år og Jens på 2 år, er døde af børnekopper, og at de ”lagde i een liigkiste”.

Præsten i Aalborg skriver følgende:
1740 Julius 15
Jesper og Niels. Niels Albertsen Vefvers
begge udi en kiste            Sønner        -  -  10

Da Niels Albertsens tvillinger dør, begraves de sammen i Aalborg i 1740.

Jeppe mistede hustruen, Anders en datter

I Snæbum kirkebog i 1771 finder man en af de tragiske historier, der nok berørte en landsby voldsomt i gamle dage, når det skete. Man var måske nok vant til, at en del mennesker døde, også uden at være specielt gamle, men når naturen viste sig fra sin grimme side, må det alligevel have været et chok af en hel anden slags.

Du kan på siden Familien Møller kunne læse historien fra Skrødstrup i Hem sogn om, hvor en far og hans 5-årige søn bliver dræbt af torden og lyn. Knap så dramatisk er præsten i Snæbum den 21. juli 1771, hvor han begraver Jeppe Nielsens hustru og Anders Svenskes datter. Da begge er dræbt samme dag af et lyn, må man formode, at hustruen og datteren var sammen, da naturen sendte dem til himmels, men basalt set kan de jo godt være dræbt af to forskellige lyn – så detaljeret er kirkebogen trods alt ikke.

Præsten skriver nemlig efter begravelsen af de 2 kvinder denne korte notits på kun 3 linjer:

D 21 Julü blev Jeppe Nielsens hustru af Snæbom udi hendes Alders
33 Aar og Anders Svenskes Daatter ligesaa af Snæbom i hendes Alders
14 Aar begravede, begge blev dræbte af Lÿnild.

Om den dag i Snæbum, hvor Thors hammer frarev byen nogle af dens indbygger i 1771.

Barnet med syv fingre på hver hånd og syv tæer på hver fod

I Vesterbølle kirkebog i 1772 finder man en historie, som er forholdsvis tæt på den om drengen i Vær, der lignede en fisk. Men i modsætning til Vær-historien er der her tale om et barn, som lever efter fødslen, og som når at blive døbt. Laust Søkbechs datter Else Laustdatter overlever hele 10 dage, så den lille pige har kæmpet sin sag, selv om hun var vanskabt.

Efter dåben den 3. juli 1772 skriver præsten:

Den 3de Julÿ hiemmedøbt Laust Søkbech af Svingelberg
Hans Daatter kaldet Else. NB: Dette barn hafde Siuv
Feniger paa hver hjaand, og siuv Tæer paa hver fod
Og døde 10 dage etter fødselen.

Om den lille Else, der blev født i Vesterbølle med 7 fingre og 7 tæer.

Et stykke dansk militærhistorie i de gamle kirkebøger

Når man læser de gamle kirkebøger for landsbyerne nord for Kolding får man et sjældent indblik i dansk militærhistorie, og hvor meget militæret fyldte i visse små byer på strategiske steder i Danmark. Man kan også læse i kirkebøgerne, hvor integrerede de militær folk var i disse landsbyer, hvor de lå år efter år, idet f.eks. byens andre indbyggere står faddere for disse militærbørn. Nogle gange ser man endda, at en soldat træder af, bliver gift med en pige fra landsbyen og overtager sin svigerfars gård.

Et eksempel på nogle af de små begivenheder i de militære omgivelser får man, når de unge mænd gør pigerne gravide uden at være gift med dem. Det var dog ikke alle, som var unge og ugifte. En del af de soldater, der dengang skulle forsvare Danmark, var jo professionelle soldater og ofte med tysk baggrund. Deraf de mange tyske familienavne, der vinder indpas i Danmark som f.eks. Kleitzner, der over tid bliver til det mere danske Klysner. En anden kendt ”tysk” soldaterfamilie er familien Meier fra Øster Starup, der har sit ophav fra Vestpreussen.

En sjov lille sag er fra Herslevs militærlejr, hvor soldaten Johan Zadler boede, og han må have været gift, idet hans datter, Cathrine Johansdatter Zadler, ikke bliver døbt som uægte. Hvor vigtigt et erhverv en trompeter havde i militæret dengang ses også af, at trompeterens hustru står gudmor for den lille pige. Desuden ser man som noget typisk, at andre faddere er lokale håndværkere og ikke gårdmænd, men soldaterne var altså integreret i det lille samfund, hvor de var placeret.

Præsten skriver i Viuf-Herslev kirkebog efter dåben i 1709:

D: 17 febr døbt Johan Zadlers en chura=
siers barn i Herslef nafnlig Cathrine fad=
derer Christian Rytter Anders Smits hu=
strue i Follerup Bertel Skreders hustrue
i Tollstrup, Rytter kone i Skredder gaar=
den, Trompetter kone ibm holdte barnet

Dåben i 1709 i Viuf-Herslev kirkebog om soldaten Johan Zadlers barn

Hun var dog et skarn fra Vesterbølle

I 1685 i Vesterbølle er der en trolovelse på kirkedagen Dom Sexagesima 1685 mellem Jakob Andersen Skomager fra Viborg og Sitzel Sørensdatter fra Vesterbølle.  Og de fleste af sådanne historier endte da heldigvis lykkeligt, men sådan skulle det ikke gå for Jakob Skomager. Da vi kommer lidt længere frem i kirkebogen, skriver præsten pludselig NB. og så kommer historien om en pige, som var et skarn.

Præsten skriver:

NB.   Det maa agtas om Jakob Andersen Skomager af Viborg oc Sitzel Sørensdatter, at de finge Seddel fra mig, at de motte lade sig vie i Viborg. Dog ? det siden, at hun løb fra ham, synden ud for: Landet, thi hun var dog et skarn, Men hand self er nogen kort tid derefter død, førend de blefer viede.

Når man tænker efter, var præsten dog nok for hård ved hendes omdømme, for hvis vielsen for hende var værre end døden, kan jo være, at det var Jakob Andersen Skomager, der var ondskaben selv. Men det får vi jo aldrig at vide, så lad os nøjes med at sige: Hvil i fred, Sitzel Sørensdatter fra Vesterbølle! Hvor du så end blev begravet henne, for det var jo næppe på Vesterbølle kirkegård.

Historien om Sitzel Sørensdatter fra Vesterbølle.

Alle de absolverede i Østerbølle

Hvis man dyrkede sex uden for ægteskab i gamle dage, var det i højest grad misbilliget af kirken. Og gik det helt galt, og pigen blev gravid, var den kirkelige straf en, som især ramte det stakkels barn samt moren, mens fædrene lykkeligt kunne leve videre uden den store skam. De skulle betale en pengebøde til selve kirken eller en anden institution, men når den var betalt, var deres brøde afsonet. Selv om man ser forskel på, hvor hårdt udenomssex blev straffet over tiderne og selv fra sogn til sogn, afhængigt af præstens religiøsitet og luner, var det alt i alt at betragte som noget Øv.

De ældste kirkebøger har ligefrem afsnit, hvor kvinderne hænges ud og kaldes absolverede eller udløste. I 1800-tallet er man dog gået over til at indføre disse børn blandt de ægte børn – de kaldes nu ”bare” uægte. Det lyder lige så grimt, som det vist nok var. Når man læser listerne over døde ser man også en uforholdsvis stor andel af de uægte børn, der ”uheldigvis” dør som spæde, når man sammenligner med dødeligheden blandt de ægte børn.

Der var måske derfor ikke noget at sige til, at unge kvinder, når de kom i knibe, skyndte sig at finde en mand, som gennem ægteskab gjorde barnet til ægte. Alle disse førstefødte med en anden far end den, der står i kirkebogen, kender vi jo bare ikke, fordi det hele er skjult mellem linjerne. Jeg har på et tidspunkt læst, at en forsker mener, at 10% af de førstfødte i gamle dage har en anden far end den, der er angivet i kirkebogen.

I Østerbølle i Himmerland var 1698 dog et år, hvor præsten var særlig ærgerrig i sit arbejde med at afsløre synderne, så vi får hele smøren på bare en enkelt dag: Den 17. april 1698:

1698
Dom Palmarum som indfandt d 17 April: stod disse fra ? Qvindbe? Aaebenbare Skrift i Østerbølle Kirke for Skoele? Anne Christensdatter (vide ? Anno 1687 d 10 juli. fire Dom 7 Trin) som en Tid lang har tient Bÿrial Pedersen i Bÿgum, udlagde til Barnefader en Dreng som tiente i Gaarden med hende, ved Nafn, Niels Jensen, som er Jens Michelsøns Søn i Østerbølle. Kirsten Jensdatter tiente Jens Reum i Østerbølle, udlagde til Barnefader, en Dreng ved Nafn Christen Nielsen, som tiente i Gaarden med hende. Maren Christensdatter, tiente forleden Aar til Niels Østergaard i Bÿgum, blef der be? Af Fedste Søn, nafn: Christen, som ? blef udlagt til Barnefader. Vid supr ao 1696.

Da præsten smed flere piger ud af kirke i Østerbølle på samme dag i 1698.

Faderen i Vesterbølle er en af de to i 1712

I nabosognet Vesterbølle var livet dog også ganske interessant. I 1712 er den en sag fra Glerup, hvor præsten fortæller om rygterne mht. hvem der er faren til et uægte barn. Officiel udlægges en dragon ved navn Morten Andersen fra Løgstør, men præsten tror dog nok selv på, at faderen er sønnen fra gården, hvor hun arbejdede, nemlig Jens Andersen, da Jens og Else Christensdatter nok havde haft det hyggeligt i høet. Præsten skriver nemlig:

1712
Dom 2 Adventy i.e. d 4 Dec. Tog Else Christensdatter af Glerup aabenbarr afløsning i Vesterbølle kirke. Hun hafde tient Anders Jensen i Glerup, oc var der bleven besoed. Hun udlagde til Barnefader en Dragoun fra Lÿkstør – nok Løgstør -, ved nafn, Morten Andersen. Men ondet gik, at Anders Jensens egen Søn i Glerup, faful. Jens Andersen, skulde væer hendis Barnefader.  Thi de hafde holdt ? oc forargeligt huus tilsammen.

Er faderen mon Morten Andersen eller Jens Andersen?

Danmark som den 3. verden i 1706

I Vesterbølle er der også en anden sag fra 1706, hvor en pige bliver smidt ud af kirken efter at være blevet gravid som følge af en voldtægt. Dette er noget, vi jo alle fordømmer kraftigt i dag, når man hører sådanne frygtelige historier fra den 3. verden, men tænk sig, at vi i gamle dage ikke selv var bedre - for kun 200 år siden. Præsten skriver:

Aabenbarte Afløsde 1706
Domin. 15 Trin. i.e. d 12 Sept. tog Karen Jacobsdatter aabenbarr afløsning i Westerbølle kirke for Skørlefnet. Udlagde til barnefader en Karl ved nafn Niels, som skulle komet til hende paa heden imellem Lerkenfeld oc Odensild, oc saar hun ham aldrig før eller siden. Men der skulle hand saagotsom have taget hende med vold. Quasi ulro. Der hun blev besafnet da tiente hun til Jørgen Sørensen i Glerup, som nu ? i Giedsted.

Først blev hun voldtaget, så blev hun dømt!

En begravelse i en næsten antik kiste i Roum

I Roum snakker præsten ikke lige så meget om uægte børn og sladder i forbindelse dermed – sådan var de jo så forskellige, disse præster. Men han fortæller en anden historie, som åbenbart må have gjort indtryk på ham, siden at han ligefrem indskriver det i kirkebogen. Det som vi jo godt kunne tænke os, at han havde skrevet, var, hvor denne kiste til den gamle kone kom fra. Efter en begravelse den 24. marts 1720 skriver han nemlig:

D 24: ditto [marts] blev begrafvet paa Roum kirkegaard En fattig gamel kone nafnlig Karen Justdatter, ud i en gamel fyr kister, var over et hald hundert aar gamel [altså kisten], hendis alder 85 aar

Kort tid derefter begraver præsten endnu en gammel kone på 95 år, som hedder Else Nielsdatter, og også hun ”var ud i en gamel fyr kiste”.

Om præstens fascination af kisten, som Karen Justdatter blev begravet i.

Da Vellev-præsten døber en negerdreng i 1765

Frands Holm skriver i Arbøger fra Aarhus Stift, 1913, en artikel, som hedder: Om præsterne i Vellev i Houlbjerg Herred til O. Flensborg. Meget af historien er jo netop præstehistorie, men midt inden i den, er der en interessant fortælling. Frands Holm skriver:

Meyer har begyndt den næste Kirkebog i Vellev 1763. Han skrev en meget smuk og sirlig Haandskrift. I Modsæt til Formandens afblegede og utydelige Skrift har han anvendt Blæk af en ganske usædvanlig Holdbarhed. Skriften staar saa sort, skarp og tydelig, som var den skrevet i Gaar.

Af Hr. Meyer findes i Kirkebogen følgende Begivenhed optegnet:

1765 d. 12 Septbr blev en ung Mohr (dvs. Morian, som betyder neger) af hedensk Navn Banna, som Hs. Höy Grevelige Excellence H. Greve af Wedell Frijs havde overleveret Sognepræsten for Wellöw Menighed Christian Meyer til at oplæres i den Christelige Religion, examineret af Stiftets Biskop Hans Höyærværdighed H. Doct. Bildsöe, og derpaa d. 15 Septbr. Dom. 15. post Trin. annammet til den hellige Daab her i Wellöv Kirke, og i Daaben blev denne Mohr kaldet Christian Erhard. Fadderne var Hs. Höygrevelige Excellence H. Greve af Wedell Frijs tillige med Hendes Höygrevelige Naade Frue Grevinden, H. Justitz Raad de Lichtenberg, Hr. Jacob Rosborg og Kjereste (Hustru) paa Haraldslund, Jomfru Stolpenberg paa Frijsenborg og Velærværdige Hr. Hans Rosenquist, Sognepræsten for Zeuthen (Søften) og Foelbye Menigheder.

Talen som Sognepræsten Christian Meyer holdte ved Daaben, var over Ephes. 2,13. Denne Mohrs Alder sluttes at være 14 eller 15 Aar.

Frands Holm fortæller ikke yderligere om, hvad der skete med denne til Danmark hentede negerdreng, så hvis du kender resten af historien, hører jeg gerne fra dig på henrikmejlby@yahoo.com.

Om dengang morianen (negerdrengen) Banne blev døbt i Vellev 1765.

Drengen i Vær, der lignede en fisk

A J. Gejlager skriver i Aarhus Stifts Aarbøger 1910 historien om præsten Jens Schmidt, der fungerede som præst i Vær og Nebel sogne fra 1771 til 1799. Han har været en af de omhyggeligste præster, som fandtes i datidens Danmark. På titelbladet i den kirkebog, han starter 1771 efter ankomsten, skriver Jens Schmidt følgende:

”Da den gamle Kirkebog ved min Ankomst her til Kaldet fandtes ganske fuldskrevet for Wæhr Sogn, saa saa jeg mig nødsaget til at indrette en anden, hvilken jeg søgte at give en bedre Form og Indretning, og i denne ommeldte ny Kirkebog indførte jeg deels selv, og deels ved mine Skoleholdere de i min Tid copulerede, fødte og døde efter den af min gamle Degn, Sal. Peder Ullerslev holdende Bog over Ministerialerne. Men da jeg ved nærmere Eftersyn og Collation med mine egne Optagelser har fundet bemeldte Bog saa aldeles fuld af Mangler og Urigtigheder, at jeg umuligen kunde lade den være uforandret eller lade den continuere, saa har jeg nu selv bekostet, indrettet og skrevet denne ny og forbedrede, og som jeg haaber feylfrie Kirke-Bog til min og mine Efterkommeres Brug. Wæhr Præsteg. Febr. Md 1789. Jens Schmidt”.

Når nu Jens Schmidt var så omhyggelig med sine indskrivninger, må man endnu mere forbløffes over den indgang, der er i Vær kirkebog den 6. oktober 1771, hvor der står:

”6te Lod Peder Bødker af Haldrup et dødfødt Drengebarn begrave tilligemed en Vanskabning, der i Overdelen lignede en Fisk, men neden til et Drengebarn – Moderen blev introduceret d. 3de Novbr.”

Der må altså have været tale om tvillinger, som begge var døde, og hvor den ene var mere end usædvanlig deform.

Om drengen i Vær, som lignede en fisk 1771.

Sådan døde Mette Jørgensdatter i Vinding i september 1768

Præster i gamle dage var ikke nødvendigvis højtuddannede og intellektuelle mennesker, men det kunne også være folk, som købte sig til en stilling igennem deres forbindelser eller med penge, der smurte kongens maskineri. Men en del af dem var heldigvis mennesker, som tog deres job alvorligt og sørgede for omsorg for deres sognebørn.

At præsterne i gamle dage var sådan en broget flok af mennesker, skabte dog også en række kirkebøger i 1700-tallet, der er forunderlige, finurlig og fantastiske på hver deres måde. Nogle er systematik af første klasse, mens andre som Vittens er det rene kaos. Det var både godt og skidt med ordningen, der ensrettede kirkebøgerne efter 1814 – de nye kirkebøger giver de samme oplysninger som alle andre, men de gode historier mangler som regel, for der var naturligvis ikke lavet en rubrik: ”Var der en god historie i forbindelse med denne sag?”. Derfor må enhver slægtsforsker være vild med kirkebøger før 1814.

Nogle præster var dovne og skrev f.eks. ”Xsten Xstensen i Sving” i stedet for ”Christen Christensen i Svindinge”. Ja, tænk sig, at præsterne opfandt SMS-sproget flere hundrede år, før mobilen kom frem.
Andre præster var sjuskede. Indførsler mangler i kirkebøgerne, f.eks. Jerslev sogn i Vendsyssel, eller skriften er faktisk ulæselig – måske fordi præsten var alkoholiker, ja, dem har der været nogle stykker af – eller fordi de næsten ingenting skrev ned.
Og nogle, desværre få, præster var meget omhyggelige og giver os oplysninger, som man normalt ellers ikke får om sine forfædre, f.eks. hvad tid på dagen barnet er født, hvad mandens kælenavn er (Hjul-Simon), eller hvor præcist huset, som de boede i, lå henne – ”i huset ved broen på Kraghede”.

I den forbindelse skal man huske på, at bøgerne ikke var til os – til at huske vores forfædre – Nej, oprindeligt var det mandtalsbøger, så kongen kunne vide, hvor mange der skulle betale skat. Bønderne betalte bl.a. med deres dyrkede korn. Præsten betalte af de penge, han fik af bønderne.

Der er mange gode præstehistorier, bl.a. millionærpræsten, der kunne finde på at betale sognebørnenes skat, ”den dovne præst”, der spurgte folk søndag efter søndag, om det virkeligt var nødvendigt at prædike, for han ville hellere ud og fiske (og det kom han), eller f.eks. præsten, der beskyttede sognebørnene mod polakkerne, hvorefter han blev pint ihjel af disse soldater uden for kirken efter gudstjenesten.

Og så er der præsten i Vinding i 1760’erne. Han lavede den mest fantastiske kirkebog, hvor noget er skrevet på langs, og noget andet på tværs. Hvilken snørklet hjerne han må have haft! Han interesserede sig virkeligt for sine medmennesker, og fortæller f.eks. ofte, hvor de er født og af hvem, da de dør – usædvanligt – ja, han var væsentligt forud for sin tid til glæde for os i dag.

En af præstens mange skildringer om livet i Vinding i 1760’er får du her, da den viser lidt om, hvor interesseret præsten var i sine medmennesker. Da Mette Jørgensdatter dør, får du nemlig denne spøjse historie:
D 14 Sept Sepult: Simon Fiskers kone Mette Jørgens Daatter
      Gammel 45 Aar – hun døde meget fastig da hun om dagen
      havde værd i Veile og mod aftenen fulgte manden uden huset
      hinum da fand ? tillige med daatteren og i skoven at sen=
      de Creaturerne, hun gaere ind og undet bavn paa ovnen
      falder om paa gulvet, da naboe komme ind barnets graad
      lammer vid og finder konen liggende død.

Mette Jørgensdatter har åbenbart været i Vejle med manden og deres datter. Da de kommer hjem, og manden skal med kreaturerne ud til skoven, går Mette ind for at lægge brænde i og tænde op i ovnen. Hun falder om på et split-sekund [blodprop må man formode], og da barnet græder højt, går naboen ind i huset, hvor han/hun finder Mette liggende død foran ovnen.

Tak for den forklarende beskrivelse til præsten. Gid de alle havde været som dig – så havde vi kunne forstå vores forfædre meget bedre, end vi gør!

Når jeg finder dit navn, kære præst, skal jeg nok skrive det her:
Nn Nn

Sådan døde Mette Jørgensdatter i Vindinge.

Fra Fredericia til Tyskland via Odense

I Vor Fru kirkebog fra Odense den 15. januar 1776 er der en sjov indgang, når man tænker lidt over, hvad det er, som præsten skriver. Han skriver nemlig:
Maria Magdalena Hansdatters, logerende i Paaske-stræde for Niels Bæchs Enke, hendes uægte barn døbt ved navn
Peder Christian.
Johanna Povelsdatter bbr [bar barnet], Sara Pedersdatter ghf [gich for], faddrerne: Peder Blomme, Niels Pedersen, Hans Nielsen.
Til Barne fader blev udlagt en person, der kaldte sig Peder Jensen, kommende fra Fredericia og reysensk  til Tydskeland, af hvilken Qvindes personne lagde sig at være bleven attaqveret imellem Bolbroe og Odense.

Man må da sige, at Peder Jensen fra Fredericia er helt på vildspor, hvis han er på vej hen over Fyn for at komme til Tyskland! Historien må altså være helt usand, eller Peder Jensen har ingen idé om, hvor Tyskland ligger henne og går på må og få for at finde landet. Eller Maria Magdalena har opdigtet historien, så hun ikke behøver at fortælle, hvem den rette far til barnet er.

Historien fra Odense om rejsen til Tyskland fra Fredericia.

Han læste for børnene og blev selv far

I Gauerslund i 1787 fortæller præsten historien om en dannet mand, der opførte sig udannet, og denne mand hed Jes Jessen. At Jes Jessen nok har været mere uddannet end de fleste ses vel af, at han kunne læse og ikke nok med det, men gøre det hos en skoleholder i en større by, og præsten viser nok sin manglende sympati over for Jes Jessen ved at gøre det så klart og tydeligt, da han skriver indgangen, at Jes Jessen læste for børnene, og alligevel gjorde Jes Jessen en ung kvinde gravid – hvor gammel var Else mon, da hun fødte Johannes Jessen i Brejning?

Præsten skriver:
1787 Søndagen imellem Juul og Nyt Aar, som var den 30te Decemb; blev i Thomas Hougaard af Sellerup, Inger Rytters af Breining og Inger Pedersdatter af Bircup deres ? Else Larsdatter af Breining hendes uægte Barn hiemmedøbt kaldet Johannes. Til Barne = far blev udlagt en ung Karl navnet Jes Jessen, der opholde sig hos den ? Skoleholder Ludvig Jensen i Fredericia, og var ham behiælpelig med at læse for Børnene. Barnet døde ? derefter og dets Daab blev ey publiceret i Kirken.

Historien om Jes Jessen fra Fredericia, der forarger præsten i Gauerslund.

Besvangret af sin egen afdøde mand i Strandhuse 1686

Når man læser nedenstående indgang fra Eltang-Vilstrup kirkebog 1681-1800, spørger man sig selv om, hvad det egentligt er, som præsten prøver at fortælle. Præsten skriver nemlig:

Bodild sal. [betyder normalt ”afdøde”] Jørgen Gedsars udi Strandhuse svangert af hendes egen fæste-
mand, som ? for noget tidsvis indrømt; og forlov hende, førend de blev
sammenviet, hendes søn Benjamin døbt Dnia. Jubilate d. 25 April

Umiddelbart er hændelsen vel denne: Bodil bliver gravid med Jørgen Gedsar, men de er hverken forlovet eller gift. Jørgen indrømmer, at han er faren, så Bodil og Jørgen bliver forlovet og gift. Inden fødslen af Benjamin Jørgensen dør Jørgen åbenbart, men han var dog gift med moren. Så barnet er for så vidt både uægte og ægte. Det er undfanget før ægteskabet, men det var der nu også så mange andre børn, der var. At faren dør før fødslen er jo nok også set massevis af gange før.

Eltang kirkebog 1686 om kvinden, som fik døbt sin egen mands søn.

”Bedrageriet” i Gudsø Mølle i 1687

En anden historie fra samme Eltang-Vilstrup kirkebog bruger et spøjst ord i forbindelse med en dåb. Det drejer som om ordet ”bedrage”. Nu er redaktøren af denne side jo ikke sprogforsker og slet ikke i gammeldansk. Der er trods alt nogle ord, som har ændret betydning med tiden. Tænk bare på Harald Blåtand, som hedder sådan, fordi ”blå” i vikingetiden var det danske ord for ”sort”. Ja, vores kære Harald havde sorte tænder og ikke blå.

Så spørgsmålet er, om bedragen i gamle dage betød ”snydt”, dvs. at Anne blev snydt af Niels Thuesen i Gudsø Mølle, eller om det betød ”tiltrukket af” som i Matador, dvs. om hun blev draget hen imod ham. Lille Anne Nielsdatter er måske mere uægte, hvis den anden betydning af ordet er korrekt, men hvad tror du selv?   

Præsten skriver:

Anne Knudsdaatter, som tiente udi Gudsøe Mølle, og sammesteds blef be-
dragen af Niels Thuesen, hendes daatter Anne døbt Dnie. Invocadit d-
13 Febr. Fadder Else Buls og Niels Clemmensen udi Eltang

Hvordan bedrog Niels Thuesen mon Anne i Gudsø Mølle?

Katastrofen i Dons Mølle i 1714

Når man læser om de store pestepidemier, som der også findes lidt om på denne hjemmeside, ser man jo huse, hvor faktisk talt hele persongalleriet bukker under for sygdommen, bl.a. historien om epitafiet i Mårslet, hvor alle dør undtagen skriveren, der var udenlands. På denne ene gård døde 17 personer i 1602, men de døde på forskellige tidspunkter og blev ikke begravet samtidigt.

Så denne indgang fra Almind kirkebog ved Kolding er lidt usædvanlig, idet der begraves 3 kvinder fra det samme sted, dvs. møllen i Dons. Præsten skriver:

Døde og Begrafnede
Onsdag d = 17 Janvarÿ
      blef Christen Simonsen Møllers
hustru naful: Anna Christensdatter, tillige
med sin dater, Mette Andersdater [må være steddatter], og tieneste
pige naful: Anna Henrichsdater, begrafnet,
som formedilst Mølle demmen? hafte ud=
brød demker?, sin hustrus alder var 60 aar
og datters alder 23 og tieneste piges alder 19 aar

Christen Simonsen i Dons Mølle bliver dog hurtigt gift igen, idet hans nye hustru står fadder i Almind kirke i 1715.

Om den dag, hvor 3 kvinder fra et og samme sted begraves i Almind nord for Kolding.

Hunden, der spiste af barnet på Vester Nebel kirkegård 1811

Det er ikke alle historier i kirkebøger, som er glædelige begivenheder såsom barnedåb og bryllupper. Af og til er det sket noget meget specielt, og hvis det skete før 1814, hvor kirkebøgerne blev kedelige, kan man få noget mere af historien, som præsten har set den.

Denne historie fra 1811 er en af de mere interessante blandt sådanne kirkebogshistorier. Hvilket frygteligt syn, det må have været om morgenen, da de første mennesker kom op på kirkegården. Præsten for Vester Nebel skriver:

D 28de Mai blev paa Nebel kirkegaard fundet et barn, som en hund hafde ?
?, og fortæret en deel af. Ved undersøgelse befandtes mistanchen, som langs
hende ? paa Jørgen Thomsens Steddatter Bodild Hansd[atter] at være grundet, idet hun, som i begÿndelsen med yderste ? fødte for præsten og viden for
retten fandt ? gierningen, redelig lod siin ? og tilstod for ham
at have født i dølgsmaal, og begravet barnet paa kirkegaarden. Hun sidder
arresteret i Kolding, men har en morbroder Peder Brødsgaard

Bodil Hansdatter er måske hende, der er en 15-årig datter af Hans Pedersen og Maren Christensdatter i Vester Nebel ved folketællingen 1801?

Den uhyggelige historie, som fandt sted i Vester Nebel i 1811.

Der lå værtshuset Slukefter i København i 1796

Når præsterne i de små byer på landet eller endda i vores provinsbyer anvendte sjove stedsangivelser for at påpege, hvem en person i kirkebogen helt reelt drejer sig om, kan man forstå det – f.eks. når præsten i Øster Brønderslev skriver ”fra huset ved broen på Kraghede”.

Når man er i København i 1796, hvor der er matrikuleret, kan det dog forekomme morsomt, når en sådan stedsangivelse anvendes. Men det finder man i Trinitatis kirkebog over afdøde i 1796. Du får endda navnet på et værtshus, og det viser, at navnet Slukefter har været anvendt som bodeganavn i mange århundreder. Præsten skriver nemlig:

September 1796
16 Fredag Jens Jørgensen, værtshusholdere hustru
Dorthea Pedersdatter 40 Aar og fra N:
huset Slukefter tet forbi Tuborre
død d: 18 af Stærmesyge

Så når man havde passeret Tuborg, lå der et lille værtshus ved navn Slukefter, og der havde Dorthea Pedersdatter med sin mand Jens Jørgensen deres lille geschæft. Da Jens Jørgensen selv begraves 47 år gammel den 12. marts 1797, skriver præsten, at han var værtshusholder fra huset ”Slukefter inden Øster=Port forbi Tuborre”.

Om værtshuset Slukefter i København 1796.

Hvordan skulle man dog også vide det?

Slægtsforskning før 1814, hvor kirkebøgerne blev sat i system, kan ofte være meget besværligt. Og desværre er den første folketælling med fødested den fra 1845. Så hvis folk døde før 1845, kan det være hårdt arbejde at finde dem. Mange gange er det helt umuligt, men nogle gange er man heldig.

Man skal dog nogle gange også tænke logisk. Hvis du f.eks. kigger på fadderne til børnene, kan du ofte få en ledetråd. Hvis der er faddere fra andre sogne, er det typisk i de sogne, du skal lede. Hvis du finder brødre eller søstre i andre sogne, kan de også være relevante. Men andre gange er selv logisk tænkning ikke det, der gør udslaget.

Hvordan kan man f.eks. overhovedet forestille sig, at en mand fra Viborg bliver gift i Vesterbølle? Eller hvordan ender en mand fra Hejls med at blive gift i Bjert kirke? Når folk indgår ægteskaber på så stor fysisk afstand, er fadderskaberne sjældent noget, som finder sted, og så har man ikke en idé om, hvor man skal lede.

Nedenstående eksempel er sjovt, fordi det omhandler et ægteskab, hvor mand og hustru stammer langt fra hinanden. Men på en anden måde kan man også se forskellen. Mandenavnet Andreas var i gamle dage mest udpræget i Sønderjylland, hvorimod man sjældent ser det anvendt nord for Kolding. Der anvendtes Anders, selv om dette navn også i visse sogne i Midtjylland er sjældent. Jeg har dog også se navnet Andreas anvendt i Nordsjælland men aldrig i Sydsjælland.

Nå, men præsten skriver om Andreas fra Hejls:
Andreas Jørgensen fra Heils og Maren ? af Biert sammenviet d 23 nov [1754]

Mon ikke at Maren og Andreas Jørgensen dog bosætter sig i Bjert? I hvert fald ser man en Andreas Jørgensen i Bjert, som gifter sig i 1780 med Marie Pedersdatter.

Lidt om de mennesker, der drager vidt omkring og derfor er umulige at finde.

Hun var vel omkring en 70 til 80 år gammel

Nogle gange bliver man overrasket over, hvor meget tjek folk havde på deres alder i gamle dage taget i betragtning, at de ikke havde noget sygesikringskort til at holde styr på tiden for dem. Når man f.eks. tænker på præsten i Jerslev, der i 1693 kunne skrive meget præcist om Niels Pedersen i Mølholm, der døde i en alder af 101 år, 7 måneder og 14 dage gammel. Andre gange bliver man så overrasket over, hvor lidt man måske sådan generelt kendte til andre folk alder.
    
I Vinding kirkebog ved Vejle årgang 1742 til 1807 finder man et eksempel på et menneske, som dør, og hvor præsten – også i kirkebogen – forsøger at sjusse sig frem til, hvor gammel den gamle dame mon var. Om ikke andet kan man da sige, at denne præst var ærlig. Han vidste det jo ikke, og det var der åbenbart heller ikke andre, som gjorde i 1784. Han skriver nemlig
D 16 Maij – 5te Søndag efter Paaske bleven begravede
x Anna Maria Jørgen Pedersens Daatter   29 aar
x Lars Skræders Enke. Ane Fynboe kaldet  70 á 80 aar gl:

Om folks alder, der kunne være præcis men også lidt la-la

Blev far og havde endda ej været til Guds bord endnu

Danmark var på mange måder et umenneskeligt samfund i 1700-tallet og lignede uden tvivl de lande, som vi i dag kritiserer for mangel på samme, dvs. demokrati, menneskelighed og forståelse. I Danmark var der i 1700-tallet f.eks. en gruppe mennesker, som blev holdt helt uden for samfundet, og som aldrig havde chancen for at blive til noget, uanset de eventuelle fysiske eller intellektuelle forudsætninger de måtte have været født med. Og gifte sig blandt almindelige mennesker var en fuldkommen umulighed. De måtte arbejde for samfundet, men ikke deltage i det [lige som Østeuropæerne i Danmark i dag]. Ja, det er naturligvis Natmændene og deres familier, som jeg her snakker om.

I løbet af 1800-tallet løsnede situationen sig dog lidt op, og forholdene blev lidt bedre. Det kan man bl.a. se fra Voldby sogn ved Hammel i 1830’erne, hvor natmandssønnen Lorens Madsen bliver gift med en pige, som ikke er fra natmandsstanden. Han får tilmed et forholdsvis godt arbejde, så Lorens var efter forholdene dengang en særdeles succesfuld mand taget sin natmandsbaggrund i betragtning. At Lorens i dag er lidt mere kendt, er årsagen jo nok, at han sammen med nogle af byens fæstebondesønner gjorde oprør mod en ondskabsfuld forvalter, og han slap tilmed af sted med det uden få skrammer, selv om han vist nok var en af de ledende i dette overfald.

Men tilbage til 1700-tallet… Præsterne havde jo heller ikke noget specielt godt forhold til disse natmandsfamilier, for med situationen at være udelukket fra det almindelige samfund (var der nogen, som sagde ghetto?) var de heller ikke særligt religiøse, hvis overhovedet noget. Og dette er der bevis for i Aalborg i 1746. En natmandsdatter har fået et barn uden at være blevet gift, så barnet skal naturligvis døbes, men pigen bliver samtidigt absolveret fra [smidt ud af] kirken – mon ikke, at hun var totalt ligeglad? Som far udlægges en natmandssøn, og det er i beskrivelsen af denne, at præsten fortæller, hvor ureligiøse disse folk var. Præsten skriver nemlig i Aalborg Vor Frue-kirkebog [Ops. 396]:

1746 d:14 Oct: Anna Christophersd[atter]: Christophopher Madtzen Natmands Daatter, udlagde som sin barne fader Jørgen Jørgensøn, sal: [afdøde] Jørgen Nielsen Natmands Søn, som ej endnu har været til guds bord.

Om ghetto-samfund i 1700- og 1800-tallet i Danmark - de stakkels natmænd.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

15.01 | 12:03

Født 1944, opvokset i Kåtrup, gået i skole i Asferg 1951 - 1958.

Fader: Statshusmand Niels Jensen, født 2507 1897 Vesterhede Asferg.

...
10.11 | 11:17

Hej. Jeg hedder Karen Randrup. Jeg søger læsestof om "Kærgaarden", da min bedstefar Laust Beeg Lauritsen's gård blev kaldt dette.

...
19.10 | 00:58

Hej , Har lige læst om Mariane Ejlertsen & Lars Pedersen Sønderbye, Dejlige oplysning især når Mariane var min 3 X tipoldemors søster

...
11.10 | 15:11

Hej.
Har 2 scannede tegninger af beskydningen af "Odin".
Har det interesse at få dem tilsendt som jpg.filer?
Med venlig hilsen fra Aarøsund
Jonna L. Chr.

...
Du kan lide denne side