Andre gode historier [fra især Østjylland]

Hvorfor denne side?

I dette afsnit skrives gode historier, som ikke nødvendigvis berører de områder, hvor familien Mejlby stammer fra, eller de personer, som på den ene eller anden måde har betydning for familien Mejlby.

Men engang i mellem får man kendskab til en historie, hvor man bare tænker: Denne historie er da så god, at den burde andre danskere også kende. Det kan være om ukendte helte i fortiden, forunderlige historier, mærkværdigheder, eller bare mindre kendte sagnhistorier.

Og får du lyst til flere gode historier, er der flere på siden Mordet i Hem 1729.

Slavehandlerens biografi fra 1782-1810

I Personalhistorisk Tidsskrift, 4. række, 3. bind, 1900, finder man en biografi skrevet af en slavehandler, og den får du her et lille uddrag af. Artiklen hedder Skibskaptajn og grosserer Jens Jensen Bergs selvbiografi, og artiklen er skrevet af H. W. Harbou. Jens Berg er født den 29. september 1760 i København og vokser op hos plejeforældre, da begge hans forældre dør, mens han er en lille dreng. Berg skriver om sin mor:

Min moder var en proprietairs datter fra Westrup gaard, Han herred i Jylland, navnlig Maren Westrup [døbt den 23. februar 1729 i Saltum kirke som datter af Peder Nielsen fra Alstrup sogn og Margrethe Kieldsdatter, datter af præsten Kjeld Nielsen i Nørre Sundby]. Hendes faders gård afbrændte, og de derpå følgende års misvækst forårsagede gårdens salg. Efter min moders død tog en ædel borger familie mig i forældrenes sted som eget barn.

Om starten på sin karriere, skriver Berg:

Selv overbevist om fasthed i hovedfag, stod jeg nu i begreb året 1782 at rejse til Rusland for at indgå under den Kejserlige Marine, hvortil jeg havde løfte og indbydelse af en høj officer, med hensigt engang at kunne returnere for igen at gavne mit fædreland. Da man kaldte mig til det Kongelige Østersøiske Compagniets tjeneste som overstyrmand med skibet Acra bestemt for Ost-Indien, hvorfra jeg søgte at unddrages. Men der blev mig blot et valg tilladt af daværende direktør Hr. Admiral Adam Ferdinand Gottlob greve Moltke, enten at antage benævnte charge eller ansættes som styrmand i et af hans majestæts krigskibe.

Og Berg ønsker naturligvis ikke at være ansvarlig for et af kongens krigsskibe, så han må tage tjansen på de store handelsskibe. Da Acra er til reparation, ender Berg på skibet Christiansborg under kaptajn Severin Kock, bestemt til kysten Guinea. Skibet ankommer til Guinea, og Berg skriver om denne:

Ved indsejlingen i Riveret Ningo blev vi omringet af 5 store kanoer besat med over 200 stridbare Negere, væbnet med pile og lanser, mod hvem jeg selv femte i bemeldte skonnert skib, armeret med 6 kanoner, udholdt en attaque, jævnlig stævn mod stævn, og på pistol skud nær, der vedvarede i 7 timer, hvorefter endelig lykkedes ved min gode sejlads og manøvre at undgå erobring efter at have nedlagt mange af disse ulykkelige, hvorimod 2 af mandskabet og 5 unge Neger slaver, som brugtes ved kanonerne, blev såret.

Berg skriver efterfølgende om sine mange rejser til Afrika og Asien samt englændernes overfald på København i 1807. Berg dør den 29. juli 1813 og begraves på København Assistens Kirkegård, hvorpå sættes 2 marmortavler. På den ene tavle ses i basrelief en urne, der står på en sokkel, og hvor over et palmetræ rager op. På den ene side af sokkelen en neger, der støtter sig til et anker, og på den anden side en negerinde, der løfter en krans. Det er vel utvivlsomt, at der herved som også ved, at Berg på den anden tavle betegnes som ”Menneskehedens Ven”, hentydes til hans stilling til slavehandelen – hans var en sand Hader af Menneske Handel [hvilket jo blev afskaffet den 16. marts 1792].

Lån bogen på biblioteket, hvis du vil læse mere af denne interessante biografi, som er ægte og ikke opdigtet Danmarkshistorie, hvor makaber den så end er.

Den kloge tjenestepige ved Københavns brand i 1728

Afsnittet er flyttet til hjemmesiden kamaroso på denne side.

Tillykke med de 100 år!

Præsten virker sikker i sin sag, da han skriver, at Niels Pedersen Mølholm i Jerslev sogn blev 101 år i 1693.

Da undertegnet første gang stødte på en, som i 1700-tallets kirkebøger blev ansat til at være mere end 100 år gammel, da døden indtrådte, tænkte jeg, at dette måtte da være 1 af 1 million. Så gamle blev man da slet ikke for 200 og 300 år siden. Du kan læse om min forundring på siden Pjedsteds historier, hvor historien om den 101-årige Malene Andersdatter Bøge fortælles. Hun døde i 1741 og skulle altså teoretisk være født i 1640. Men det viser sig, at hun slet ikke var i nærheden af 100 år, men at hun nok nærmere var i 30’erne, da hun var blevet gift 5 år, før døden indtrådte og i øvrigt hed Malene Bogøe. Guderne må vide, hvorfor præsten har skrevet, som han har gjort.

Siden hen er jeg dog stødt på andre af slagsen, som er rigtige 100-årige eller i hvert fald næsten.

Dette afsnit bruges til at samle op på disse gode historier om mennesker, som blev mindst 90 år gamle før 1850. Hvis du har lignende fund i 1700-tallets kirkebøger, hører jeg gerne fra dig på henrikmejlby@yahoo.com, så vi kan få dem på listen.


Hellevad kirkebog - indførsel i 1664:
Den 20 Janu begroft Jeg den gamle Birgete Andersdtr i Landvad annos natam supra 90

Jerslev kirkebog - indførsel i 1684:
Anno 1684 Tojsdagen d: 4 Novemb: it par ?, Christen Pedersøn i Svennum  -- 92 aar gamel

Jerslev kirkebog - indførsel i 1693:
D 29 Marty: Niels Pedersøn i Mølholm , 101 Aar, 7 Maaneder og 14 dage gl.
Falslev kirkebog - indførsel i 1693:
Dom: 18. Trinit: blev Sophie Christens[datter] i Falslev begravet ?     85 aar

Vitten kirkebog – indførsel i 1697:
Onsdagen d 1 Sept. begrafet Niels Pedersen Hiulmand, er over i sit alders 90 aar. Testy… bl.a.

Vitten kirkebog – indførsel i 1698:
Torsdagen d 14 April begravet Sl. Niels Nielsen Ustrup, som døde, der hand have erkd her i pres 85 aar  Testy… bl.a.

Falslev kirkebog - indførsel i 1699:
Dominica 23. Trinitatis Blev Anders Andersens hustrue Anne Hansdatter begraven. Note annos. 90.
Madagen nesteefter, die 13 ? Blev Degnen Johan Blochs hustru, Maren Jensdatter begraven. Note annos 97.

Vitten kirkebog – indførsel i 1703:
Dom: 23. Trinit: begrafved sl. Kirsten Pedersdatter Skæg som døde 85 aar gl.

Almind kirkebog ved Kolding – indførsel i 1704:
D 2 Onsdag efter Paaske blev gl Hans Stephensen ? udi Almind begrafnet i hans alder 92 Aar
Vitten kirkebog – indførsel i 1704:
?dagen d 27 Maji begrafved Doret Rasmusdatter hyrde enke døde til Anders Jensen i Haldum i sit alders 80 aar


Roum kirkebog – indførsel i 1706
Den 7 febr begraf i Tostrup kirkegaard Jens Brock af Troelstrup a tat anno 98
Saksild kirkebog – indførsel i 1706
D 21 Juny begraviede den gamle Niels Pedersen Smid her i Saxild som døde d 14 ditto om middagen, og var 82 aar og 8 maaneder gammel


Vrejlev kirkebog – indførsel i 1715
Dom 1 Epiph: Olluf Clausen af Guldagger   æt 88
Og af Anne Matthiædatter ibid                  æt 80

Almind kirkebog ved Kolding – 2 indførsler i 1716:
Anden søndag efter H: 3 Kongers dag blef gl. [gamle] Ingver Feldbereder begrafnet som boede i Dons udi hendis alder 94 aar og nogle dage
3 søndag efter Paaske blef gl. Else Andersdatter begrafnet som var degnen Hans Jensens hustrus moder i sit alder 93 aar
[derefter følger Povel Povelsens hustru, Karen Hansdatter, og Christian Langeland, som begge blev 84 år og var fra Almind. Så selv om krigen og pesten i 1657-60 gjorde et stort indhug i befolkningen omkring Kolding, var de resterende i hvert fald overlevelsesdygtige!]

Aalborg Vor Frue – indførsel i 1717:
Junius 29 Jens Jensen Kvaderup ? - - - - - - 91

Aalborg Vor Frue – indførsel i 1718:
Novembr 25 Niels Søfrensen Podmester - - - - - 92
Stenild kirkebog – indførsel i 1718:
[1718 23 p Trinit] Eodem die jordet gl. Niels Lassen af Nøragger afd  -- 89 --


Aalborg Vor Frue – indførsler i 1719:
Ferbruarius 24 Dorethe Marie Krups        - - - - 94
Majus 9 Hans Clausøn Skreder         - - - - 93
Julius 20 Maren Christensd[atter]: Sal. Giøde Ifversens enke - - - - 89 7 [måneder]
Decembr 23 Christen Christensøn Tromeslager     - - - - 98
Pjedsted kirkebog – indførsler i 1719:
1719 Februarius d= 2den= ligpredichen efter Ifver Fynboes kone fra Scherup [Skærup] som døde hos sin datter der boer i Niels Jeppesens huus paa Rasmus Møllers grund nafnlig Dorthe Jørgensdatter gl. 90 aar

Almind kirkebog ved Kolding – indførsel i 1721:
D = 19 Marty blef gamel Karen Sørrens[datter eller kone] som boede i Dons begravet i sit alder 98 aar
Falslev kirkebog – indførsel i 1721:
? ? ? ? Trinit blev Niels Truelsen begravet gl. 95 aar
Aalborg Vor Frue – indførsel i 1721:
28 July Johanne Andersdaatter Sal. Oellaf Jacobsens enke - - - - 92 1 [måned] 1 [dag]
Svenstrup kirkebog [Onsild] – indførsel i 1721:
27 Decemb: blev Anne Nielsdatter hos Søren Larsen i Svenstrup begravet i hendes alder 88 aar

Testrup kirke – indførsel i 1722:
D 3 Juny Hans Johannsens konis Moder Kirsten Persdaadter   gl 96:
D 29 November Inger Jespersdaadter i Testrup                     gl 99 aar  
Den elste der har lefvet her i Sogenet

Testrup kirke – indførsel i 1723:
D 23 Noveber døde den gl. Anders Skydtes kone i Kastrup,   gl 95 aar
Stenild-Durup kirkebog – indførsel i 1723:
Erik Andersens Moder, Else Pedersdatter ved Døden afgaaet oc Jordet Domm: 1 post Epipham atat 90

Aalborg Vor Frue – indførsel i 1724:
10 Sept Gl. Laurs Børgesøn            - - - - 100 1 [måned] 5 [dage]
Stenild-Durup kirkebog – indførsel i 1724:
Domm 5ti post Epiphan: Jordet Peder Christensen af Durup ? ætat 96:

Salslev kirkebog – indførsel i 1724:
Dnia Letare blef Anders Haderups hustru lagt jord paa gl: 90 aar

Svenstrup kirkebog [Onsild] – indførsel i 1726:
Dom Judica d: 7 April: 1726 begravet Søren Christensen Brødløs aff Gunderup i hands alder 96 aar
Stenild-Durup kirkebog – indførsel i 1726:
Domm sta post Epiphan: Jordet gl: Niels Pedersen henflyt til Durup, ætat 96, et ? ?

Almind kirkebog ved Kolding – indførsel i 1727:
Første søndag efter H. 3 Kongersdag blev gl. Povel Pouelsen begravet ata sue   98 aar
[samme år begraves en 85-, en 82- og en 80-årig i Almind]
Aalborg Vor Frue – indførsel i 1727:
12 May Anne Pedersd[atter]: Sal Jens Poulsen Bodichers enke        - - - 97
9 Sept Laurs Thomesøn Krejler               - - - 91  
Serridslev kirkebog – indførsel i 1727:
Eod. Die [Dom Palm. begravet] Maren Jensdatter af Særedsl [Serridslev]             94 aar
Dom 5 p Pasch Begravet Maren Pedersdatter Sl. Oluf Nielsens hustru i Særedsl     87 aare
Sønderup kirkebog [Aalborg amt] – indførsel i 1727:
Dom 12 post Trinit : blev prædichen over sal. Peder Hartvigsøn af Munchholm – anno statis   93

Aalborg Vor Frue – indførsel i 1728:
Aprilis 20 Niels Tuesøn Vognmand ogsaa smed        - - - 90

Jerslev kirkebog – indførsel i 1729:
d 22 Maij Begravet Maren Christensdatter i Jerslef      gl. 92 aar
Svenstrup kirkebog [Onsild] – indførsel i 1729:
Dominica Royat d: 22 May: begravet Anne Ibsdatter af True i hendis alder 87 aar


Falslev kirkebog – indførsel i 1730:

? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ?  i Assens                       94 aar
Aalborg Vor Frue – indførsel i 1730:
Martius 23 gl. Anders Pedersøn paa Egholm     - - - 90

Aprilis 17 Peder Jensøn Damsgaard        - - - 94

Jerslev kirkebog – indførsel i 1730:
D 11 Febr Begravet Christen Christensen i Kraco   gl. 92 aar
Vrensted kirkebog – indførsel i 1730:
D: 3 Decembr. Jens Koldregs Moder Johanne = 91 Aar
[Præsten i Vrensted er meget moderne, og der er to andre, som dette år, der begraves som ”ældgammel”. Det er tiggeren Sidsel Andersdatter samt Johanne Nielsdatter i Anne Tøgersdatters hus.]


Øster Egesborg kirkebog – indførsel i 1732:
Dend 4de Julii begravet Hans Lauridtzen Fyen i Schouhuse  gl. 91 Aar med Tieneste


Jerslev kirkebog – indførsel i 1733:
D 20 Sept Begravet Anders i Brødholt    gl. 90 aar
Stenild kirkebog – indførsel i 1733:
Datea Dom 4. p. Trinit: Jens Jakobsen i Steenild gl:   86

Aalborg Vor Frue – indførsel i 1734:
Februarius 19 Karen Michelsdaatter, sal. Jens Christensens hustru  - - - 91 4 [måneder] 6 [dage]
Novembr 5 Inger Jensd[atter]: Anders Smeds hustru               - - - 92 1 [måned] 7 [dage]


Stenild kirkebog – indførsel i 1735:
Fest Omn: Sunef: jordet Mette Jørgensdatter af Steenild gl. 93 aar
Tredie Juuls-dag jordet Anders Christensens kone af Steenild gl. 85 aar

Serridslev kirkebog – indførsel i 1737:
Dom 3tia post Pasch: Begravet Else Sørensdatter fra Særedslew      90 aar gl
Voldby ved Hammel – indførsel i 1737:
Invocavit Inger Bages begravet under sang og ? gl. 90 aar

Aalborg Vor Frue – indførsel i 1738:
Junius 25 Bodel Jensd[atter]: Sal. Hans Caspersens enke     - - - 93
Septembris 9 Madtz Christensøn Fladstrand         - - - 96
Gaarslev kirkebog – indførsel i 1738:
D 5 Januarÿ lagt jord paa Olle Steensøn gl: 90 aar

Sjelle kirkebog – indførsel i 1739:
Feria 2 Pen? Læste jord på gl. Mads Hoby        var 95 aar
Aalborg Vor Frue – indførsel i 1739:
Aprilis 1 Karen Jacobsdaatter. Sal Poul Rafnstrup    - - - 91 3 [måneder] 2 [dage]

Testrup kirkebog – indførsel i 1741:
d= 11 Juny blev Gregers Christensen i Kyneb begraven    gl: 96 Aar
d= 8 Oct: blev Søren Smids konis moder jordet    gl: 99 aar

Testrup kirkebog – indførsel i 1742:
d: 5 febr: blev Niels Jensøn af Kastrup jordet    gl: 94 aar

Voldby kirkebog ved Hammel – indførsel i 1743:
Dom Oculi Anne Pedersdatter begravet fød 1644 og var vel som 99 Aar og 6 Maaneder
Aarestrup kirkebog – indførsel i 1743:
5 Maji   Karen Pallesdatter af Torsted        92 aar gammel

Hem kirkebog ved Mariager – indførsel i 1746:
Dom 6te Post Trinj blef gamel Peder Find udi Skrøstrup Jordet     -  -  92 aar

Aarestrup kirkebog – indførsel i 1747:
D 29 Sept      Hans Baum fra Torstedlund        97 aar gammel

Aarestrup kirkebog – indførsel i 1748:
D: 28 Januarii     Kirsten Dalum af Ersted                  93 aar gammel
Voldby kirkebog ved Hammel – indførsel i 1748:
Michel Jørgensen begravet         gl. 91 aar

Vester Brønderslev kirkebog – indførsel i 1750:
d: 16 Aug: begravet Jens Madsen i Mors - - - - - - -    gl: 94 aar 5 Maan
Tiset kirkebog – indførsel i 1750:
1750 Niels Loftes gl. Moder af Soelberg Dom. Jubilates jordet, og Ao atatis   92. --

Kousted kirkebog – indførsel i 1751:
[20 p Trin 1751]  Først prædiken i Kousted der begravet Jens Guifar gl. næsten 80 aar
? d. 18 October lagt giord paa dend gl. Anne Nielsdatter og dend gl. Karen næsten 100 aar for ?
Pjedsted kirkebog – indførsel i 1751:
Midfaste Søndag lag jord over Oluf Simonsen af Mørkholt gl: 90:

Funder kirkebog – indførsel i 1754:
Dend 22 Decembr begravet Maren Jacobsd:[atter]   98 aar.

Tiset kirkebog – indførsel i 1754:
1755 Dom: 4 Adv: Anders Andersens hustrue af Thiiset, Karen Nielsdatter, Ao atat   90.

Vester Brønderslev kirkebog – indførsel i 1754:
d: 2 Febr: begravet Jacob Sørensen    - - - - - - -    gl: 88 aar 7 Ugger

Testrup kirkebog – indførsel i 1755:
15 Mar blev Jacob Jensøn af Kyneb Jordet         gl: 89 aar

Jerslev kirkebog – indførsel i 1758:
D: 22 Octob. begravet Ellen af Klamerback i Krattet - - - gl. 93 aar
Funder kirkebog – indførsel i 1758:
Dend 11 May begravet Elsebet Hansd:[atter]:   88 aar

Them kirkebog – indførsel i 1759:
D: 24 Marti: Mette Rasmusdatter fra Virklund døde i Engetved alder 95 aar
Falslev kirkebog – indførsel i 1759:
4de søndag efter Trinitat begravet Thomas Madsen af Assens    89 aar

Testrup kirkebog – indførsel i 1760:
D 9 Marti blev Nels Madsen i Testrup jordet same dag blev ??? Søren ??  95
Jerslev kirkebog – indførsel i 1760:
D 2 Febr begravet Jesper Nielsen af Jerslev bye  - - - 90 aar

Jerslev kirkebog– indførsler i 1761:
D 5 April begravet Mette Jensdatter af Pinden                 -  -  -  -  gl. 94 aar
Ditto [d 28 Juny] begravet Sergeant Nandfeld af Jerslev  -   - -  -   gl. 90 aar

Nølev kirkebog – indførsel i 1761:
D 29 Decembr: begravet Inger Stephansdatter i Nøelef    89 aar gammel

Faarup kirkebog ved Randers – indførsel i 1762:
Cæna Domini d 8de Aprilis blev Niels Jensens enkes moder Maren Madsdatter begravet    91 aar
Kousted kirkebog – indførsel i 1762:
Dend 14de Søndag efter dend allerhellige Trefoldigheds Fest … der begravet Maleene Mortensdatter gl. 88 aar


Jerslev kirkebog– indførsel i 1764:
Ditto [d 23 Sept] begravet Anders Nielsen i Klestrup  -   -   -   -   gl: 92 aar


Saksild kirkebog – indførsler i 1765:
St Michelsdag lagt jord paa den gamle Erich Snedcher i Rude ?? [som ifølge] beretning var 103 aar gl
Dom 25 p Trinit begravet den gamle Jens Simonsen i Saxild 92 aar gl.

Snæbum kirkebog – indførsel i 1766:
Domen 4. Advent blev hyrden af Snæbom Jens Jacobsen begravet udi sin alder 92 aar
[præsten gentager ”begravelsen” senere på samme opslag, men skriver nu:      94 aar

Sønderup kirkebog – indførsel i 1767:
Festo Purificationes Mariæ begravet Thomas Jenssøn af Sønderup præstegaard, 96½ aar gammel
Aarestrup kirkebog - indførsel i 1767:

7 Octobr   Michel Christenssøn af Aardestrup           95 aar gl:

Them kirkebog – indførsel i 1769:
D: 30 Jan: Thÿgge Viltzes Sviger-moder begravet - - - 96 - - -
Ajstrup kirkebog {Vendsyssel} – indførsel i 1769:
Den 16 April: Sal. Peder ?sen Skræders enke fra Tÿlstrup     gl. 94 aar
Horsens kirkebog {Vendsyssel} – indførsel i 1769:
1769 d 22 Feb begr Karen Sørensd[atter] af Horsens    gl:  90 aar

Ajstrup kirkebog {Vendsyssel} – indførsel i 1770:
Den 7 Ditto [Juny] jordet den gl. ? Anne Nielsdatter af Aistrup gl.  95 aar

Aarestrup kirkebog – indførsel i 1773:
Den 17de Octobr: Maren Sørensdatter af Aard[estrup]    100 aar
Røgen kirkebog – indførsel i 1773:
D 31 Martii døde Kirsten ?Vest         96 Aar gammel i Røgen
Asferg kirkebog – indførsel i 1773:
Dom 1ma post Trinit d: 13de Junii blev Jacob Pedersens enke, som døde i Eistrup beg[ravet] at 89 A

Sønderup kirkebog – indførsel i 1774:
Domin. 3 Epiph: jordet Lauritz Andersen af Sønderup       ætat: 92

Kousted kirkebog – indførsel i 1775:
Dend herres Jesu Christi himmelfarts Dag…. Begravet Maren Michelsdatter gl 88 aar

Kousted kirkebog – indførsel i 1775:
Dend 3die Søndag efter Paaske… i Raasted begravet Christen Madsen i Sveistrup, 91 aar 5 maaneder

Voldby ved Hammel kirkebog – indførsel i 1777:
Palme Søndag Jens Laursen begravet gl. 86

Sulsted kirkebog – indførsel i 1778:
Den 31 January dend gl. Else Pedersdatter fra Hostrup gl. 89 aar
Den 15de dito [Juni], Morten Nielsens kones moder af Vestby gl. 94 aar
Levring kirkebog – indførsel i 1778:
Dom 4 p Epiphanium blev gl. Anne Ibsdatter her af Levring begraven hendes alder var 92 Aar 8 Maand 8 Dag
Sem kirkebog – indførsel i 1778:
Toe og Tyvende Søndag efter Trinit: Blef Christen Pebers Enche nafnlig Berthe Pedersdatter af Siem begravet 88 Aar gl.

Tårs kirkebog – indførsel i 1779:
Junÿ 23 - - - - - Anne Thomædatter af Morrild  -   93 aar
Vindblæs [Hadsund] kirkebog – indførsel i 1779:
D 24 Febr begravet Enke Manden R: Peders[en]: i Neps[trup] gl 90

Fredericia Michaelis kirkebog – indførsel i 1780:
D: 12te Maÿ blev en gamel Sergeant Enke navnet Magdalena Jacobsdatter :/ som døde hos Simon Pedersen :/ begraved gammel 96 aar ---

Vitten kirkebog – indførsel i 1781:
Onsdagen d: 26 Junÿ begravet Sal. Rasmus Nielsens enke Anne Michelsdatter . gl. 86 Aar

Vindblæs [Hadsund] kirkebog – indførsel i 1783:
Dom Sexages: begravet Jacob Skræders Moder i Norup   gl 89

Aarestrup kirkebog – indførsel i 1782:
D 12te Maii   Jens Christensen Hyldgaard af Aardestrup            92 aar gammel

Aarestrup kirkebog – indførsel i 1786:
10 Septemb:  Krab Skreders Enke af Aardestrup Hospitall       91 aar gammel
Sem kirkebog – indførsel i 1786:
Første søndag efter paaske d: 23 April blef den gamle Anders Andersen Krog af Siem begravet i Siem kirkegaard i sit alders 86 aar

Øster Bjerregrav kirkebog – indførsel i 1787:
paa 6te Søndag efter Paaske begravet paa Bierregrav  kirkegaard en betler fra han herred, nafnlig Peder 89 aar gamel


Værum kirkebog – indførsel i 1788:
Den 25 Nov begravet Søren Laursen a.d. . . . . . . . . 95

Hersom kirkebog – indførsel i 1788:

Same dag [Midfaste søndag] begravet paa Hersom kirkegaard Maren Kristens datter af Hersom i hendis alders 89 aar

Seest kirkebog – indførsler i 1790:
den 21de Apriil begravet gamle Karen Nielsdatter  - - - 89 aar 10 maaneder
d 15te August begravet Niels Olesen i Wrandrup    91 aar

Mariager kirkebog – indførsel i 1792:
Onsdagen d 8 februari blev Johanne Povelsdatter af Katbierg begravet i sit alder 92 Ord [degnens talent]

Hallund kirkebog – indførsel i 1792:
D: 22 January, Jens Matthiesen i Hallund gl. 92 aar

Hammel kirkebog – indførsel i 1793:
Dom 12 p Trinit blev enken Maren Mondrup af Hammel saa jordet  gl: 95 aar

Trinitatis kirkebog, København – indførsel i november 1797:
Jolaham Leonhart Fisler, kamertiener 89 Aar gl. fra No 191 i Gottersgade død d 5 af alderdom
[Heller ikke i 1700-tallet var København en by, hvor folk blev specielt gamle. Vores Jolaham Fisler er med her, fordi han er den, der er tættest på 100 år indtil videre.]

Asferg kirkebog – indførsel i 1798:
d. 16de April jordet Peder Lassen gl: 91 Aar --------------
Mariager kirkebog – indførsel i 1798:
1798 d 22 Marty blev Jens Sørensens hustru fra Fladberg begravet ….. 89 aar

Voldby kirkebog ved Hammel – indførsel i 1799:
Tiirsdagen d 26 Marti blev Anne Nielsdatter af Voldby, som døde den 18de Martii, begraven i hendes alders 89de aar
Asferg kirkebog – indførsel i 1799:
Faarup d 28de Maiy jordet Karen Nielsdatter gl: 88 Aar

Aarestrup kirkebog – indførsel i 1800:
January 6   Søren Nielssen Foldagger af Aardestrup    90 aar

Snesere kirkebog – indførsel i 1801:
Julii 26 Niels Andresen forhen gmd [gårdmand] i St. Røttinge gamel 89 aar

Simested kirkebog – indførsel i 1802:
Den 28de January blev Malti Thomassøn af Hverrestrup jordet   ---- 92 aar gammel ---

Aarestrup kirkebog – indførsel i 1805:
Begr 24de [marts]  Kirsten Jørgensdatter, Peder Espesens Enke, af Ersted    94 aar

Roum kirkebog – indførsel i 1809:
1809 den 22 Februari døde [Tostrup] degne enken Eva Lund af alderdom. Hun var 90 aar gammel.

Vester Nebel kirkebog – indførsel i 1811:
D 28 april begr. Mette Jurgend [Jørgensdatter?] enke - - - - - - - - 96.

Tiset kirkebog – indførsel i 1812:
1te Sønd i Faste begravet enkemand Erich Nielsen i Ingerslev som døde den 7de Febr 94 aar gammel

Sønderup kirkebog – indførsel i 1814:
Jordet d 5 feb. Jens Smed almisselem i Tol???                                        93 aar
Øster Starup kirkebog – indførsel i 1814:
Fredsted – d 13 Nov begr. Hans Holbechs enke Maren Hansdatter ---------- 91 --

Bredstrup kirkebog – indførsel i 1815:
1815 d 6. oct    Johanne Madsdatter    aftægtskone af Stallerup    94 aar

Simested kirkebog – indførsel i 1818:
[begravelse] 22 November 1818    Lars Wognsen        90 aar
Note: Hans skul være fød 6 aar før kirke? hvor han var ???  aar 1734

Bredstrup kirkebog – indførsel i 1820:
1820 den 21 dec   Sophie Jochumsdatter   Peder Zitterkops enke almisselem fra Fridericia   90 aar

Hem kirkebog ved Mariager – indførsel i 1824:
1824 den 18 aug   Karen Mortensdatter   Enke i Bødkerhuset ved Skrødstrup    89 aar

Brorstrup kirkebog – indførsel i 1831:
Juni 26    Tomas Christensen        94 år

Voldby kirkebog ved Hammel – indførsel i 1835:
D 9 Maj 1835    Morten Nielsen Hyrde    100 år

D 7 July 1835    Mette Jørgensdatter      96 år

Brorstrup kirkebog – indførsel i 1839:
10 september    Niels Christensen [Clausen?]        89½ år

Fuglsbølle kirkebog – indførsel i 1849:
Den 2. april 1849       Hans Jacobsen     90 år

Niels Christensen (Svendsen) Aistrup i krigen 1849 og 1850

Da undertegnede redaktør stødte på en af de brave helte i Danmarkshistorien, undrede jeg mig over, at jeg aldrig havde hørt om ham før, men kom til at tænke på, at vi danskere faktisk aldrig hører om vores historiske helte. I Fredericia fejrer man slaget den 6. juli 1849, hvor man vandt over tyskerne, men det officielle Fredericia fejrer især Buhl og de andre generaler, mens de menige faldne, sårede, og menneskene på marken nærmest er glemt. De rigtige folk, som stod i mudderet i deres laset tøj og kæmpede for en sag, der knap nok var deres, er de rigtige helte, som kæmpede for Danmark. Men det har man glemt i Fredericia og de brede kredse i Danmark. Så derfor skal her fortælles historien om Niels Christensen Ajstrup – en af de tapre Himmerlændinge, der deltog i krigen. Du kan læse om to andre heltemodige Himmerlændinge fra Mejlby i Brorstrup sogn, Tydsk-brødrene, på siden Mejlby-folk omkring, og de døde begge i hhv. Kolding og Fredericia.

I Store Ajstrup mellem Nibe og Løgstør blev der i 1826 født en dreng, som blev døbt Niels Christensen. Hans forældre var kirkesanger og skolelærer Christen Nielsen (Svendsen) og hustru Mariane Sørensdatter. Niels Christensen (Svendsen) er den tredje ældste af deres 6 børn. Hans far var med i krigen 1808, hvor han var matros på et skib, blev taget til fange af englænderne, men sat i land i Sverige, fordi han havde men af sine sår, hvorfor han blev skolelærer i Store Ajstrup.  Men nok om farens heltegerninger.

Da Niels Christensen er 22 år gammel, er han karetmagerlærling hos sin bror Jens Christensen i Store Ajstrup. Han bliver indkaldt til militærtjeneste og møder på eksercerskole den 16. april 1848, hvor det noteres, at den unge mand er 1 meter og 68 centimer høj. Han starter i krigstjenesten i oktober 1848 i Aalborg. Niels Christensen kommer således ikke til at deltage i krigen i 1848, men han deltager i felttogene i krigsårene derefter.

Efter en våbenhvile optages krigen nemlig igen den 3. april 1849. Niels Christensen bliver sendt med sin afdeling over Fyn til Fredericia. Han kommer første gang i kamp ved Kolding den 23. april 1849. Efter et tilbagetog op igennem Jylland, sendes han igen til Fredericia, hvor han oplever belejringen og deltog i udfaldet den 6. juli 1849.

Dette er hans beretning om livet som soldat i løbet af disse år, som kendes i dag i form af 44 breve skrevet hjem til familien i Store Ajstrup. Her på siden er det kun korte men udtryksfulde uddrag, men du kan læse brevene i Fra Himmerland og Kjær Herred, 1987, hvor brevene er trykt og kommenteret af Karl Nielsen i artiklen ”Jeg seer ei Jylland mere”.

Brev 2 – den 18. oktober 1848 – om soldatens fattigdom
I denne sidste Tid har jeg havt det saaa strængt at jeg kan ikke sige Eder det. – I denne sidste Tid har jeg sat saa mange Penge til at det er saa forskrækkelig; jeg har været Syg; men jeg vil ikke paa Sygstuen, for der fik di ikke den 3die Part di kunne Spise, og di maatte ingen Ting have med dem der ind, og di skulde ligge baade Nat og Dag… men naar i Bager, saa kan i vel sende mig en smaa Kage her ud men Steinthals Kudsk, og om i kan undvære noget Kjød, for alle Ting er saa Dyre…
Brev 8 – den 15. december 1848 – soldatens trøstende ord
Det [brevet] er skreven i Hast, men sig til Moder, og mine Sødskende, at di skal ei sørge for mig, for dette, jeg kommer nok Verden igjennem, og i ere hilset fra mig Allesammen, Lev vel.
Brev 10 – den 3. februar 1849 – hygiejnen
Det koster mig ogsaa med Vadsken, baade mine Strømper og Skjorter. Jeg giver 6 skilling for hver Skjorte at faae Vadsked, og jeg skal i reen Skjorte hver Søndag, længer maae vi ikke gaae i dem…
Brev 11 – den 25. februar 1849 – humor i alvoren
Jeg har skreven til Jens og Maren til om nogle Penge, for di har lovet mig at når jeg trængte til Penge, da skulde de hjælpe mig, og derfor skrev jeg til dem nu, for det gaaer ikke saadant til at være i Kongens Tjeneste, som at gaae hjemme…
Jeg lever meget godt og har Hilsen og Sundhed, men d. 16de i den her Maaned, saa skal vi af sted ud til Tydskerne, og det vilde jeg Guddøde mig Nødig
Brev 12 – den 10. marts 1849 – som at være i udlandet
.. og reiste 5 Miil længer sønder paa til en Bye som kaldes Walløv [byen Velløv 5 km sydvest for Langå]…
Vi lever for resten godt nok; men det er dog en konstig Bye, for at tykke, di siger da rigtignok at Kirken den vender i Øster og Vester; men for mig at tykke, saa vender den i Sønder og Nord og i Sønder med Tornet. Kirken kan være god nok; men der er ingen Torn paa den; og deres Kirkeklokke den hænger i et Stillads lige midt paa Kirkegaarden. Præsten kun dog være god nok; men Degnen han lignede meget en Veier [vædder].
Brev 14 – den 31. marts 1849 – rejsen rundt i pløre
Vi kom over til Fyen d 28de d.M, da Maseered vi 1½ Miil paa Jylland, og saa kom vi over ved Snoghøi, og saa kom vi igjennem Middelfart, og saa Maseered vil 3 Miil over paa Fyen til den Dag. I kan rigtig nok troe, at det var en stræng Tuur for os den Dag. Det Sneede og Regnede hele Dagen, og saa var der saadan en Smadder og Pøll, at vi gik i det til Knæerne, saa kom vi til en Bye, som kaldes Eibye…
Brev 16 – den 11. april 1849 – umenneskeligheden uden for krigszonen
…jeg kan næsten ikke høre hvad Folk di siger, og jeg tror næsten ikke det er andet end bare Kuld, for vi ligger jo ude i Laderne, i lidt Halm om Natten, og i Kostalden, jeg fryser om Natten, at jeg ryster om Morgenen som en Hund…
Brev 17 – den 27. april 1849 – fra krigsskuepladsen i Kolding by
Det var dog et fæl Slag. Niende og Sjette og Femte og Ottende Reserver Battailloner di Leed frygtelig, der faldt forskrækkelig mange af dem; men di forjog dog Tydskerne ind ad Kolding, og da di kom saa derind, saa bestormede vi dog Byen, og saa maatte Tydskerne jo til at ud af Byen igjen, men saa skud di ud af Vinduer og Døre paa os saa forskrækkelig, og da tog vi mange af dem til Fange. Da Tydskerne var kommet ud af Byen, saa var vi der inde i 2 Timer, og da skud di Ild paa Byen, at vi kunde ikke være der for Ildebrand…
Den 3die Deel af Kolding brændte…
Brev 19 – den 11. maj 1849 – trygheden i Fredericia
Nu er vi Gudskee Lov i Fredericia, og der kan vi heller ikke komme fra igjen, uden som til Søs, for Tydskerne di ligger da rundtenom Byen…
Det eneste er dog at di kunde skyde Ild paa den; men det troer jeg næsten ikke at di kan, for di har skudt med Bomber efter den hver Dag siden vi kom der ind; men di springer i Stykker længe før di kommer til Byen, og deres Kugler, di kan heller ikke gaae derind.
Brev 20 den 14. maj 1849 – slaget ved Stoustrup
… i Gaar som var den 13de Maj og en Søndag, rykkede vi ud fra Fredericia kl. 2 om Morgenen mod Tydskerne, so skulde have dem tilbage fra deres Batterier og forskansninger som de havde kasted om Natten oppe ved en Bye som kaldes Stoustrup lige væsten for Fredericia; men det fik en skiden Ende med os. Tydskerne di havde da en Kjæde paa den her Side af deres Batterier, den drev vi jo tilbage indtil deres Batterier; men da di kom saa dertil, saa kunde vi Guddøde mig ikke drive dem længere, saa kom vi da til et Gjær og Dækked os ved; men deres Kugler di styrtede om os, som om det havde saa haglede…
… der blev dog 20 af os Saared og Døde, og 17 af 4de Compani Saared og Døde…
Vi har dog ikke sovet nu i 3 Nætter og Dage, for vi har været paa Vagt Nat og Dag, og Gaaet og past paa Tydskerne; derfor var det, at vi skulde have jaget dem bort
Brev 21 den 17. maj 1849 – redningen væk fra Fredericia
Jeg kan tilmelde Eder denne glade Tidende fra mig, at i Gaar d. 16de Maj kom vi fra den slemme Kjøbstad Fredericia, og kom over til den gode Egn Fyen, der kommer vi da til at leve godt saalænge vi er der, og der kan vi ligge rolig i vores Senge, og sove om Natten
Brev 25 den 9. juli 1849 – om slaget den 6. juli
Den 6te juli om Morgenen, da drog vi ud om Morgenen kl. 1 fra Fredericia, for at gaa i Kamp med Tydskerne og bestorme deres Baterier, og det lykkedes ogsaa for os, at vi slog dem paa Flugten, og tog 18 Hundrede Mand af eene bare Tydskere til tilfange, foruden Døde og Saarede…
Vi havde den Held, at vi kom ikke først ud imod dem om Morgenen, for da blev vores skudt og Saarede i Hundred Tal. Det var et gruelig Slag, vi havde den Dag; men Gud han havde sparet mig til den her Tid, og os alle fra Aistrup…
Brev 27 den 27. juli 1849 – troen på sejr
Di siger, at den Saxiske Prinds han vil til at tage sig Tydskernes Parti an; men det vil Guddøde mig hjelpe lit, dem skal vi nok knække Halsen paa, og Slesvig-holsternerne tilligemed, for vi Danske ere ingen Børn i Fældten, vi forstaaer nok at bruge et Gevær, langt bedre end som di Tydske Vindbøiteler, di er som Vildsviin naar Kampen gaar løs, og saa staaer vi fast.

Niels Christensen Aistrup vender derefter hjem til ”Aalborg”, hvor livet ligner den første periode, hvor manglen på penge og med nedslidt tøj optager hans sind en del.

Brev 35 – april 1850 – på farten igen
…nu er vi da reist fra Aalborg, og er reist 2 Mile sønden for Hobro, og der er vi indqvarteret i en Landsbye som kaldes Svenstrup og det er en Miil sønden og østen for Mariager, og hvor længe at vi skal blive her, det veed vi jo ikke.
[Red: På dette visit i Svenstrup er det jo tænkeligt, at Niels Christensen Aistrup er stødt på Niels Nielsen Meilby, som jo allerede på dette tidspunkt har fundet sin vej til True lidt syd for byen og vel derfor har frekventeret Svenstrup kirke. Trods en aldersforskel på kun 6 år, former deres liv sig jo meget forskelligt.]
Brev 37 – den 10. juni 1850 – et forunderligt syn
Jeg lever Skidt, og er nu indqvarteret i en Bye ude paa Marken, som kaldes Greis. Jeg er ikke i Byen. Jeg ligger en halv Miil ude fra Byen paa Marken hos en Pjalt Stoder…
… og ved Greis Mølle, det er den sværeste Mølle at jeg har seet nogen Tid i mine Dage, og der er et Klædesfabrik i denne Mølle, og der staaer en Skorsten lige midt i Gaarden som hører til Fabriket, som ikke leverer nogen Ting, blot staaer Alene, og er muret op af Muursten, og er ganske smal, og den er 54 Alen Høi, den seer Fæl ud. Saadant et Syn har jeg aldrig seet i mine Dage før, og det er et svært Klædesfabrik.
Brev 40 – den 29. juli 1850 – såret
Jeg vil i Dag skrive Eder et par Ord til og lade Eder vide hvorledes jeg har det nu, jeg er levendes inu; men jeg ligger paa Lazarethet i Flensborg og er Saarede. Jeg blev Saarede d. 25de Juli og ved Slesvig Skou…
Jeg fik en Spids Kugle ind i Siden af min Hals, og den gik inden om mit Skulderblad og need i min Ryg…
Brev 44 – den 4. oktober 1850 – rejsen til Fyn
Jeg vil lade Eder vide, at jeg er reist fra Flensborg og til Faaborg paa Fyen, thi havde jeg bleven i Flensborg, saa havde det gaaet mig ligesaadant som da jeg var i Nibe hos Doctoren; men nu tror jeg vist nok, at jeg er kommet til bedre Lægere.

Redaktøren: Vores gode ven, manden, som man ikke kan lade være med at holde af, når man læser hans breve hjem til familien, afgår desværre ved døden den 2. november 1850 på sygehuset i Fåborg som følge af sit sår, og han begraves den 7. november 1850 på Fåborg kirkegård.

Først den 2. december 1850 skriver A.P. Rohde et brev om denne tragedie til forældrene og resten af familien hjemme i Store Ajstrup. Det er ellers et langt og pænt brev med mange pæne ord om den brave soldat, som Rohde sender til pastor Møller, der er sognepræst for Sebber pastorat.

Begravelsen af Niels Christensen (Svendsen) Aistrup er ikke indskrevet i Fåborg kirkebog, da soldater ikke blev indskrevet i de almindelige kirkebøger.

Ved folketællingen i 1850, optælles Niels Christensen i Store Ajstrup hos forældrene:

Christen Nielsen                             59     Gift     Skolelærer, og Kirkesange                 Her i Sognet
Mariane Sørensdatter                    50     Gift      Hans Kone                                       Do
Niels Christensen                           24     Ugift    Børn, Soldat, er i Krigstjenesten       Do
Mette Marie Christensdatter           21     Ugift    Børn                                                Do
Karen Margrethe Christensdatter   17     Ugift    Børn                                                Do
Peder Christensen                         15     Ugift    Børn                                                Do
Sørine Christine Christensdatter       3     Ugift    Børn                                                 Do

I Store Ajstrup kirke er der en mindeplade, som du kan se her.

De her uddrag af brevene er kun små, så skynd dig på biblioteket og lån Fra Himmerland og Kjær Herred, 1987, og læs også de mange andre sproglige perler, som Niels Christensen (Svendsen) Aistrup leverer i sin korte færden gennem livet.

Lidt mere forklaring:

Niels Christensen Aistrup skriver i 1850 om Grejs Mølle nordvest for Vejle:

"...der staaer en Skorsten lige midt i Gaarden som hører til Fabriket, som ikke leverer nogen Ting, blot staaer Alene, og er muret op af Muursten, og er ganske smal, og den er 54 Alen Høi, den seer Fæl ud."

Man spørger så naturligvis sig selv, hvad han mener med, at skorstenen ikke leverer nogen ting. Grejsdal Lokalhistoriske Arkiv har undersøgt dette, og deres svar er:

I den 3-års krig, hvor soldaten Niels var i Grejs, kan jeg godt forstå, at han undrede sig over den store skorsten. Den blev sammen med den store 4-etages fabriksbygning bygget i 1843, da to fremsynede brødre kunne se, at der var større effekt med en 25 HK dampmaskine i stedet for vandhjulene. Du skriver, at Niels var indkvarteret i Grejs, men han har åbenbart været en tur ned ad bakken, for møllen ligger nede i Grejsdalen ved Grejs å.

Da Niels var i Grejs, stod klædefabrikken stille på grund af tysk indkvartering, så derfor var den ikke i brug. Efter krigen kom den atter i gang og fungerede som klædefabrik i mange år.

 

Niels Christensen Aistrup som indskrevet i (Store) Ajstrup kirkebog i Slet Herred den 18. maj 1826

Når Tordenskjold sad ved roret…

Vi kender alle sammen Tordenskjold som en krigshelt, men er der nogen af os, der kender ham som et menneske? Heldigvis er der en historie, måske et sagn, som fortæller os lidt om ham på en helt anden måde. Historien findes i Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, Bind IV, 1872, i afsnittet Antiqvariske oplysninger om Elling og Tolne sogne, skrevet af Peter Gaardboe:

Da Tordenskjold som Schoutbynacht på orlovsskibet Lolland, dvs. Ebbeneser, i 1718 til 1719 havde haft en træfning med svenskerne i Kattegat, gik han i land ved Strandby, omtrent 1 mil nord for Frederikshavn, hvor han fik en mand ved navn Thomas Matthiassen i Skramgaarden til at køre sig til Ellinggaard, hvor han ville besøge Jørgen Bilde, som da boede der.
Idet Thomas Matthiassen vilde køre ud af sin gård med Tordenskjold, væltede han vognen over en sten, hvorover mandens kone, som fra stuen havde set dette, blev meget forskrækket, da hun mente, at Tordenskjold nu måske ville skyde hendes mand, hvorfor hun skyndsomt ilte ud i gården og på sine knæ bad den store Helt om forladelse for mandens uforsigtighed. Men Tordenskjold syntes ikke at bryde sig stort om dette uheld og hjalp med kraftige hænder til at rejse vognen på ret køl, som søhelten udtrykte sig med den bemærkning, at han, som sad ved roret, selv var skyld i ulykken.

En skæbnefortælling fra Århus-egnen

Højskoleforstander Povl Holm har i Østjysk Hjemstavn 1954 udgivet sine "Barndoms- og Ungdomserindringer fra Aarhusegnen". Her er nogle få udsnit fra de mange erindringer:

"Jeg har derimod Lyst til at fortælle lidt om den sjælelige Side af Datidens Bondeliv paa min Hjemegn. Synes man, det lyder lidt højtideligt, kan vi ogsaa kalde det: Hvad snakkede Folk om, naar de kom sammen."

Ja, hvad snakkede – og snakker – Folk om, naar Lejlighed til Snak gives? Naturligvis om Vind og Vejr og hvad Hændelser, der er indtruffet for nylig. Om Avl og Bedrift, om Politik og Krigsberetninger – eller Krigsrygter, som man – trods offentlig Advarsel – ikke undlader at lade gaa videre. Og hvor Forholdene er en, vil Talen om disse Ting ogsaa være ens – fra Skagen til Skelbækken."

Povl Holm slutter sin artikel af med at fortælle en gammel skæbnefortælling, og den skal da gengives her:

En ung pige fra Dørup tjente i Lille Mølle, som lå i den snævre ådal mellem stejle Bakker nedenfor byen. Hun var forlovet med Mølleforpagteren, og de skulde snart have Bryllup. En Søndag Aften besøgte hun sine Forældre. Da hun ved Sengetid skulde tilbage til Møllen, var det mørkt og uvejsomt. Forældrene vilde af den Grund overtale hende til at blive hjemme Nat over. Men nej! Hun maatte af Sted. Hun gik imidlertid vild og kom ved Midnatstid – træt og forkommen – tilbage til sit Hjem. Igen pressede man paa for at overtale hende til at blive. Men der var intet at gøre; hun skulde af Sted.

Faderen trak da i Tøjet og fulgte hende ned til Møllen. En Time senere brændte Møllen og hun indebrændte. "Saadan skulde det nu være". – "Der var nu hendes Plads". – Det er historiens Moral. Der var intet at vrikke eller dreje ved den Ting.

Vendelboernes sæder og skikke

En kat, som lever i Vester Brønderslev

I Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, II Bind, 1868 og 69, er der en artikel om vendelboerne og deres skikke. I artiklen skrives [Foto: en kat, som i dag lever blandt vendelboerne.... i Brønderslev]:

Som Egenskaber, for Vendelboerne i Almindelighed kan roses, maa anføres: Tarvelighed, Sparsommelighed, Flid, Ordholdenhed, Kydskhed i Ægteskab og Lyst til at høre Guds Ord.

Saaledes udarter Tarveligheden stundom i den Grad, at man mange Steder nøies med en Føde, som Øboerne ganske vist ville mene passer sig bedre for visse Dyr end for Mennesker og som dertil har den Mislighed, at den meget begunstiger Brændeviinsdrikken til Hverdagsbrug, "da man", som det hedder, "maa have sig en snaps eller to for at faae Æden til at glide".

Ved et Besøg hos en Gaardmand, der havde givet sin Datter "Totusinde" i Medgift og endnu havde ligesaa Meget "ude" saae forf., at den hele Middagsmad bestod i kolde Kartofler og varm Meeldyppelse.

Ordholdened er maaskee det smukkeste Træk i Vendelboens Characteer.

Da en Præst engang bad nogle Kirkeværger om at foretage en Forbedring ved deres Kirke, som tilhørte Sognebeboerne, og tilføiede, at Herremanden, som eiede Annexkirken, øieblikkelig havde lovet at lade vedkommende Arbeide udføre for sin Kirkes Vedkommende, svarede den ene Værge: "Naar vi love det, holde vi det". Og ganske rigtig, blev det ikke til Noget med den paatænkte Forandring enten i den ene eller anden Kirke.

Medens man paa Øerne sidst gaaer til sin Præst, er han derimod her den, Beboerne ogsaa i deres timelige Nød først tye til, især naar han har Ord for at kunne give et godt Raad, er venlig og gjæstfri.

For en Deel Aar tilbage kom en ung Præst til et Kald, ledsaget af en Ungdomsven, der var i høi Grad letsindig og som forførte Præsten til flere ubesindige Handlinger, som endelig fremkaldte en Klage af samtlige Sognebeboere… Da Provsten nærmere udspurgte Deputationen, der overbragte Klagen, mærkede han snart, at Fortørnelsen mere gjaldt Vennen end selv Præsten, og da han var en practisk Mand, fik han det Forlig tilveiebragte, at Bønderne skulde tage Klagen tilbage, imod at Præsten senest til en give Dag skulde lade Vennen reise…

Da Middagen paa den bestemt Dag kom, mødte Deputationen i Præstegaarden og forlangte i saa bestemte Ord Forligets Opfyldelse, at Præsten fandt det raadeligst at give efter, og man vil dertil paastaae, at Deputationen ei alene fulgte den Exilerede til Sogne-Grændsen, men truede ham endog paa den alvorligste Maade, om han nogensinde kom tilbage. Idetmindste saae de ham aldrig mere, og da Præsten fra den Stund blev et ganske andet Menneske, synes saameget sikkert, at Bønderne her havde den rette Indsigt i Tingene.

Lægge vi Alt til Alt, bliver nok Stridighed og Mistænksomhed de Egenskaber, der findes hos Vendelboerne i en høiere Grad end hos Rigets øvrige Beboere; men man maa til Undskyldning ligeoverfor disse Beskyldninger heller ikke glemme, at gives der nogen Egn af Riget, hvor saadanne Aandsretninger maatte udvikle sig, saa er det i Vensyssel, som lige til den allersidste Tid har været plaget af Embedsmænd, der betragtede deres Ophold her som en Forviisning og som de derfor idet Mindste maatte gjøre sig saa indbringende som mulig. Saagodt som Alle snød de Bonden.

Ligesaa tjenstagtige Vendelboerne ere indbyrdes, naar en eller anden Sognebeboer kommer i en øieblikkelig Forlegenhed, ligesaa haardhjertede ere de ogsaa, naar det gjælder om at staae en Familie bi, hvor man har faaet den Tanke, at en smitsom Sygdom har faaet Indpas, og denne Tanke faaer man saare let. Blive endog af ganske tilfældige Aarsager tvende Beboere paa en og samme Tid sengeliggende i et Huus, hedder det strax, at det er "Sygdom", det vil sige Tyfus, hvorfor man nærer en forfærdelig Rædsel, og nu jager en panisk Skræk Alle derfra.

Om det er et Særkjende for Vendelboerne, skal vi ikke kunne sige, men mærkeligt er det, at være Vidne til den Sindsro, hvormed enhver seer sin Død i møde. Man taler aldeles ugeneert om den i Sygestuen, og den Syge anordner med den smaaligste Omhyggelighed Alt til sin Begravelse, hvem der skal bedes med, om der skal holdes Tale, hvem der skal gjøre Kisten, og hvem Konen eller Manden skal ægte, naar han selv "vel er henne"…. Under almindelige Forhold indledes den foreløbige Behandling af det andet Ægteskab paa Begravelsesdagen.

Den 17 sider lange artikel fortæller mange andre fantastiske og sjove ting om vendelboerne, og ikke alle er lige troværdige. Men det er værd at gå på biblioteket og låne bogen, hvis du vil vide mere om maden, om hvordan vendelboerne lærte at drikke kaffe osv.

Visitatsen i Kongens Tisted og præsten på møddingen

Fra Axelsons dagbog om præsten Peder Jessen, der fik tæsk af herremanden.

Da Biskop Søren Lintrup besøger sognene i Himmerland og omegn mellem 1721 og 1724, besøger han også Binderup og Kongens Tisted. Om visitatset i Simested kirke i 1721 finder du på siden Red Simested. Vi er altså i 1722, før det bliver de to byers tur:

Den 27. junii besaae jeg Thestrup kirke saavelsom Binderup kirke paa veyen til Tisted og fandt Thestrup kirke vel repareret og vedligeholdt, men Binderup kirke endnu at behøve dend reparation, at een laas for kirkedørren behøvedes, at prædikkestol skulde giøres, altertavlen males og kirkelaagen og porterne af ny opmuures og digen omkring kirkegaarden opligges. Om skole- og degnebolig talte jeg med samme bymænd, men fik ingen viss underretning, ey heller hvor mand kunde finde pladtz dertil, uden at prousten i Tisted siden berettede mig, at der i forrige tider havde været et degnehuus i Binderup, som sr. N. Arctander nu skulde eye.

Den 28. junii dvs. dnica 4 post trinit. visiterede jeg i Tisted kirke, som var vel nok ved lige holden, undtagen at der over skrifftestolen var aaben huul paa lofftet, som burde repareres. Ungdommen var ikkun temmelig underviist i deres christendom, formedelst at degnen, een gammel mand, som over 40 aar havde betient det, ey havde informeret eller kunde informere dem. Om skolehold der i sognet talte jeg med meenigheden, men fik ingen vished derom. Til Binderup kirkes regnskab at revidere var den 29. junii berammet, men som kirkeværgerne ey effter advarsel indfandte sig dertil, maatte det henstaae.
Herredets protokoller over skiffter og auctioner bleve mig af prousten foreviiste, men justice protocollen blev ey af mig der paategnet, formedelst at acta imellem hr. Jens Peerstrup og nogle af hans meenighed ey endnu vare deri indførte. Medhielpere havde hand ingen, som hand derfor blev erindret at udnævne. Laas for kirkedøren fattedes også. Hans kirkebøgger over føde og døde etc. samt communicanterne vare ey heller i tilbørlig stand, men vilde effter loven og ritualet indrettes.
Om Binderup kirkes reparation blev ham lovet ordre. Degnen indgav ellers memorial anlangende een søn, som sr. N. Arctander vilde tilegne sig, fordi han havde et lidet stykke jord i brug af hans godtz.

[Den gamle degn i Kongens Tisted hedder Christen Pedersen, der var degn fra ca. 1690 til 1724. Provsten er Peder Pedersen Jessen, der er præst for Kongens Tisted og Binderup sogne 1694 til 1748. Han er provst fra 1712. Er der en af denne sides læsere, som kan fortælle, hvem Jens Pederstrup er? Så skriv til henrikmejlby@yahoo.com med oplysningerne.]

Den 29. juni 1722 drager Lintrup videre til Grynderup og Rørbæk sogne, hvilke besøg beskrives på siden Mejlby – Himmerland.  Efter at have forladt Rørbæk, går der lang tid, før biskoppen vender tilbage til egnen for at følge op på forholdene i Binderup:

Vi skal frem til den 7. oktober 1724, før biskoppen på ny indfinder sig på egnen. Biskoppen skriver om denne dag:

Anno 1724 den 7. octobr. reyste jeg fra Viborg til Aars og paa veyen besaae Binderup kirke, hvor jeg fandt prædikkestoolen opsatt, altertavlen repareret og kirkegaardsporten af nye opmuuret, men der fattedes
1.    maling paa prædikkestol, altertavle og skrifftestool
2.    port og dørre for kirkegaarden, som Jens Pedersøn lovede at lade giøre. Hvornæst
3.    lofften i kirken tid effter anden vilde repareres og
4.    kirkegaardsmuuren oplegges som sognemændene havde lovet at giøre.

Efter at biskoppen har rejst hele Aars herred igennem, afslutter han besøget og alle sine visitatsioner den 18. oktober 1724 i Brorstrup sogn. Dette besøg findes beskrevet på siden Mejlby – Himmerland.

Og nu til den gode historie…

I artiklen Herremanden og præsten, som er i Fra Himmerland og Kjær Herred, 1939, skriver J. Heltoft om præsten i Kongens Tisted, Peder Pedersen Jessen. Han var præst i Kongens Tisted fra 1694 til 1748 og derved præst, da biskoppen besøgte byen. Heltoft skriver om en begivenhed i forbindelse med præsten, som fandt sted den 18. januar 1706.

Denne dato besøgte Peder Jessen nemlig Nøragergaard, som da var ejet af Adam E. C. Pentz. Denne Pentz er i lighed med Knud Ahasverus Becker fra Bækkeskov på Sydsjælland kendt for at være en af de værste bondeplagere i Danmark. Men i modsætning til sjællænderne, slog jyderne ikke bondeplageren ihjel. Pentz gik dog heller ikke af vejen for at uddrive sin ondskab mod præstestanden.

Under besøget den 18. januar kommer Jessen og Pentz op og skændes, og Pentz griber en hirschfænger, dvs. en tveægget jagtkniv, og hugger præsten oven i hovedet og ved munden, så blodet flyder. Sammen med husjomfruen river Pentz det meste af præstens tøj af, og han kalder på 3 karle, som slæber præsten ud i gården på Nøragergaard. Karlene holder præsten fast, mens Pentz gennemtæver ham og slår ham yderligere med hirschfængeren.

Pentz lader Jessen smide på møddingen, og derfra kommer han forslået, blodig og næsten nøgen op på sin vogn og får transporteret sig hjem til præstegården i Kongens Tisted.

Der kommer naturligvis en retssag efter dette optrin, som afgøres den 21. juli 1708. Pentz bliver dømt til at betale Jessen 800 rigsdaler og 500 rigsdaler til Vor Frelsers kirke på Christianshavn som bod.

Sagen får ikke yderligere omkostninger for Pentz. Han dør i Sæby i 1729.

Du kan læse teksten i sin fulde tekst i årbogen.

[Red: Adam Ernst Pentz får døbt datteren Birgitte Kirstine Adamsdatter Pentz i Durup kirke 7 p Trin 1707. Faddere er Zidsel Zirenfeld til Rugard, Mogens Zirenfeld af Rugaard, Sten Bille til Burholt, og fru Ingeborg Kirstine Pentz samt jomfru Hilleborg Arenfeld.

I øvrigt har Knud Ahasverus Becker, der jo selv stammede fra Vesthimmerland, dvs. Hvalpsund, måske lært sin skidte karakter fra historierne om Pentz, idet Becker jo først myrdes af 12 underkuede bønder i 1738, hvorefter den danske stat henretter alle 12, selv om de 10 af bønderne var mere eller mindre uskyldige. Hvornår får de sjællandske efterkommere en undskyldning fra den danske stat? I øvrigt bliver en Ahasverus Hansen Bekker gift i Hørby sogn ved Hobro den 6. oktober 1778.]

En spøjs kærlighedshistorie fra 1700-tallet - del 1

I Aarhus Stifts Aarbøger 1915 skriver H. L. Møller artiklen Slægtshistorie fra Rodstenseje og Rantzausgave. Det er en meget lang fortælling om de adelige familier, men midt inde i de kedelige fakta gemmer der sig en god historie, som du får her:

En efterkommer til Rodsteen-familien er en gut ved navn Frantz Rantzau, der er født den 9. september 1695 på Rodstenseje, og som arver gården Kanne i 1736 efter sin mor, Øllegaard Rodsteen. Frantz var for sin tid vist ikke nogen helt almindelig mand, og det ser man i følgende kærlighedshistorie. Hvad du efterfølgende tænker om denne kærlighedshistorie, er op til dig!

H. L. Møller skriver:
Frantz Rantzau var dengang allerede 40 år, men endnu ugift. Han var som 18-årig yngling trådt ind i hæren midt under den store nordiske Krig (1712) og havde i 4 år tjent dels i det jydske, dels i det fynske hvervede Infanteriregiment, først som kadet, siden som fændrik og løjtnant. Derpå var han gået i østerrigsk tjeneste og havde i to år deltaget i de kejserliges kampe med Spanierne på Sicilien. 1722 var han hjemme igen; der var da tale om, at han atter skulle optages i den danske hær og have en kompagni i et fodfolksregiment; men det kan ikke ses, om denne sag er gået i orden, og i hvert fald blev han til sin dødsdag ikke andet og mere en løjtnant.

I nogle år efter sin hjemkomst var han forpagter på Faarupgaard i Jelling sogn; her havde han et slags kompagniskab med en mand af bondestand, Peder Christensen, med hvem han indgik et nøje, rørende venskab, der vedvarede, indtil døden skilte dem ad.

Da Frantz Rantzau som ejer af Kanne flyttede til denne gård, tog han Peder Christensen med sig og gav ham den i forpagtning. Selv vedblev han at sidde i ugift stand hele sin livstid og synes at have haft en udpræget forkærlighed for et stille og roligt liv. Hvilket sysler der har optaget ham, kan ikke ses, men han har været opfyldt af kærlig omsorg for slægt og venner.

Den 12. juli 1749 oprettede han og Peder Christensen et gensidigt testamente. Det hedder heri, at de er blevet enige om at træffe de bestemmelser, testamentet indeholder… ”såsom da vi begge ugifte og uden livsarvinger have nu levet tilsammen i fællig med hinanden i 20 år, såvel i forpagtning, som siden i ejendom af Faarup i Koldinghus Amt og Cane i Aakær Amt og af Gud i sådan fællig velsignede”.

Fra Hvilsted kirkebog 1762, hvor Monsiur Peder Christensen af Canne er afgået ved døden.

En spøjs kærlighedshistorie fra 1700-tallet - del 2

Hvis Peder Christensen døde først, skulle Frantz Rantzau være hans universalarving; blev den anden derimod den længstlevende, skulle han, om han ville, beholde Kanne i forpagtning på livstid mod en årlig afgift af 400 rigsdaler, og dersom han ønskede at fratræde forpagtningen, skulle han efter vennen arve alt, hvad denne ejede og ikke havde fået på skiftet efter moderen, og desuden til sin død have fribolig på gården med forskellige andre emolumenter.

Peder Christensen døde som den første den 6. februar 1762, og Frantz Rantzau besluttede da at overdrage Kanne til den blandt sine slægtninge, han allerede i testamentet af 1749 havde bestemt hertil, nemlig søsterdatteren fra Rodstenseje, frøken Øllegaard Rodsteen Sehested.

Frantz Rantzau forlader Kanne efter overtagelsen den 1. maj 1763, hvorefter han flytter til Holstebro, hvor han havde købt en ejendom, uden at man kan se, hvorfor han netop havde valgt denne by til at ende sine dage i.


Den gamle gamle løjtnants kærlighed til sin trofaste forpagter gav sig ogsa vidnesbyrd efter dennes død. I testamentet af 1762 bestemmer han, at Peder Christensens søsterdatter, madame Øllegaard Sophie Jellinge, der var gift med hans egen sognepræst, Thøger Møller til Astrup, Tulstrup og Hvilsted, og hendes børn skulle arve alt, hvad han ellers havde tiltænkt vennen selv, ”hvis indvendig på Cane, om jeg ved døden skulde afgaa, efter min Død findes af rede Penge, Sølv, Guld, Kobber, Tin, Messing, Senge og Sengeklæder, Linned og uldent, Trævarer og Boskaber, af hvad Navn nævnes kan”, endvidere, ”alle øvrige godset uvedkommende Ting, saavel af Papirer og Brevskaber som andet, der før nævnt er.

Endelig skal Madame Jellinge have til Enkesæde, saa længe hun lever, den Gaard, Frantz Rantzau havde købt i Holstebro, og alt, hvad der er i Gaarden findes efter hans Død, ”i Henseende jeg paa nogen Maade vilde erlægge al den Troskab, Omhyggelighed og Forsorg, som han [Peder Christensen] for min Velfærds Befordring med utænkelig Flid udi hans Levetid besørget, paa nogen af hans paarørende”.

Sine sidste fem leveår tilbragte løjtnant Rantzau i Holstebro. Frantz Rantzau dør den 18. september 1768 i Holstebro, hvor han er 73 år gammel. Da han var den sidste mand af sin linie, blev det rantzauske våbenskjold nedlagt med ham i hans kiste.

Om sin begravelse havde han skrevet i testamentet af 1762: ”Og siden jeg udi dette Foraar udi Altergulvet i Hvilsted kirke har ladet oprette et lidet Begravelse eller muret Gravsted, alene for mig og Forpagter Peder Christensen, som allerede derudi er indsat, vilde jeg efter min Død, at samme bestandig skulde vedligeholdes og ingen flere derudi indsættes.

Begravelsen er indført i Holstebro kirkebog den 7. oktober 1768, hvorimod der i Hvilsted kirkebog intet findes om den. Man kunne således betvivle, at den gamle løjtnants vilje med hensyn til hans jordfæstelse er blevet udført, men det er dog usandsynligt, at hans efterladte virkeligt skulle have vist en sådan mangel på pietet over for deres velgører, og man tør vel derfor slå sig til ro med den tanke, at de to venner alligevel er blevet forenet i døden, som de havde været det i et langt liv. Gravstedet vedligeholdelse skulle ifølge testamentet påligge Kannes fremtidige ejere, men ethvert spor af graven er for længst forsvundet.

Se, dette er en historie, som man vel næppe forestillede sig kunne finde sted i begyndelsen af 1700-tallet. Og hvis ikke den ene af partnerne havde været adelig, havde den det vel heller ikke.

Fra Holstebro kirkebog, hvor Frantz Rantzau er afgået ved døden 73 år gammel. En spøjs kærlighedshistorie fra begyndelsen af 1700-tallet finder sin afslutning.

Fra en dagbog og årbog fra 1500- og 1600-tallet

V. A. Secher udgiver i Samling til Jydsk historie og topografi, V bind, 1874-75, en dagbog skrevet af flere præster i familie med hinanden i Ålborg og Vendsyssel mellem 1577 og 1697. Fantastisk at se, hvad der rørte sig i samfundet dengang, så her får du et lille uddrag med det mest interessante. Lån bogen på biblioteket, hvis du har interesse i at vide mere:

Høsten slår fejl, så der importeres korn til Jylland
Aar 1592 var her offuer al Jutland en suar nød miest for brødkorn, oc bleff indført her for Aalborg rog [rug] fra danschen [Danzig], liffland [Letland], prusin [Prøjsen] oc pomeren en saare stuor støcke roug.

Pesten år 1592 i Aalborg
Wti [Ud i] Julio begyntis ther her i Aalborg oc først i vor frue sogen at dø aff peste, men viid sankt michelsdagh tiide brende theth hart, oc inden nyt aars dag aar 93 vor her aff døde i sankt bodels sogen 430.

Stormen 1593 i Skagen
Aar 1593 før juel er thuinde [to] gange skeet offuermaade [overordentlig] stuor skade aff Vesterhaffuens offuerløb [oversvømmelse] oc borttagen mange steder fra Skaffuen [Skagen] oc saa till vester, adt hus oc byer oc mennisker druchnit, oc eblant andit erlig og velbiurdig mands Holgerdt Vlstands [Ulstand] gaard i Haardsøsel bleff oc slet forderffuet [er total forsvundet]

Solformørkelsen i 1598 – berettet til præsten i brev fra Lunov til Rugård
Wdi Affning [dvs. Avning ved Randers] boer 4 mend vid naffn Anders nielsen, Søren lasen, pouel bryger og Jens persen, di vor i skoffuen [skoven] met 4 vogne ad hente weed then neste løffuerdag for fastelauns søndag, der formørckelsen schede i solen: paa same tidt bleff der saa mørckt hos dennom, at den ene kunde ickj see thend anden, oc i same oyeblick bleff tendt saa mange lius for denem, ad thend ene kunne ikkj see thend anden for skin oc klarhed, oc i det same bleff det mørckt igien, oc var det for deris øyne ligesom der fald blod ned aff himlen for deris fødder, oc bleff same mend saa forferdet, at di lod farre alt thet di haffde oc foer hiem.

Lammet med 1 øje, 1 mund og 8 fødder i Sindal i 1624
Den 20 Maij bleff fød til mitt i Sindall Prestegord itt lam, var nedin halsin 2 lam met 8 fødder, en hals oc hoffuid, 4 ørne oc en mund oc en ting ret for i hoffueditt, som wii mente schulle vere itt øye.

Trillingefødslen i Skagen 1630
Den 11 Julij døde Marin Lausdatter, Anders Nielsens hustro paa Skagen, af Barne, hun fødde ett barn leffuinde oc ett død, det tredje oc Moderen fylgede ad [døde samtidigt under fødslen]

Stormfloden i 1634, hvor 12.000 druknede
Læs dette afsnit på siden Blandt andet blandet i afsnittet Stormen i 1634 og tidens andre store storme.

Hjørring brænder i 1693
Brændte Hjørring næsten af. Noget tilforn brændte ”Hieselt” i Torslev sogn.

Meget af det resterende fra dagbogen er indsættelse af diverse præster i Vendsyssel, giftermål og begravelser. Om solformørkelsen i 1598 skriver DMI, at de desværre ikke har ret mange data så gamle, men fra Tycho Brahe vides om en måneformørkelse den 10. februar 1598. ”neste løffuerdag for fastelauns søndag” 1598 betyder måske, ”to lørdage før fastelavn”, som er den 26. februar 1598, men det giver den 11. februar 1598, og den 10. februar er altså en fredag. Da det er en tredjehåndsberetning fra Auning fortalt til en præst og sendt til en anden præst, kan det dog godt være denne måneformørkelse, der fik de 3 mænd til at styrte hjem over det forfærdelige syn.

Fregatskibets helt i nordstormens stranding den 16. november 1790

P. M. Rørsig skriver i artiklen Fra Kysten og Havet omkring Vendsyssel om en del af de mange storme og deraf strandinger på kysten, og der er flere gode historier mellem dem. Artiklen er i Jyske Samlinger, 5. række, IV bind, 1938. Du får min favorithistorie her:

Om Natten til den 16. november 1790 stor en haard Nordenstorm med oprørt Hav ind mod Kysten.
I dette strenge Vejr strandede lidt østen for Højen (Gl. Skagen) Fregatskibet ”Cornelia”, ført af Kaptajn Peder Richard af København, ligesom Galeasen kommende fra Bordeaux. Det havde 10 Mands Besætning. Blandt Ladningen var en Del Olie. Ved at gyde nogle Tønder deraf ud over de fraadende Bølger lykkedes det hele Mandskabet at naa til Land i Fregattens egen Baad, men baade Skib og Ladning ødelagdes.

Saa stod de 10 gennemvaade Mennesker fortumlede og næsten raadvilde, paa den mørke, vildsomme Strand. De fandt dog et Vejspor, der førte ind i Landet. Ad dette kom de til den gamle Kirke. De forsøgte at komme ind under Kirkens Tag for at søge Ly i Novembernatten, men forgæves. Døren lod sig ikke aabne.

Atter søgtes efter Spor. Et saadant fandtes ogsaa. Det pegede i modsat Retning og førte Besætningen til Østerstrand, ½ Mil syd for Skagen, netop ved Vraget af et fransk Skib. Men heller ikke dette kunde yde Læ.

Endlig fandt de udasede Søfolk ad et tredje Spor til Byfogdens Gaard (dvs. hos Hans Christoffer Ferslev). Det var dog ikke alle, der naaede saa langt. Nogle var segnede af Træthed. Der blev derfor sendt Vogne og Mandskab ud for at søge efter disse. En laa da og var død paa Vejen, og en anden døde i Vognen, inden den naaede tilbage til Byen.

Ind i denne natlige Elendighed lyste dog en Solstraale. Fregattens styrmand havde nemlig fra Strandingsstedet og den lange Vej forbi Kirken til Kattegat og derfra tilbage mod den kraftige Storm til Byen, paa denne trælse Strækning baaret to udmattede Drenge paa sin Ryg og derved reddet dem fra Døden. Dette var altsaa en Daad, en Sømandsbedrift paa Landjorden.

Fregatskibet havde været udklareret fra København til Pillau og Middelhavet 30. September 1785 og atter Aaret efter 15. Maj til Archangel, Bergen, Middelhavet og videre efter nærmere Ordre. Fartøjet blev borte i halvfemte Aar og har antagelig været chartret i udenrigsk Sejlads. Paa Hjemrejsen var det saa, at det fandt sin Skæbne over Gammel Skagens Revler.

Ved Udklareringen 1786 var Besætningen:
Styrmand Boye Jürgens fra Amrum
Baadsmand Sønke Pauls fra Føhr
Tømmermester Christian Michelsen fra Flensborg
Kok Tyche Nichelsen fra Amrum
Matros Christian Jessen fra Grenå
Matros Hans Thorsen fra Bergen
Matros Nicolaj Wibe fra Arendal
Matros Ole Christensen fra Laurvig
Jungmand Andreas Petersen fra Sild
Koksmath Willem Nichelsen fra Amrum
Og drengen Knud Enken fra Amrum

Det er altsaa den sønderjydske Styrmand, Boye Jürgens, der udmærkede sig ved sin Udholdenhed efter Strandingen. De to unge Skibsfolk, han reddede ved at bære, velsagtens skiftevis, har sikkert været de to sidstnævnte fra Skibslisten, Koksmath’en og Skibsdrengen, der jo var fra samme Ø som Styrmanden.

Skagen Kirkebog har intet om de to Sømænd, der i Strandingsnatten fandt Døden i Sandhavet.

Epidemierne i Århus midt i 1800-tallet

Man kan vel ikke kalde epidemier for en god historie, men når fortælleren er dygtig, kan den måske godt stå i dette afsnit alligevel. Emanuel Sejr har i Aarhus Stifts Aarbøger, 1960, skrevet om Alfred Hjalmar Elmquist i artiklen Tilbageblik, og det meste af materialet stammer fra Elmquists hånd. A. H. Elmquist var søn af Aarhuus Stiftstidendes redaktør og blev student 1836. Han var det meste af sit liv sognepræst til Virring og Essenbæk.

Det er en lang artikel, og her er kun korte uddrag, så du må låne årbogen på biblioteket, hvis du vil læse resten.

Her tages uddangspunkt i Elmquists notater efter 1850:
”I Aaret 1850 (den 3. september) fødtes os en Søn, som blev opkaldt efter begge sine Forældre (Alfred Georg), og i 1852 (den 8. december) en Datter, som kom til at bære min Moders Navn: Helene Ambrosia. I Februar 1853 blev jeg kaldet til Præst som residerende Kapellan ved Aarhus Frue Kirke samt Sognepræst for Aaby Menighed. Hen på Sommeren hjemsøgtes Aarhus af en voldsom Cholera-Epidemi, der krævede talrige Offre. Det var en såre uhyggelig Tid; jævnlig hørte man de tunge, taktfaste, let kjendelige Skridt af Portører, der bare Cholera-syge til Hospitalerne; daglig var der adskillige Lig at begrave. Af vore Nærmeste bleve Gudskelov Ingen angrebne. I flere Henseender var det for mig som begyndende Præst en anstrængende Tid.

[afsnit om Kaptajn Stages bryllup og sønnen Georg Stages død, samt V. Thisteds bryllup og Løjtnant Wulf]

Den 8de December 1853 fyldte vor lille Helene sit første Leveår. Forgjæves havde vi fra om Formiddagen ventet at see hos os min kjære Svigerfar som Gratulant. Det blev Aften og endnu lod han sig ikke see. Endelig – omtrent ved 10-Tiden – blev der ringet på dørklokken; men i stedet for den med Længsel Ventede viste sig en Tjenestepige, hvis Budskab slog ned som et Lyn fra klar Himmel: ”Politimesteren er død!” Næppe kunde vi troe vore egne Øren. Dybt grebne ilede vi til Hjemmet på Guldsmedegade og fik her Syn for Sagn.

[Elmquist fortæller så en hel del om omstændighederne ved Nielsens død]

I April 1854 fødtes os en Søn, som efter to af sine Onkler fik Navnet Harald Fridleif Regnar. Han blev dog kun ca. 5 Fjerdingår, idet han i Juni 1855 afgik ved Døden. Under en af Mæslinge-Epidemierne vare alle Børnene  blevne angrebne af denne Sygdom. Samtidig havde jeg fået Permission til en Rekreationsrejse til Kjøbenhavn. Min Kuffert stod pakket, men Rejsen blev udsat fra Dag til Dag. Endelig syntes Patienterne i så god Bedring og uden Fare, at jeg kunde begive mig af sted; men næppe havde jeg opholdt mig et Par Dage i Hovedstaden, før jeg modtog Efterretning om lille Haralds Død, hvorefter jeg naturligvis ilede hjem til den bedrøvede Moder. De andre Børn vare komne godt over Sygdommen.

Min del af historien slutter her, da det vist nok for alle må være klart, hvor svært det også kunne være at bo i byerne i gamle dage – når epidemierne rasede, og alle var udsat for farer dagligt.

Da kongen snød bønderne på Fyn ved at sælge den samme gård to gange

I Vejle Amts Aarbog 1953 har H. P. Berthelsen skrevet artiklen Krongodssalgene og Bondefrigørelsen i Aarene omkring 1765.

Berthelsen skriver bl.a. om 1764, hvor de første auktioner over krongods på Fyn blev sat til salg. Kammerherre Mogens Rosenkrantz og justitsråd Jacob Lowson stod for salget, der fandt sted på Fyn den 14. november 1764 og gik frem til den 22. november 1764.

Berthelsen skriver:
Ved det fynske Salg blev en stor Del af Bønderne solgt som ”Besætning” til Hovedgaardene, fordi man ansaa det for umuligt at drive en større Gaard uden Hovbønder. Men over Halvdelen af Godset solgtes dog til Bønderne selv. Gennemsnitsprisen var 191 Rigsdaler pr. tønde Hektar.

For de fynske Selvejere blev Salget en slem Skuffelse. De var opførte som Selvejere eller Bondeejendomsbønder paa Fortegnelsen over det til Salg værende Gods. Ganske umiddelbart vil man maaske synes, at det var mærkeligt at udbyde Selvejergaarde til Salg; men Kronen ejede den saakaldte Herlighedsret i alle Selvejergaarde, og det var den, man vilde sælge. Det var der for saa vidt intet at sige til.

Værre var det, at man inde i Rentekammeret til at begynde med havde meget uklare Begreber om, hvad en Selvejer egentlig var. Det fik man første Klarhed over gennem de Vanskeligheder, man efter Salget fik med de fynske Selvejere, endskønt man udmærket godt kunde have faaet Rede paa det i Forvejen ved at studere de gamle Papirer, der laa i Kammeret.

I den lidt for gode Tro, at naar de efter Loven kun var pligtige til at gøre ¼ af det Hoveri, som en Fæster skulde yde, saa maatte de selv eje de ¾ af deres Gaarde, gik de fynske Selvejere til Auktion og bød paa deres Gaarde. Paa Auktionen blev der budt pr. Tønde Hektar, og de regnede saa med, at naar de f.eks. bød 100 Rigsdaler, saa var det kun de 25, de kom til at hæfte for; de 75 var jo deres egen Del af Gaarden, som de følgelig ikke skulde betale.

Stor blev derfor deres Overraskelse, da de ved den efterfølgende Termin blev krævede for 25 Rigsdaler pr. Tønde Hektar, og samtidig fik Klarhed over, at de næste Termin igen skulde betale 25 Rigsdaler, og endvidere forrente de resterende 50 Rigsdaler.

Rentekammeret henholdt sig til det, der var budt ved Auktionen, og reducerede saaledes deres Selveje til at være lig Nul!

De klagede, jamrede og protesterede, men det nyttede intet. Bordet havde fanget dem. De tilbød saa at betale Herlighedrettighederne med det halve af det, de havde budt, men fik Aafslag. Stiftamtmanden og Mogens Rosenkrantz talte deres Sag. Den sidste henstillede til det stædige Rentekammer.
…”om det ej maatte synes raadeligt, at det blev Kommissionen befalet at træde i en Slags Afhandling med dem om Herligheden, enten efter en i Rentekammeret fastsat Pris eller efter en i Forhold til Auktionsprisen fastsat Pris, thi det synes haardt og ubilligt om ej Synd, at de Stakkeler, som selv ejer Bondeskylden og alene fattes Herligheden skulle ved en Auktion udpines deres Blod og Sved, betale ligesaa dyre, som paa andre Steder Fæstebønder.”

Dertil føjer han, at det ikke er i Kongens sande Interesse at have sukkende, forarmede og ruinerede Undersaatter. Trods disse skarpe Ord var Kammeret stadig besat af Prokuratoraanden. Først den 10. juli 1765 approberede Kongen en Indstilling om at eftergive de fynske Selvejere ¼ af det, de havde budt. Herligheden blev saaledes sat til ¾, Selvejerretten til kun ¼ af Handelsværdien. Det var et Magtovergreb, og saa blev det endda fremstillet som en særlig Kongelig Naade, at de fik denne Fjerdedel.

Rentekammeret havde dog nu opdaget Selvejerne, og det skyldes sikker Rosenkrantz, at der blev taget mere Hensyn til de jydske Selvejere,  og at de – skønt de ogsaa maatte betale for meget for Herligheden – fik deres Gaarde til en noget lavere Pris. Det var Fynboerne, der maatte tage det haarde Stød.

[Redaktøren: Nu bor undertegnet jo ikke på en fynsk gård, som har været i slægtens eje siden 1765. Men gjorde jeg det, ville jeg godt nok lægge sag an mod den danske stat for at få de penge tilbage, som "min farfars farfars farfar" blev snydt for. En svindelsag som denne bliver vel aldrig for gammel? Jeg ville så forlange at få pengene retur inklusive renters rente – mon ikke, at det bliver en pæn slat penge – med renter fra 1765?]

Den gode og den onde præst i Sønder Omme

På siden Red Simested kan du læse om den gode og den onde præst i Simested i Himmerland. Et andet sogn i Jylland har også haft en både god og en ond præst, og i Sønder Omme efterfulgte de endda hinanden. Historien er skrevet af J. Kierckebye i Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, V bind, 1874, i artiklen Noget om Sønder-Omme Sogn:

Kierckebye skriver om den gode præst:
Hans Thornum Vellejus var en i alle præstelige gerninger udmærket dygtig og energisk mand. Han blev herredsprovst 1805 og amtsprovst 1812. Menneskekærlighed og opofrende besøgte han idelig sin menigheds trængende, især som ulønnet læge for de syge. Således hele vinteren 1813 til 1814, da en hårdnakket epidemi huserede i Bøvel og Norge, hvor der fra 12 angrebne familier måtte stedes 8 lig i jorden. Her besøgte amtsprovsten de syge, oftest til fods eller til hest, en eller flere gange ugentligt med medicin og med anvisning til dens rette anvendelse, indtil han selv blev smittet og 14 dage efter døde, tredje eller fjerde Påskedag 1814, omtrent 46 år gammel. Da han havde været en så fortjenstfuld mand, men som slet ingen pengeformue efterlod sig sine mange børn, alle under 15 års alderen, så lod regeringen enken bestyre embedet ved hjælp af hendes afdøde mands kapellan noget længere, end ellers sædvanlig plejer at være tilfældet under vakancer (ledige stillinger).
[Kierckeby skriver mere om familiens betydning for sognet, da svogeren og faren også var præster i byen.]

Kierckebye skriver om den onde præst:
Jeremias Müller blev kaldet hertil sidst i 1814 og forflyttet til Barrit 1821. Han var dr. Philos., men han manglede menneskekundskab og syntes at regne hedebojyderne i klasse med deres fæ.

Efterfølgeren til Müller, Peter Voetmann, afsattes i øvrigt som følge af druk… hmm – den historie kender vi jo allerede fra Simested og Hem-Sem.

Livet i Viborg Tugthus i 1700-tallet

Johan Hvidtfeldt har i Jyske Samlinger 1950-52 skrevet en interessant artikel om Viborg Tugthus og dets beboere i 1700-tallet. Hvidtfeldt starter med at skrive tankegangene i 1730’erne, hvilket vel svarer lidt til at oprette nyttejob i dag:
1730erne var en svær tid for Danmark. En alvorlig krise havde ramt landbruget, og gennem drastiske forholdsregler som indførelsen af stavnsbåndet i 1733 forsøgte man at komme landmændene til hjælp. Selvom godsejerne var de ledende indenfor regeringen, glemte de dog ikke byerhvervene. Kollegieherrerne var tilhængere af merkantilistiske teorier om, at et land skulle forsørge sig selv, så det kunne få en gunstig handelsbalance. Derfor måtte Danmark have en industri, og i 1735 oprettede regeringen et nyt kollegium, kommercekollegiet, hvis fornemste opgave det blev at ophjælpe ”manufakturerne”.
Merkantilisterne mente også, at det var af stor betydning at have så talrig en befolkning som muligt og vel at mærke en befolkning, der arbejdede, der skabte og producerede og ikke spildte tiden med lediggang. Løsgængere og tiggere var dem en pestilens, og da man ikke var bange for at krænke den enkeltes frihed, lå tanken om at tvinge alle til at arbejde ikke så fjern.

For at tvinge folk til at arbejde og helst gratis som med regeringens politik i dag, oprettede man derfor et tugthus i Viborg, som ikke nødvendigvis kun modtog kriminelle. Idéen var, at folk, som nød understøttelse af fattigkassen i Viborg, skulle tvinges til at arbejde der. Folk, som levede en ukristelig opførsel såsom omgang i ægteskab, druk, banden og sværmeri skulle tvinges til at arbejde der. Og alle nordjyder, som ikke kunne betale deres ”mulkter”, dvs. bøder, skulle arbejde der? Hmm, sikke mange mennesker, tugthuset skulle huse, hvis det var i dag!

Hvidtfeldt fortæller nu en masse [kedelig] politik, før han kommer til det interessante om livet i tugthuset:
Når fangerne var kommet ind i tugthuset, skulle fangefogeden eller, hvis det var en kvinde, tvættekonen undersøge dem for at se, om de havde kamme, sakse, fyrtøj eller anden fordægtig jern hos sig. Disse sager skulle afleveres til bogholderen, der førte regnskab dermed. Tit havde fangerne foruden deres gangklæder lidt sengeklæder med, når de blev sat ind i tugthuset. Der var dog næppe mange, der var så godt udstyret som Johanne Ulberg, der ankom 1754, medførende 1 gammel ulden syet sengedække, 1 blå og hvis olmerdugs overdyne, 1 gammel grå hovedpude, 1 gammel bolster blå og hvis stribet underdyne, 1 dito stribet hoveddyne med blårlærred overtræk, 1 grå vadmels hovedpude, 1 par blårgarns lagner.
Når visitationen var overstået, begyndte den grå og hårde hverdag. Man stod tidligt op i tugthuset. Fundatsen bestemte, at fangerne skulle vækkes kl. 4 om morgenen, om vinteren dog først kl. 6. Aftenmåltidet skulle være forbi kl. 8. Senere var det således, at der blev arbejdet til kl. 7 om sommeren, til kl. 9 om vinteren. Så snart fangerne var stået op, skulle de begive sig til deres arbejde i arbejdsstuerne, og der skulle de synge en morgensalme. Om aftenen blev der efter arbejdets afslutning holdt bøn. Søndagen var fridag. Fangerne var forpligtet til at overvære gudstjenesten om formiddagen, og siden skulle de i ro og stilhed helligholde dagen….
Fangerne sov som regel i store sovesale, mænd for sig, og kvinder for sig og altid to og to sammen. Fundatsen bestemte, at de alt efter deres forseelse skulle anvises lyse eller mørke sengesteder. De lå i halm med hestedækkener over sig. Da Koefoed i 1779 overtog ledelsen af tugthuset, efter at det i en årrække havde været drevet af private entreprenører, blev han rystet over det syn, der mødte ham i sovesalene: Jeg holder det uforståeligt, at disse mennesker ikke har haft anden leje end udi nogen dårlig halm, som ligner mere bæsters leje end menneskers”.

Hvidtfeldt fortæller nu mere om tøjet og om, hvordan der kun blev vasket tøj 4 gange om året, hvilket folkene i tugthuset også kun blev – selv om det vist var mere ofte end på landet. Derefter fortælles om maden og fornøjelser, bl.a. hvordan man holdt kontakten med sin familie uden for porten. Så er det noget om konfirmation og skolegang – der var jo en del børn indsat sammen med deres mor. Endeligt lidt om tyveri, hor og undvigelser, bl.a. da natmanden Christen Jensen Pibehytte i februar 1776 undveg, fordi vægteren tog ham med ud i Viborg by, da der var fest i byen.

Hvidtfeldt fortæller nu noget om de indsatte natmænd og tatere foruden uærlige fanger. Der er efterfølgende noget om indsatte sindssyge – det var ikke ønsket, da de ikke kunne tvangsarbejde.
Om løsladelsen skriver Hvidtfeldt til sidst.
Der var fanger, der levede mere end 20, ja nogle endda over 30 år i tugthuset. Slog så frigivelsens time en dag, kunne det ske, at de blev bange og ængstelige. Den tilværelse, de havde forladt for så mange år siden, var dem fremmed, og frygten for ikke at kunne klare sig, fik dem til at ønske, at de måtte ende deres dage i tugthuset. Sådan gik det Birgitte Andersdatter, da hum omkring 1790 blev frigivet, 75 år gammel. Og i sådanne tilfælde var overdirektionen forstående. Hun skulle forplejes i tugthuset, og der måtte ikke forlanges strengt arbejde af hende.

Der blev også foretaget benådninger i anledningen af Kongens fødselsdag. Marianne Jensdatter Thrane var en af dem, der nød godt deraf. I 1798 kunne hun forlade huset for at tage til sin søn Johan Cramer, der selv var født inden for murerne.

Du må selv låne bogen og læse de 58 sider med interessant materiale om livet i Viborg tugthus, hvis du får lyst til at ville vide mere end det korte uddrag her.

Østers, hummere og fersk fisk i rigelig overflod i 1815

I Personalhistorisk Tidsskrift 1966, 86. årgang, 15. række, 1. bind, finder man artiklen Grevskabslæge Peder Abraham Kruuses selvbiografi 1800-1816 skrevet af Knud Prange. Han var født i Højelse ved Køge den 17. januar 1790 som søn af præsten Mandrup Pedersen Kruuse. Der er meget interessant i hans historier, så du får et lille udsnit her som eksempel fra en tur til Vendsyssel, hvor der var rigeligt med østers og hummer dengang:

Et meget behageligt indtryk gjorde det på os at se, da vi var kommet jyske kyster så nær. Hestene og Qvæget græssede på Bangsboe marker(1). I Fladstrand gik jeg efter at være klædt strax til byfogeden hr. Cancellieråd Hansen(2) med mit pas, og da jeg rimeligt var den første, der kom til Fladstrand og kunne berette nøjagtigt om den nys tilendebragte kroning(3) samt om oprøret i tugthuset(4), o. slige kiøbenhavnske nyheder, blev jeg der buden til thee og aften, hvor jeg gjorde et meget interessant bekendtskab med stedet læge Volkersen(5), hvor jeg logerede om natten samt med en inspekteur Lessøe(6). På en måde var jeg med hensyn a la bonne bouche  [lækkerbisken] komment i Canaans Land, da her fandtes østers, hummer og fersk fisk i rigelig overflod.

Koefoed og jeg fik nu lejet en bondevogn, og efter 1½ dags frem og tilbagekørsel på de jyske lyngheder kom jeg endelig en søndag formiddag til min familie i Ingstrup, der per tot discrimina rerum [efter så mange elendigheder]ved deres hulde modtagelse gave os regress for disse. Her tilbragte jeg 3 yderst behagelige uger med smårejser rundt omkring mellem sandklitterne, ved Vester Vovvov, til det på den skaldede hede imponerende Børglum Kloster, hos nabopræsten Jansen i Saltum, og tiden gik bevinget.

(1) En herregård syd for Frederikshavn (2) Nok Henrik Christian Hansen, der var herredsfoged i Horns og Vennebjerg herreder og byfoged i Hjørring 1812-1815. (3) Kroningen af Frederik d. 6 den 31. juli 1815. (4) Nok en erindringsforskydning. Den 25. juni 1817 forsøgte tugthusfangerne at bryde ud. En standret dømte fangerne, og 14 blev henrettet. (5) Johan Henrik Volkersen (1777-1833), garnisionskirurg i Fladstrand (Frederikshavn) 1812 og i Sæby distrikt samme år. (6) Niels Frederik Læssøe (1775-1831), først grosserer, siden toldinspektør i Fladstrand.

Kruuse skriver mange interessante ting om livet i begyndelsen af 1800-tallet, men du må låne bogen på biblioteket, hvis du vil læse resten.

Da præstens søn konfirmeres i Højelse i 1806.

Den norske dagbog med data fra 1576 og de næste mange år

I Personalhistorisk Tidsskrift, 2. række., 1. bind, 1886, finder man en afskrift af en interessant dagbog fra Bergen i Norge. Selve manuskriptet findes på Universitetsbiblioteket i København, Additamenta no. 182 i Kvart. Du finder afskriften i artiklen En bergensk Slægtebog fra det 17de århundrede skrevet af E. A. Thomle, og her er de mest interessante uddrag, som er lavet af Andreas Laurentsen Leck, der er født i Bogense på Fyn den 6. juli 1605 som søn af byfogeden Lavrentz Leck født i Tønder, og dagbogen er nedskrevet med start den 6. juli 1656 i Bergen. Lån bogen på biblioteket, hvis du vil læse det i fulde uddrag:

Min faders anden broder var ærlige og salige mand Hans Pettersen Leck. Borgmester i Aalborg og forrige slotsskriver samme sted på Aalborg Slot. Han døde der 1592.

Min moder er ærlige og salige kvinde Catrine Jacobsdatter Mynter. Hun var født og døbt i Middelfart på Fyn 8 dage efter pinsedag og døde 1574. Hendes far var Jacob Hansen Mynter, rådmand i Bogense og før da Slotsskriver på Hindgavl slot på Fyn. Hendes farfar er møntmester Hans Mynter fra København. Jacob Mynter dør 1627.
… resten får du på originalsproget…
Anno 1598 Min Kierre Och sallig Hüstrües Vitam. Paa En Sante Mickelsdag Da er Min kierre oc sallig Hüstrüe Anneke Frantz Daatter føed och Baaren Thill Göstro i Lantte Mickelborig aff Erlig Egte foreldere, Sallig med Güd.
Hindis Fader Vor Erlig och Velfornemmen Mand. Sal: Frantz Kaagelmand, Borger oc Kiöbhandeller Vdi forshhrene Göstro, som Døde Anno 1618.
Hindes Moder Vor Erlig och Güfrygtig Qüinde, Sall. Anne skyttensz, som er Død 1615.

Martij 1635. Paa En Mandagsmorgen Der Klocken Vor 8. sledt, Da Bort Kaldet vor HERRE Min Sallig Fader Lavrentz Leck, aff Denne Verden oc til sit Eüige Rige. Bleff Begraffüen i Bogense Kircke hos min Moders forrie Mand, sal: Anders Henricksen friis, fordüm Boefouget Der sammestedtz. Och Leffde min Sal: Fader Med min Moder i Ecteskab tilsammen Vdi 35 Aar oc 5 Monneder, Der Hand Haffde Verrit Kong: Maytz: Byfouget Baade J Ottense oc Vdi Bogense i 34 Aars Thid. Der Hans Gandske Alder künde Verre 74 Aar 5½ Monnet.
… Andreas Leck skifter derefter til en kronologisk dagbogsform…
Anno 1560 Min Fader Den sallig Mand Larentz Leck, Føed oc Baaren J Tönder Vdi Landte Holsten. En Santte Lauridz Nat etc:

1618 Loed sig Till Siüne Nogen tidlang Paa Himmelen, En stoer forferdelig Commet, Med en lang Süantz dannet oc skicket som et Ris. Siüntes for Voris Øyen, omtrent 2½ faüfne Lang, Hüor effter fulde Neste Aar, den Langüarrendis Kri. Vdi Tys Land, Som først Begynntes i Bemmen, Oc som siden Varede Hen Ved 30 Aarstid.

[Red: Der er tale om en stor komet, som kan ses fra den 6. til den 25. september 1618.]

1634 12 Octob. Natten til syndagen Vogste Wandet Vdi Norstrand Ved Ribe oc om Eydersted saa Höygt, Der folckedt Laa oc soff Tryggelig, At Der paa 4 Eller 5 Timmerstid, Om Komme Nogle Tüsende Mennisker, for Vden Mangen Tüsen stycker fæ oc Bester af Adskellige slags, oc gick Vandet Op i Dom Kiercken Vdi Ribe 2½ Allen Höygt, oc Mange store oc smaa skibe Dreffüe 3 eller 4 Mille op Paa Landet at staa. Vdi samme storüm oc Vandflod, som Bleff J stycker slagen.

1639 Bleff Et guldhorn fünden i Jylland Vdi Riberhüs Len af en Bünde Pige Paa en Krydsweij, Som bleff Printz Christian Den 5 forærit af sin Her Fader Kong May: Som er Holden i stor Act Oc ære, Oc af forne: Horn skatterit for 2½ Tüszen Rix Daller.

1652 17 Decem. J Denne forne Dicemb: Maanet Loed sig Tilsïunne En Mörck, stierne oc Commet Paa Himellen, Vor Dannit oc skicket som et Ries. Huis Den Betydning Er. Ded staar Vdi Den Allermegtigste güds Raad oc Villie. Som Alting Veed, styrer oc Raader. Vel mülligt oc Troligt, Att Ligesom Denne Mörcke stierne Eller Commete som Loed sig til sïune Allersist J Dette gamle Aar. … + en hel del mere om denne begivenhed.

[Red: Der er tale om kometen C/1652 Y1, som blev observeret dagen før i Brasilien.]

Egentligt er det vel ikke som sådan en rigtig dagbog, men derimod en kronologisk fortegnelse, der slutter den 31. marts 1686, men fortsætter igen fra den 20. marts 1720, hvor Magnus Bessel, hvis kone Andreas Leck er morfar til, fortsætter nogle år. Denne sidste del er dog knap så interessant. Du kan i øvrigt læse mere om oversvømmelsen i 1634 i afsnittet Stormen i 1634 og tidens andre store storme på siden Blandt andet blandet. En begivenhed, der virkeligt må have rystet Danmark, at selv i Norge har det optaget sindene.

Hvad udlændingene sagde om Danmark gennem tiderne

Kristian Hvidt har skrevet en meget interessant bog i 2001, som omhandler besøg fra udlandet fra Vikingetiden og til i dag. Bogen hedder: ”De om os”. Herunder er nogle få sjove udklip:

År 845
I år 845 fik Danmark besøg af en araber, fordi danske vikinger været i kamp mod araberne, der da havde en stor del af nutidens Spanien. Araberne ønskede fred, så de sendte en gesandt til vikingernes konge for at indgå en traktat. Der skete da dette:

Den arabiske gesandt havde på forhånd betinget sig, at han ikke skulle gøre knæfald for kongen, da det var imod hans egne skikke. Vikingekongen var da også gået med til dette, men da han ankom den aftalte dag, havde man gjort indgangsdøren så lav, at gesandten måtte gå i knæ for at komme ind i huset.

”Men Jahja Bekri satte sig ned uden for døren, og idet han strakte benene frem, skubbede han sig frem i den siddende stilling, indtil han var kommet indenfor og atter kunne rejse sig op.”

”Vi troede, at vi skulle ydmyge ham,” udbrød kongen, ”men han vendte sine fødder mod vore ansigter. Det skulle komme ham dyrt at stå, hvis han ikke var en udsending.

År 1060
Adam af Bremen besøgte Danmark, og han er god for den herligste historie om især Jylland:

Den første del af Danien, man kommer til, som hedder Judland [Jylland], strækker sig på den lange led fra Egdore i nordlig retning. Der er tre dagsrejser lang, hvis man tager over Fun [Fyn]. Men hvis man rejser den lige vej fra Sliaswig [Slesvig] til Alaburg [Ålborg], er der en fem til syv dages rejse. Det var kejser Ottos marchrute helt op til det sted i det yderste Wendila [Vensyssel], hvor man når det farvand, som den dag i dag kaldes Ottinsand [Oddesund] efter kongens sejr. Judland er bredest ved Egdore. Derfra snævres landet langsomt ind ligesom en tunge til den spids, som hedder Wendila, hvor Judland ender….. Nok er alle dele af Germanien dækket af skrækkelige, dybe skove, men Judland er dog langt den mest grufulde landsdel. Derfor undgår man gerne området. Til lands på grund af manglen på korn, til vands på grund af faren for sørøvere. Jorden er næsten ikke opdyrket noget sted og næppe egnet til menneskelig beboelse.

---------------------------

Du bør selv låne bogen på biblioteket, men hvis du heller vil læse den på internettet, findes den her online.

PS: Adam af Bremen havde nok lidt ret. Prøv selv at køre fra Sem til Edderup en mørk aften, hvor det stormer, og vejret er skidt… så ved du, hvad Adam snakkede om, siger Bent Ottosen.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Lene Højstrup | Svar 24.01.2014 18.07

Spændende at møde min slægtning, Niels Christensen Aistrup her! Du kan møde ham her: http://lenehoejstrupsblog.blogspot.dk/

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

06.08 | 18:08

Hejsa. Efterlyser Jens Madsen Bodizhers af Nebstrup. søn døbt Mads 1? Nov. 1749, Vindblæs sogn, Randers amt. 1735-1777, opslag 17. www.amaliaberthels.dk

...
27.07 | 22:38

HJÆLP! Hvor kommer degn i Guldager Hans Olufsen fra (1797-1801) Herefter degn i Skivum indtil 1833. ~m.Ingeborg Jørgensdatter. Hans mor: Karen Jensdatter?????

...
07.07 | 16:54

no. 2 fra mig for ligenu: supplement til min netop afsendte kommentar: "jeg mener, at min bedstefar gregers bay smidt blev født i vinstrup. han døde i 1958.

...
07.07 | 16:45

jeg er barnebarn af gregers bay smidt og jeg mener helt bestemt at navnet "bugge" indgår i min slægt. er der nogen som kan svare på det?

...
Du kan lide denne side